Pave Leo XIV bad i går Angelus sammen med de troende i Castel Gandolfo, hvor han opholder sig under sommerferien, og mindede kristne om, at vi opnår det evige liv ved at tjene og elske andre – ikke ved at forsøge at snyde døden.
I sin tale til de forsamlede på Frihedspladsen tog paven udgangspunkt i det spørgsmål, som stilles til Jesus i evangeliet: “Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Paven bemærkede, at spørgsmålet udspringer af et dybt menneskeligt ønske – nemlig ønsket om “en tilværelse fri for nederlag, ondskab og død.” Han understregede, at det evige liv ikke er noget, vi kan tilegne os med magt eller forhandle os til – det er noget, vi må arve. “Det evige liv, som kun Gud kan give, bliver os skænket som en arv – sådan som forældre giver deres børn en arv,” sagde han. Derfor, forklarede pave Leo, siger Jesus, at vi må gøre Guds vilje – hvilket betyder at elske Gud af hele vort hjerte og vores næste som os selv. “Når vi gør disse to ting, svarer vi på Faderens kærlighed,” sagde han. “Guds vilje er livets lov – den lov, som Faderen selv var den første til at følge ved at elske os ubetinget i sin Søn, Jesus.”
Paven opfordrede kristne til at rette blikket mod Jesus for at forstå, hvad ægte kærlighed er: en kærlighed, der er gavmild, tilgivende og udadvendt – den lader os aldrig lukke os om os selv. Ligesom Gud kom menneskeheden i møde i Jesus Kristus, er vi også kaldet til at tage os af dem, der er omkring os. “Ved at efterligne Jesus, verdens Frelser,” sagde han, “er vi kaldet til at bringe trøst og håb – især til dem, der oplever modløshed og skuffelse.”
Pave Leo XIV afsluttede sin Angelus-refleksion med at minde om, at det største bud – kærligheden til Gud og næsten – overgår alle menneskelige love og giver dem deres sande betydning. “For at leve evigt behøver vi ikke snyde døden – men at tjene livet, ved at tage os af hinanden i den tid, vi deler her på jorden.” Ved at søge at tjene livet, sagde paven, bliver vi “fredens håndværkere i vores daglige liv.”
Skrevet af Devin Watkins, Vatican News (oversat af Ewa Angela Wegener)
Billede: Vatican Media

