En rapport, der præsenterer resultaterne af kommissionens arbejde, er blevet offentliggjort. Den udelukker at optage kvinder i diakonatet, forstået som en grad af det hellige Ordinationens sakramente, men fastslår, at det i øjeblikket ikke er muligt "at formulere en endelig vurdering, som det er tilfældet med præstevielsen."
"Status quaestionis (latin: spørgsmålets status) i den historiske forskning og den teologiske undersøgelse – såvel som deres indbyrdes sammenhænge – udelukker muligheden for at bevæge sig i retning af at optage kvinder i diakonatet, forstået som et trin i Ordinationens sakramente. I lyset af Den hellige Skrift, Traditionen og Kirkens Magisterium fastholdes denne vurdering stærkt, selv om den på nuværende tidspunkt ikke tillader, at der formuleres en definitiv dom, som det er tilfældet med præsteordination."
Dette er den konklusion, som den anden kommission under ledelse af kardinal Giuseppe Petrocchi, emeriteret ærkebiskop af L’Aquila i Italien, er nået frem til. Kommissionen – som på anmodning af pave Frans undersøgte muligheden for ordination af kvinder til diakoner – afsluttede sit arbejde i februar. Konklusionen fremgår af den syv sider lange rapport, som kardinalen sendte til pave Leo XIV d. 18. september, og som nu offentliggøres på pavens anmodning.
På sit første arbejdsmøde (2021) fastslog kommissionen, at "Kirken til forskellige tider, på forskellige steder og i forskellige former har anerkendt betegnelsen diakon/diakonisse med henvisning til kvinder, dog uden at tillægge den en entydig betydning."I 2021 konkluderede den teologiske drøftelse enstemmigt, at "et systematisk studium af diakonatet inden for rammen af teologien om Ordinationens sakramente rejser spørgsmål om foreneligheden mellem kvinders diakonalordination og den katolske lære om det ordinerede embede." Kommissionen gav også enstemmigt sin støtte til oprettelsen af nye tjenester, som "kunne bidrage til et samspil mellem mænd og kvinder."
På det andet arbejdsmøde (juli 2022) vedtog kommissionen – med syv stemmer for og én imod – den erklæring, der i fuld ordlyd er citeret i begyndelsen af denne artikel. Erklæringen udelukker muligheden for at gå videre i retning af at optage kvinder i diakonatet som et trin i Ordinationens sakramente, men uden på nuværende tidspunkt at afsige "en definitiv dom."
På det sidste arbejdsmøde (februar 2025), efter at Synoden havde givet alle, der ønskede det, mulighed for at indsende bidrag, gennemgik kommissionen alt det modtagne materiale. "Selvom der blev indsendt mange bidrag, var antallet af personer eller grupper, der sendte deres skrifter, kun 22 og repræsenterede få lande. Materialet er righoldigt og i nogle tilfælde dygtigt argumenteret, men det kan derfor ikke betragtes som Synodens stemme, endnu mindre som hele Guds Folks stemme."
Rapporten sammenfatter argumenter for og imod. Tilhængerne hævder, at den katolske og ortodokse tradition for at forbeholde diakonalordination (såvel som præste- og bispeordination) for mænd alene synes at modsige “den lige værdighed mellem mand og kvinde, som begge skabt i Guds billede,” “begge køns lige værdighed, baseret på denne bibelske reference," trosbekendelsen om, at "der ikke længere er jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus" (Galaterne 3,28), samt sociale udviklinger, "som fremmer lige adgang for begge køn til alle institutionelle og virksomme funktioner."
På den modsatte side blev følgende tese fremsat: "Kristi mandighed, og dermed mandigheden hos dem, der modtager Ordinationens sakramente, er ikke tilfældig, men er en integreret del af den sakramentale identitet og bevarer Guds frelsesorden i Kristus. At ændre denne virkelighed ville ikke være en simpel justering af tjenesten, men en brud på den ægteskabelige betydning af frelse." Dette afsnit blev sat til afstemning og modtog fem stemmer for at blive bekræftet i denne form, mens de øvrige fem medlemmer stemte for at fjerne det.
Med ni stemmer mod én gav kommissionen udtryk for håbet om, at "kvinders adgang til tjenester, der er indstiftet til menighedens tjeneste, kan udvides (…) og dermed sikre en passende kirkelig anerkendelse af de døbtes diakoni, særligt kvinders. En sådan anerkendelse vil være et profetisk tegn, især dér, hvor kvinder stadig lider under kønsdiskrimination."
I sin konklusion fremhæver kardinal Petrocchi, at der eksisterer "en intens dialektik" mellem to teologiske retninger. Den første fastholder, at ordinationen af en diakon er til tjeneste og ikke til præsteskab: "Denne faktor ville åbne vejen for ordination af kvindelige diakoner." Den anden insisterer derimod på "enheden i det hellige Ordinationens sakramente sammen med den ægteskabelige betydning af de tre grader, der udgør det, og afviser hypotesen om et kvindeligt diakonat. Den bemærker også, at hvis optagelsen af kvinder i den første grad af ordinationen blev godkendt, ville udelukkelsen fra de øvrige blive uforklarlig."
Af denne grund er det ifølge kardinalen afgørende for det fortsatte studie at gennemføre "en streng og vidtrækkende kritisk undersøgelse, der fokuserer på diakonatet i sig selv – det vil sige på dets sakramentale identitet og dets kirkelige mission – og som afklarer visse strukturelle og pastorale aspekter, der i øjeblikket ikke er fuldt definerede." Der findes faktisk hele kontinenter, hvor den diakonale tjeneste er "næsten ikke-eksisterende," og andre, hvor den er aktiv med funktioner, som ofte "falder sammen med roller, der er særegne for lægtjenester eller ministranter i liturgien."
Vatican News, oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener
Billede: Vatican News

