Ved den ugentlige onsdagsaudiens i går, d. 10. september, reflekterede pave Leo XIV over korsfæstelsen og understregede, at Jesu råb fra korset afslører ”den sidste fase af en kærlighed, der gives helt til det yderste.” Han opfordrede de troende til ikke at se råbet som en svaghed, men som en handling af intens bøn.
Med blikket rettet mod kulminationen af Jesu jordiske liv fortsatte pave Leo sin katekeseserie om korsfæstelsen og døden. Han fremhævede, at Jesus ikke døde i stilhed: ”Han forsvinder ikke gradvist som et lys, der brænder ud, men han forlader livet med et råb.” Dette råb, forklarede paven, er mere end kroppens overgivelse: ”Det er det sidste tegn på et liv, der gives hen.” Før det stiller Jesus sit spørgsmål: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Paven understregede, at dette viser, hvordan Sønnen – som altid havde levet i fællesskab med Faderen – i lidelsens dybeste øjeblikke erfarede stilhed, fravær og afgrund. Men, præciserede han, ”det er ikke en troskrise, men den sidste fase af en kærlighed, der gives helt til det yderste.” Jesu råb på korset er derfor ikke desperation, men et udtryk for ”oprigtighed, sandhed ført til grænsen og en tillid, der holder ud selv når alt er stille.”
Noget nyt ud af mørket
I det samme øjeblik formørkes himlen, og forhænget i templet flænges – som om hele skabningen tager del i Jesu smerte. Men netop dette mørke åbenbarer også noget nyt: ”Gud bor ikke længere bag et forhæng – hans ansigt er nu fuldt synligt i den Korsfæstede.”
Jesu sønderbrudte krop på korset bliver billedet på den største kærlighed. Her ser vi, at Gud ikke er fjern, men forener sig med os i vores smerte og i vores livsvandring – helt til det sidste.
Ved korsets fod står der én, som forstår dette. En romersk officer, en hedning, bekender sin tro efter at have været vidne til, hvordan Jesus døde. Pave Leo understregede, at denne første trosbekendelse efter Jesu død ikke var en tilfældig erklæring, men et ord, der virkelig rørte og forvandlede hjertet.
Han gav alt, hvad han havde tilbage
”Til tider – når vi ikke kan udtrykke noget med ord – giver vi udtryk for det med stemmen,” sagde paven. ”Når hjertet er fuldt, råber det.” Dette er ikke et tegn på svaghed, men på dyb menneskelighed. Evangeliet tillægger råbet ”en umådelig værdi”, fordi det kan rumme følelser, kampe og bønner, når ordene ikke rækker.
I sit sidste råb gav Jesus alt, hvad han havde tilbage. Han viser, at råbet ikke er opgivelse eller resignation, men et tegn på tro. Et menneske råber, fordi det tror, at nogen stadig kan høre det. Som pave Leo forklarede: ”Man råber ikke af desperation, men af længsel. Jesus råbte ikke imod Faderen, men til ham.”
I den trosakt lærer han os, at vi også kan råbe med tillid og håb – selv når alt synes tabt.
En menneskelig gestus
At råbe er en åndelig handling. Det er det første, vi gør, når vi bliver født, og en måde at holde sig i live på. Råbet hører livet til – når vi lider, når vi elsker, når vi kalder på andre. Pave Leo understregede, at råbet ”fortæller, hvem vi er, at vi ikke vil forsvinde i stilhed, at vi stadig har noget at give.”
I livets sværeste øjeblikke viser Jesu råb på korset os, at vi ”ikke skal være bange for at gøre det samme. Et råb er aldrig meningsløst, hvis det er født af kærlighed,” sagde paven. Og hvis vores råb rettes til Gud, bliver det ikke overhørt. At råbe betyder at afvise kynismen og fastholde troen på, at en anden verden er mulig.
Afslutningsvis opfordrede pave Leo alle til at råbe oprigtigt midt i prøvelserne. For når vi råber for at åbne vores hjerte, ”kan det blive tærsklen til et nyt lys, en ny fødsel.”
Skrevet af Kielce Gussie, Vatican News (oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener)
Billede: Vatican Media