Det engelske katolske tidsskrift The Tablet bragte i går, onsdag, et interview med pave Frans om effekterne af coronapandemien på det daglige arbejde i Vatikanet og hans tanker om Kirkens og menneskehedens fremtid.
Det er vatikanisten og forfatteren Austen Ivereigh, som har interviewet paven via e-mail - i øvrigt det første interview Frans har givet til et engelsksproget tidsskrift. I interviewet udtrykker paven håb om, at faste- og påsketiden i år bliver anledning til kreativitet og omvendelse for Kirken, for verden og hele skaberværket.
Frans forklarer i interviewet, at den romerske kuries medarbejdere nu arbejder og spiser på skift, mens andre arbejder hjemmefra eller pr. distance. Paven beder mere end han plejer og hver tirsdag træffer han sin skriftefader. Hans vigtigste prioritering i denne tid er at være så tæt på alle de lidende som muligt, og derfor har han valgt at livestreame alle sine morgenmesser.
“Udnyt nuet for morgendagens skyld. Gør det på en kreativ og enkel måde, og forsøg at gøre noget nyt hver dag. Det er ikke så svært når man er hjemme, men udgå at det bliver en form for eskapisme”.
Adspurgt om hvordan verdens regeringer har tacklet coronakrisen påpeger Frans, at alles bekymringer indtil nu har handlet om de økonomiske prioriteringer, som har resulteret i den smid-væk-kultur paven ofte har kritiseret. Han reflekterer over hvor sjældent man i dag møder mennesker med Downs Syndrom takket være fosterdiagnostikken, som frasorterer dem som uønskede, og om hvordan vi behandler de ældre i vore samfund. Frans fremhæver Paul VI’s encyklika Humanae vitae og hvordan den på ‘profetisk måde’ forudså hvordan mennesker ville blive frasorteret alt efter deres duelighed eller produktivitet.
I interviewet reflekterer paven også over miljøets og pandemiens effekter på menneskehedens livsstil fremover, og påpeger i den forbindelse menneskets kortvarige og selektive hukommelse.
“Hvem taler nu om brandene i Australien eller husker, at skibe kunne passere nordpolen sidste vinter på grund af afsmeltningen af havisen? Hvem taler nu om oversvømmelserne? Vi har en selektiv hukommelse. [...] Lad os ikke glemme vor hukommelse når denne krise er overstået. Lad os ikke smide den væk og vende tilbage til dér, hvor vi var. Nu er tiden kommet til at tage afgørende skridt og stoppe med at drive rovdrift på naturen, men i stedet kontemplere over den. Vi har mistet den kontemplative dimension - og den er vi nødt til at få tilbage”.
“Når jeg taler om kontemplation vil jeg gerne sige, at det også er tidspunktet til at have øje for de fattige. [...] Fattigdommen er skjult fordi den er bly. I Rom beder politiet de fattige om at gå hjem: de må ikke opholde sig på gaden. Men de har jo intet hjem, men bor på gaden. Vi øjner dem ikke ser. Selv om de er dér, ser vi dem ikke. De er blevet en del af landskabet, de er blevet tingsliggjorte. [...] At ‘få øje på’ de fattige vil sige at genoprette deres menneskelighed. De er ikke ting eller affald - de er mennesker. [...] Vi bliver ofte nødt til at sige det til os selv: også den fattige har en mor, som har elsket ham eller hende”
Hele interviewet kan læses på The Tablets hjemmeside
Paven taler om coronakrisen i et interview

