Pavens Urbi et orbi påskedag

Påskedag kom pave Frans med sit traditionelle påskebudskab, Urbi et orbi – ‘til byen [Rom] og til verden’. Han stod ikke som normalt på balkonen med en folkeskare foran sig, men stod temmelig alene inde i Peterskirken.

Kære brødre og søstre, god påske!

I dag genlyder Kirkens budskab i hele verden: “Jesus er opstanden” - “Han er virkelig opstanden!”.

Dette glade budskab lyser op som en nyantændt flamme i natten: natten i en verden, som allerede har skelsættende udfordringer at kæmpe med, og som nu holdes nede af pandemien, der sætter vores store menneskelige familie på en hård prøve. I denne nat lyder Kirkens stemme: “Kristus, mit håb, er opstanden!”.

Dette er en anden form for ‘smitte’. Den videregives fra hjerte til hjerte - for alle menneskehjerter længes efter dette glade budskab. Den er et smittende håb. “Kristus, mit håb, er opstanden!”. Der er ikke en trylleformular der fjerner alle problemer. Nej, Jesu opstandelse er noget andet, nemlig kærlighedens sejr over det ondes rod, en sejr, som ikke “springer over” lidelsen og døden, men går igennem dem og åbner en vej gennem afgrunden. Ondt forvandles til godt, noget, som kun Gud har magt til at gøre.

Den opstandne er den samme som den korsfæstede - han er ikke en anden. På sit herliggjorte legeme bærer han uudslettelige sår: sår som er blevet åbninger for håbet. Til ham vender vi vores blik så han kan læge den plagede menneskeheds sår.

På denne dag går mine tanker særligt til dem, der er direkte berørt af coronavirussen: til de syge, til de døde og til familierne, som søger over tabet af deres kære og som de måske ikke engang fik lov til at give en sidste hilsen. Må livets Herre tage imod de afdøde i sit rige, og må han give trøst og håb til dem, som fortsat bliver prøvet, især de ældre og ensomme mennesker. Må han sørge for trøst og nødvendig hjælp til dem, som befinder sig i særligt sårbare situationer, fx dem, der arbejder på hospitaler og dem, der lever i kaserner og i fængsler. For mange er dette en ensom påske. Mange lever med sorg og vanskeligheder på grund af pandemien - alt fra fysisk lidelse til økonomiske problemer.

Denne pest har ikke blot frarøvet os nærheden, men også muligheden for selv at øse af den trøst, der udspringer af sakramenterne, især eukaristien og bodens sakramente. I mange lande har det ikke været muligt at modtage dem, men Herren har ikke ladet os være alene! Forenet i bøn er vi sikre på, at han har lagt sin hånd på os (jf Sl 139,5) og med eftertryk siger han: “Jeg er opstanden, og jeg er atter hos dig”.

Må Jesus, vor påske, give styrke og håb til lægerne og sygeplejerskerne. Overalt vidner de om omsorg og næstekærlighed, lige indtil udmattelse og ikke sjældent på bekostning af deres eget helbred. Til dem retter vores kærlige tanker og taknemmelighed sig, ligesom til dem, der flittigt arbejder med at sikre samfundets væsentligste funktioner, og til ordensmagten og militæret, der i mange lande har bidraget til at mindske vanskelighederne og lidelserne i deres befolkninger.

I løbet af disse uger er livet for millioner af mennesker pludseligt blevet forandret. For mange giver tiden derhjemme anledning til at reflektere, til at have en mindre hektisk dagsrytme, til at være sammen med deres kære og nyde deres selskab. Men for mange er dette en tid med bekymringer over en usikker fremtid, at de risikerer at miste deres arbejde og andre konsekvenser af den nuværende krise. Jeg opfordrer dem med det politiske ansvar til aktivt at engagere sig til gavn for borgerne ved at tilvejebringe det, som der er brug for af midler og værktøjer, som kan tillade alle at føre et værdigt liv, og at arbejde for atter at oplukke samfundsaktiviteterne i den grad, som omstændighederne nu tillader det.

Det er ikke tid til ligegyldighed for hele verden lider nu, og vi må stå sammen mod pandemien. Må den opstandne Jesus give håb til alle de fattige, til dem i samfundets periferi, til flygtningene og til de hjemløse. Må disse mennesker, vore svageste brødre og søstre, der befinder sig i byer og i verdens periferier, ikke blive overladt til sig selv. Vi må ikke lade dem mangle de livsnødvendige goder, som det er så vanskeligt at få fat på nu hvor så mange aktiviteter er nedlukket. Må de heller ikke mangle lægemidler og især adgangen til passende lægehjælp. Omstændighederne gør, at man bør lempe på internationale sanktioner, som især hæmmer de ramte lande i deres mulighed for at skaffe deres borgere den nødvendige hjælp og støtte. Må man gøre alle stater, især de fattigste, i stand til at møde det for tiden øget pengebehov, ved enten at reducere eller helt at eftergive den gæld, som tynger deres statsbudgetter.

Det er ikke tid til egoisme, for vi deler alle den nuværende udfordring som ikke gør forskel på folk. Blandt de mange verdensdele, som er ramt af coronavirussen, vil jeg gerne rette en særlig tanke til Europa. Efter 2. Verdenskrig formåede dette kontinent at rejse sig igen fordi en konkret hjælp, i solidaritetens ånd, gjorde det muligt at bilægge fortidens rivalisering. Under de nuværende omstændigheder er det vigtigere end nogensinde, at rivaliseringen ikke tager til, men at alle derimod anser sig selv som medlemmer af samme familie og støtter hinanden. I dag står EU overfor store udfordringer, og ikke blot EU’s, men hele verdens fremtid, afhænger af den. Man må ikke lade denne anledning passere til atter at komme med et bevis på solidaritet, også ved at slå ind på nye veje. Det eneste alternativ er en særinteressernes egoisme og fristelsen til at vende tilbage til fortiden - noget, som kan resultere i, at vores fredelige sameksistens og udvikling til gavn for de næste generationer sættes på en hård prøve.

Det er ikke tiden til at glemme. Må Kristus, vor fred, give lys til de ansvarlige i konflikter, så de tør tilslutte sig appellen om en verdensomspændende og øjeblikkelig våbenhvile. Det er ikke tid til at fortsætte med at producere og sælge våben, og bruge uhyrlige summer, som heller burde være brugt på at pleje mennesker og redde liv. Må det i stedet for være tiden til at gøre en ende på den lange og blodige krig i det kære Syrien, på konflikten i Yemen, på spændingerne i Irak og Libanon. Må dette være tiden hvor israelerne og palæstinenserne genoptager dialogen og finder en stabil og varig løsning, som gør det muligt for begge at leve i fred. Må befolkningernes lidelser i det østlige Ukraine stoppe ligesom de terrorangreb, som bliver begået mod mange udskyldige mennesker i flere lande i Afrika.   

Det er ikke tiden til at glemme. Den nuværende krise må ikke få os til at glemme de mange andre humanitære nødsituationer, som betyder lidelse for så mange mennesker. Må livets Herre vise sin nærhed med befolkningerne i Asien og Afrika, der nu gennemgår alvorlige humanitære kriser som fx i Cabo Delgado-regionen i det nordlige Mozambique. Må han varme hjerterne hos de mange, som på grund af krig, tørke og hungersnød har måtte flygte eller er blevet fordrevne. Må han give beskyttelse til de mange migranter og flygtninge, deriblandt de mange børn, som lever under utålelige forhold især i Libyen og på grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet. Må han gøre det muligt at finde frem til konkrete og umiddelbare løsninger i Venezuela; løsninger, der sigter på at tillade international hjælp til befolkningen, som lider under alvorlige politiske, socioøkonomiske og sundhedsmæssige forhold.

Kære brødre og søstre,

Ligegyldighed, egoisme, splittelse og glemsel er virkeligt ikke ord vi ønsker at høre i denne tid. Vi ønsker at forvise disse ord for altid! De synes at tage overhånd når frygten og døden sejrer i os, det vil sige når vi ikke lader Herre Jesus sejre i vort hjerte og i vort liv. Må han, som allerede har besejret døden og åbnet vejen til evig frelse for os, fordrive mørket fra vor fattige menneskehed og føre os ind i sin herlige dag, hvor lyset aldrig går ned.

Med disse tanker ønsker jeg jer alle en god påske!

Se påskedagsmessen og derefter Urbi et orbi med engelske undertekster.