Ved onsdagsaudiensen i dag, d. 8. oktober, fortsatte pave Leo XIV sin katekese om påskemysteriet og reflekterede over Kristi ydmyghed i opstandelsen.
Pave Leo mindede om, at da Kristus stod op fra de døde, vendte han ikke tilbage til sine disciple med engle omkring sig. Han udførte ingen spektakulære handlinger og holdt ingen store taler for at afsløre universets hemmeligheder.
I stedet var hans opstandelse præget af ydmyghed – af enkle, almindelige handlinger. Han viste sig som en gartner, en fremmed eller en forbipasserende. Hvor vi – og disciplene – måske ville forvente “special effects, mægtige tegn eller overvældende beviser,” foretrækker Jesus at tale i nærhedens, det almindeliges og det delte måltids sprog.
Denne overraskende side ved opstandelsen bærer et dyrebart budskab: Opstandelsen er ikke et dramatisk vendepunkt, men en stille forvandling, der giver mening til enhver menneskelig handling. Den viser, at i Kristi påskemysterium kan selv de mest dagligdagshandlinger fyldes med nåde.
Og dog findes der en hindring, som kan forhindre os i at genkende Kristi nærvær i hverdagen: illusionen om, at glæde må være uden sår. Disciplene på vejen til Emmaus var bedrøvede, da deres forventninger til Messias blev skuffet. Men Jesus hjalp dem til at forstå, at sorg og smerte ikke ophæver Guds løfter, men tværtimod er den vej, hvorigennem Gud åbenbarer dybden af sin kærlighed.
Jesu opstandelse, sagde paven, lærer os, at ingen livshistorie er så præget af skuffelse eller synd, at den ikke kan berøres af håbet – at intet fald er endeligt, ingen nat evig, intet sår bestemt til at forblive åbent for altid. Uanset hvor langt borte vi føler os, hvor fortabte eller uværdige vi end måtte være, findes der ingen afstand, som kan slukke Guds kærligheds uforgængelige kraft.
Pave Leo understregede, at det netop er i vores mørkeste stunder, at Jesus kommer os i møde og beder os om at lade ham blive hos os og varme vores hjerter.
“Lad os derfor bede om nåden til at genkende hans ydmyge og milde nærvær,” sagde paven, “ikke for at kræve et liv uden prøvelser, men for at opdage, at enhver sorg, når den bæres af kærlighed, kan blive et sted for fællesskab.”
“Og således,” afsluttede han, “må også vi vende tilbage til vores hjem med hjerter, der brænder af glæde – en enkel glæde, som ikke udsletter vores sår, men oplyser dem – en glæde, født af visheden om, at Herren lever, at han vandrer med os, og at han i hvert øjeblik giver os mulighed for at begynde på ny.”
Skrevet af Christopher Wells, Vatican News
Billede: Vatican Media