Afholdelse af valg til menighedsråd og udpegning til pastoralrådet

Der afholdes valg til menighedsråd i Bispedømmet København søndag den 22. marts 2026, jf. § 2, stk. 2 i Vedtægt for valg af menighedsråd i Bispedømmet København. I menigheder, hvor søndagsmessen fejres lørdag den 21. marts 2026, finder valghandlingen sted både lørdag og søndag. Efter valget sker der udpegning af medlemmer til pastoralrådet.

På denne side kan man finde tidsplanen (til højre), de 4 gældende vedtægter samt vejledninger og bilag:

- Vedtægt af 8. december 2023 for valg til menighedsråd i Bispedømmet København

- Vedtægt af 8. december 2023 for udpegning til pastoralrådet i Bispedømmet København

- Vedtægt af 17. december 2024 for menighedsråd i Bispedømmet København

- Vedtægt af 4. juli 2024 for pastoralrådet i Bispedømmet København

- Vejledning til de lokale valgstyrelser

- Bilagssamling til vejledning (redigerbar)

- Kvik-guide

Alle vedtægter er ændret siden sidste valg i 2022, og vi opfordrer derfor de lokale valgstyrelser og de siddende menighedsråd til at læse de nye vedtægter.

Nedsættelse af lokal valgstyrelse

Pastoralrådet pålægger samtidig de lokale menighedsråd at nedsætte lokale valgstyrelser. Dette skal ske på et menighedsrådsmøde. Den lokale valgstyrelse består af 3-5 medlemmer, herunder en formand og en næstformand, alle udpeget blandt menighedens medlemmer. Det behøver således ikke være medlemmer af menighedsrådet. Kandidater til menighedsrådsvalget kan godt sidde i den lokale valgstyrelse, men ikke deltage i stemmeoptællingen.

Den lokale valgstyrelse skal være nedsat og sammensætningen meddelt bispekontoret senest den 23. oktober 2025 på e-mail: rvzkatolsk.dk.

Formændene for de lokale valgstyrelser har oprettet alle de medlemmer af valgstyrelserne, som vi har kontaktoplysninger på, i bestyrelsesportalen BetterBoard. Portalen vil som annonceret blive anvendt i forbindelse med valgstyrelsernes arbejde.

Hvis du er medlem af en valgstyrelse og ikke har modtaget en oprettelsesmail fra BetterBoard, bedes du skrive til valg26katolsk.dk med dine kontaktoplysninger. Bispekontoret sørger herefter for, at du bliver oprettet i systemet.

Kontakt

Ved spørgsmål om det kommende valg, kan menighedsråd og lokale valgstyrelser rette henvendelse til Bispedømmets Valgstyrelse på valg26katolsk.dk.