Sankt Lucia (i Danmark nok mest kendt som Santa eller Sankta Lucia) er en vigtig skikkelse i den katolske tradition. Hun er især kendt for sin standhaftighed og tro i mødet med forfølgelse. Ifølge traditionen blev hun født i Syrakus på Sicilien omkring år 283 af velhavende forældre. Hendes far var romer, mens hendes mor menes at have haft græsk oprindelse.
Lucia havde viet sit liv til Gud og ønskede at bruge sin formue på at hjælpe de fattige. Omkring år 304 døde hun som jomfru og martyr under kejser Diocletians kristenforfølgelser. Hun blev angiveligt udleveret af den mand, hun var blevet lovet bort til, men som hun ikke ønskede at gifte sig med. Hun blev dømt til prostitution og udsat for grusom tortur, blandt andet ved at få hældt kogende olie over sig, men forblev ifølge traditionen uskadt. Til sidst blev hun dræbt med et sværd.
Ifølge en senere tradition mistede hun sine øjne under torturen, hvilket har gjort hende til værnehelgen for blinde og er årsagen til, at hun ofte afbildes med øjne på et fad.
Den katolske liturgi rummer særlige bønner til minde om Lucia, og hendes liv og død er et udtryk for mod, renhed og tro, hvilket har gjort hende til en inspirerende skikkelse for katolikker. Hendes navn, som er afledt af det latinske lux (lys), knytter hende til lysets symbolik. Fejringen i Danmark og resten af Skandinavien finder også sted uden for Kirken i form af Luciaoptog, hvor børn og unge klædt i hvide kjoler bærer lys i hænderne og en lyskrans på hovedet. Dette repræsenterer Lucia som lysets bringer i mørket.
Kilder:
- Catholic Encyclopedia St. Lucy
-Butler's Lives of the Saints: Volume IV
- The Roman Martyrology
- Patron Saints in the Catholic Church Peasants
- Catholic Encyclopedia Syracuse
Sammenskrevet af Ewa Angela Wegener
Billede: Maleri af Sankt Lucia af Raphael Vergos, Shutterstock

