Rapport afslører mindst 3.000 overgreb på mindreårige i Den katolske Kirke i Frankrig

Mindst 3.000 mindreårige har været udsat for seksuelle overgreb i Den katolske Kirke i Frankrig siden 1950. Det fremgår af en ny rapport fra en undersøgelseskommission, som understreger, at det reelle antal kan være langt højere.

Kommissionens formand, Jean-Marc Sauve, sagde tidligere på ugen på et videopressemøde, at mere end 1.500 præster og andre personer med tilknytning til Den katolske Kirke har stået bag overgrebene.

Det er ét år siden, at kommissionen blev nedsat af de franske biskopper. Det skete efter at en række overgrebssager havde rystet Den katolske Kirke i Frankrig og andre lande.

En hotline, som overgrebsofre har kunnet ringe til, har ifølge Sauve modtaget 5.300 opkald i det seneste år.

Vidner og ofre har fået en forlænget frist til at ringe til hotlinen frem til udgangen af oktober. Kirkens arkiver er ved at blive undersøgt, efter at arbejdet har været sat i bero på grund af coronapandemien.

Sidste år fik pave Frans vedtaget en forholdsordre, der forpligter alle, herunder også biskopper, som har kendskab til overgreb på mindreårige, til at gå videre med denne viden til deres overordnede.

Undersøgelseskommissionen består af blandt andre højtstående embedsmænd, juridiske eksperter, læger, historikere, sociologer og historikere.

/ritzau/AFP