Pave Leo XIV har udstedt det apostoliske brev Disegnare nuove mappe di speranza (“At tegne nye kort over håbet”) i anledning af 60-året for Andet Vatikankoncils erklæring Gravissimum Educationis. Brevet, som blev underskrevet d. 27. oktober 2025 og offentliggjort dagen efter, genbekræfter og udvider erklæringens vision ved at anvende den på vor tids udfordringer.
Paven reflekterer over de millioner af børn, som stadig mangler adgang til grundlæggende uddannelse, og over de uddannelsesmæssige kriser, der udspringer af krig, migration, ulighed og fattigdom. Han spørger, hvordan kristen uddannelse i dag kan svare på disse udfordringer.
Han bemærker, at Gravissimum Educationis’ indsigter stadig er aktuelle i en fragmenteret og digitaliseret verden og fortsat inspirerer uddannelsesmiljøer til at bygge broer og skabe borgerlig og professionel dannelse med kreativitet. Denne retning, som blev trukket op af koncilet, har givet anledning til en rig mangfoldighed af værker og karismer, der fortsat udgør en åndelig og pædagogisk skat for Kirken.
Levende karismer og historisk arv
Pavens brev understreger, at uddannelsens karismer ikke er faste modeller, men levende svar på hver tids behov. Med henvisning til Sankt Augustin beskriver pave Leo den sande underviser som én, der vækker længslen efter sandhed og frihed. Han fremhæver traditionen fra klostervæsenet til tiggermunkeordenerne og til Ratio Studiorum (et udtryk på latin, der betyder "studieplan" og henviser til et dokument fra 1599, der standardiserede uddannelsessystemet hos jesuietterne, hvor skolastisk tænkning mødte ignatiansk spiritualitet).
Pave Leo nævner betydningen af helgener som Sankt Josef Calasanz, Sankt Jean-Baptiste de La Salle, Sankt Marcellin Champagnat og Sankt Johannes Bosco, der udviklede særprægede undervisningsmetoder rettet mod de fattige og marginaliserede. Samtidig hædrer han de kvindelige ordensfolk og lægkvinder – heriblandt Vicenta María López y Vicuña, Frances Cabrini, Josephine Bakhita, Maria Montessori, Katharine Drexel og Elizabeth Ann Seton – som udvidede adgangen til uddannelse for piger, migranter og udsatte grupper.
Uddannelse som fælles opgave
Pave Leo fremhæver, at uddannelse altid er et fælles anliggende, i hvilket lærere, elever, familier, administratorer, præster og det civile samfund deltager sammen. Han henviser til Sankt John Henry Newman – nu udnævnt til medskytshelgen for uddannelsesverdenen sammen med Sankt Thomas Aquinas – som forbillede på intellektuel grundighed forenet med dyb menneskelighed.
Paven opfordrer til fornyelse gennem empati og åbenhed og insisterer på, at uddannelse må danne hele mennesket ved at forene viden med hjerte og dømmekraft. Katolske skoler og universiteter skal være steder, hvor nysgerrighed og refleksion støttes, ikke undertrykkes. Undervisning forstås som et kald til tjeneste, hvor tid, tillid, kompetence og medfølelse forenes, og hvor retfærdighed går hånd i hånd med barmhjertighed.
Mennesket i centrum
Brevet genbekræfter Paul VI’s advarsel mod at reducere uddannelse til funktionel oplæring eller økonomisk effektivitet. Uddannelse skal tjene menneskets værdighed og det fælles gode. Et menneske kan ikke reduceres til målbare færdigheder eller en digital profil, men må anerkendes som en unik person med et ansigt, en historie og et kald.
At genopbygge tillid midt i konflikt
Paven placerer sin refleksion i nutiden og bruger billedet af faste stjerner til at beskrive de principper, der skal vejlede uddannelsen: sandheden opdages i fællesskab, frihed indebærer ansvar, og autoritet skal udøves som tjeneste. Katolsk uddannelse skal genopbygge tillid i en verden præget af frygt og splittelse og fremme en følelse af fælles tilhørsforhold, der styrker broderskabet mellem folk og nationer.
Tro, kultur og liv
Med minde om sine år som biskop i Chiclayo i Peru beskriver Pave Leo XIV uddannelse som en gradvis vækstproces, båret af vedholdenhed og hengivenhed. Katolske skoler skal være fællesskaber, hvor tro, kultur og liv forenes i harmoni.
Teknologiske opdateringer er ikke nok til at møde nutidens udfordringer – der kræves dømmekraft og sammenhæng i visionen. Lærerens vidnesbyrd, både intellektuelt og åndeligt, er lige så vigtigt som undervisningen i klassen. Derfor er læreruddannelse på alle niveauer – akademisk, pædagogisk, kulturelt og åndeligt – afgørende for Kirkens uddannelsesmission.
Familien som første skole
Paven bekræfter, at familien forbliver det første og grundlæggende sted for uddannelse. Andre institutioner kan støtte, men aldrig erstatte den. Samarbejde mellem familier, skoler og lokalsamfund må bygge på lytten, fælles ansvar og gensidig tillid. I en forbundet verden må dannelsen selv være forbundet. Pave Leo opmuntrer til større samarbejde mellem sogne- og bispeskoler, universiteter, erhvervsuddannelser, bevægelser og digitale samt pastorale initiativer. Forskelle i metoder og strukturer bør ses som ressourcer snarere end hindringer. Fremtiden kræver, siger han, vækst i samarbejde og fælles mål.
Social og miljømæssig retfærdighed
En integreret uddannelse forener alle menneskets dimensioner og gør troen til den ånd, der gennemstrømmer al læring. Dermed bliver katolsk uddannelse en grobund for et helt menneskesyn, der kan svare på vor tids spørgsmål.
Paven placerer denne vision i en verden såret af konflikt og vold. Uddannelse for fred er, forklarer han, ikke passiv, men aktiv: den afviser aggression, lærer forsoning og fremmer et sprog præget af barmhjertighed og retfærdighed. Han forbinder dette med behovet for at sammenkæde social og miljømæssig retfærdighed, idet han minder om, at når jorden lider, lider de fattige mest. Uddannelse må derfor danne samvittigheder, der vælger det rette frem for det fordelagtige, og som fremmer bæredygtige og enkle livsformer.
Teknologi i menneskets tjeneste
Med udgangspunkt i koncilets lære advarer pave Leo mod at lade markedslogik styre uddannelsen. Teknologien skal bruges ansvarligt, så den beriger læringen uden at svække relationer eller fællesskab. Han advarer mod teknisk effektivitet uden sjæl og mod standardiseret viden, der udtømmer menneskets ånd. Ingen digital teknologi kan erstatte de menneskelige evner, der gør uddannelse levende – fantasi, kunst, kreativitet, empati og evnen til at lære gennem fejl. Kunstig intelligens og digitale miljøer må styres af etisk refleksion og omsorg for menneskelig værdighed, retfærdighed og arbejdes værdi.
En kultur af møde
Med henvisning til pave Frans’ Global Compact on Education peger pave Leo XIV på tre aktuelle prioriteter: dyrkelsen af det indre liv som svar på de unges længsel efter dybde, dannelsen af en menneskelig digital kultur, hvor personen sættes før algoritmen, og opdragelsen af nye generationer til fred, dialog og forsoning. Han kalder på en ny uddannelseskultur præget af samarbejde frem for konkurrence og fælles skelneevne frem for stive hierarkier.
En symfoni af Ånden
I afslutningen af brevet opfordrer pave Leo underviserne til at bruge et sprog, der heler, og til at bevare et åbent og lydhørt hjerte. Han anerkender de virkelige vanskeligheder i nutiden: fragmenteret opmærksomhed forårsaget af hyper-digitalisering, skrøbelige relationer, social usikkerhed og ulighed. Over for disse trusler kalder han til en ånd af inklusion og evangelisk gavmildhed, som viser sig i konkrete handlinger af retfærdighed og solidaritet. Når uddannelsen mister blikket for de fattige, advarer han, mister den sin sjæl.
Vatican News (oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener)
Billede: Vatican Media

