Fastelavnssøndag, søndagen før Askeonsdag, fejres i år den 23. februar. Fastelavnssøndag findes ikke på den liturgiske kalender. Men i mange menigheder holdes der dog efter højmessen den dag en fastelavnsfest/kirkekaffe med eller uden tøndeslagning.
Højmessens liturgiske tekster er fra den 7. almindelige søndag. Det er alvorlige tekster, der pålægger os svære bud og påbud men som dog ligeledes indebærer en frigørelse og befrielse for dem, der følger dem.
De tre læsninger er kontrastfyldte skildringen af Guds fuldkomne kærlighed overfor menneskets syndighed, egoisme, herskesyge.
Den 1. læsning slår allerede tonen an: ”Herren talte til Moses og sagde: Tal til hele Israelitternes menighed og sig til dem: I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig.”
Moseloven pålagde israelitterne, at de ikke måtte nære had mod deres brødre. De måtte ikke hævne sig på deres landsmænd, men de skulle elske deres næste som sig selv.
Hvorfor dog? Hvorfor disse bud, og alle de andre især De ti Bud?
De kan kun forstås og har kun deres berettigelse, når vi kender fundamentet, hvorpå de er grundlagt:
”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset” (2 Mos 20,1).
Gud havde befriet folket ud af slaveriet i Egypten, gjorde det atter til et frit folk, til hans elske børn. Derfor skal de fremover omgås deres landsmænd med samme respekt, værne om deres frihed og værdighed, som de selv havde fået af Gud.
Den 2. læsning afslutter med: ”Men I tilhører Kristus, og Kristus Gud.”
Menigheden i Korinth var en ung og dynamisk menighed med engagerede medlemmer og stærke personligheder.
Nogle bekendte sig til Paulus, andre til Apollos og andre igen til Kefas. Paulus gør det klart for de forskellige grupper i menigheden, at de ikke tilhører deres kristne ledere, hverken ham selv Paulus eller Apollos eller Kefas – nej ”… alt tilhører jer: Men I tilhører Kristus og Kristus tilhører Gud”.
”Alt tilhører jeg”… menigheden havde fået mange nådegaver: karismatiske ledere, vækst i menigheden og ovenover alt dette Gud Faders kærlighed, der har givet dem sin Søm Jesus Kristus. Verden, som blevet skabt af Faderen, er blevet nyskabt i Kristus. Denne Guds verden har Gud betroet os, er blevet givet i vores varetægt. Vi er derved blevet Guds medskabere. Det var ikke kun svært for den unge menighed i Korinth men også for os i dag at finde ud af det. Den unge menighed var præget af personsanseelse. Nogle var blevet anbragt på en piedestal. Andre derimod så man ned på. Det er ikke meget andeledes i dag. Mennesket er dog kronen på Guds skabelsesværk. Det er skabt i hans billede. Og dog fristes vi gang på gang i at gøre os herre over vore medmennesker. Fristelser bliver til handling, når vi undertrykker mennesker, berøver dem deres værdighed og frihed, og udstøder dem, der er os til besvar.
”Alt dette tilhører jeg” et kæmpe løfte og et kæmpe ansvar. Som Guds medarbejdere skal vi være medarbejdere i det Guds Rige, som Kristus har stiftet på jorden. Fordi Gud er hellig, må vi ikke vanhelliges mennesket, der er skabt i hans billede.
Moseloven og Talmud stillede en limit for gengældelse ved hævnakter. ”Øje of øje, tand for tand”. Det var dog ikke den forurettede men dommere, der skulle udmåle passende straffer for forbrydelser.
Jesus går imod denne holdning. Han pålægger os til ikke at gøre modstand. Det er et meget større krav end ”kun” ikke at hævne sig. Han beder os til at tilgive, til ikke at kræve vores ret, til ikke at gøre gengæld. Det er mere end vores sunde fornuft er parat til at gøre.
”Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.” Det ord er en anstødssten, de fleste af os snubler og falder over. Disse og lignende ord kan kun forstås i lyset af rabbinernes læremetode. Rabbinerne var klar over, at ord som retfærdighed, retsbevidsthed er abstrakte begreber, som deres tilhørere havde svært ved at kapere. Abstrakte begreber blev derfor konkretiseret i let tilgængelige billeder og eksempler. Jesus bruger samme læremetode.
For Jesus gælder det til at få folket at forstå, at der er kommet nye normer i det rige, han stifter. Her vil målestokken være retskaffenhed, forsoning, tilgivelse. Med disse uventede, uhørte, bogstaveligt set næsten umulige krav vil han fange tilhørernes opmærksomhed. Disse ord er en måde at overbelyse hans anliggende på. De medfører et chokeffekt. Man glemmer dem ikke og kan heller ikke komme udenom.
Vi nærmer os budskabet, når vores holdning ikke længere bestemmes af den andens handling. Jesus sikrer os en frihed, når vi ikke behøver at forsvare os, kræve vores ret, ikke længere pønser på gengældelse. At handle i frihed kan ikke lade sig gøre efter en vægtskål-model: siden du har gjort det mod mig, må jeg gøre noget tilsvarende mod dig. For Jesus gælder ”øje for øje” ikke længere. Nej han bringer noget ganske nyt og revolutionært: overvind det onde med det gode, og had og vrede med kærlighed.
”Så vær da fuldkommen, som jeres himmelske far er fuldkommen”. Kærlighed kender ingen grænser. Paulus rammer det så rigtigt i sin beskrivelse af kristen kærlighed i 1 Kor 13, 1-13:
”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild… Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt…”
”Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, bed for dem, der forfølger jer…” Jesus beder os ikke om, at vi skal nære samme følelse for alle mennesker. Et menneske-hjerte er ikke en automat. Og en automat føler da heller ikke noget som helst.
Vi omgås vore venner med hjertelige følelser. Det ligger helt anderledes overfor mennesker, vi ikke kan lide eller som er blevet vore fjender. Jesus beder os ikke om at nære samme følelser overfor alle mennesker, men at vi skal have samme holdning overfor alle. Overfor vore venner er det vort hjerte, der styrer vores holdning. Overfor ”de andre” må vi opføre os på samme måde, ikke fordi det kommer fra hjertet men fordi Gud og Kristus beder os om det. De har ikke alene lært os det, men har vist mennesker deres overstrømmende kærlighed og barmhjertighed og bliver ved med at gøre det, den dag i dag.
”Herren er barmhjertig og nådig,
sen til vrede og rig på troskab.
Han gengælder os ikke vore synder
og lønner os ikke efter vor skyld”
(vekselsang Sl 103, 8.10)
Hvor ville verden dog se anderledes ud, hvis flere mennesker fandt hinanden takket være en gensidig forsoning. Det lykkes desværre ikke så ofte. Med lad os prøve. I hvert fald med en forsoning fra min side. Her har vi et ansvar og en enestående chance til at gøre noget.
”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske far er fuldkommen.”
Amen
Prædiken ved pater Jan Ophoff O.Præm
1. læsning: 3 Mos 19, 1-2.17-18
2. læsning: 1 Kor 3, 16-23
Evangelium: Matt 5, 38-48