I mandags blev den økumeniske uge i Stockholm indledt. Sveriges kristne råd står bag arrangementet, der finder sted 18.–24. august og byder på omkring 70 seminarer og gudstjenester med internationale gæster. Baggrunden for den økumeniske uge er 100-året for det store økumeniske Stockholmsmøde i 1925 og dets fokus på fred og fællesskab.
Onsdag d. 20. august blev der afholdt seminarer og samtaler i Sankt Eriks katolske domkirke i Stockholm, og dagen blev afsluttet med vesper ledet af kardinal Anders Arborelius, hvor ærkebiskop Flavio Pace, biskop emeritus William Kenney og Bispedømmet Københavns biskop, Czeslaw Kozon, deltog.
Pave Leo har sendt ærkebiskop Flavio Pace, sekretær for Dikasteriet for Kristen Enhed, som sin repræsentant. Fredag blev pavens hilsen til deltagerne offentliggjort.
Troen, der fortsat binder kristne sammen
Paven mindede om, at ugen markerer 100-årsjubilæet for den universelle kristne konference om liv og arbejde i 1925, samt 1700-årsjubilæet for det første økumeniske koncil i Nikæa, hvor biskopper fra hele den kendte verden i år 325 samledes i Nikæa.
Den hellige fader mindede om, at koncilet bekræftede Jesu Kristi guddommelighed og formulerede trosbekendelsens ord: at han er "sand Gud af sand Gud" og "af samme væsen" (homoousios) som Faderen.
Dermed sagde pave Leo, "formulerede de den tro, der fortsat binder kristne sammen."
Tidligt vidnesbyrd om en overbevisning
"Det koncil," fortsatte pave Leo med beundring, "stod som et modigt tegn på enhed midt i forskellighed – et tidligt vidnesbyrd om den overbevisning, at vores fælles bekendelse kan overvinde splittelse og fremme fællesskab."
Paven bemærkede, at samme ønske om fællesskab prægede konferencen i 1925, indkaldt af pioneren i den tidlige økumeniske bevægelse, ærkebiskop Nathan Söderblom, dengang luthersk ærkebiskop af Uppsala. "Mens Den katolske Kirke ikke var repræsenteret ved denne første samling," sagde paven, "kan jeg bekræfte med ydmyghed og glæde, at vi i dag står sammen med jer som Kristi med-disciple, idet vi erkender, at det, der forener os, er langt større end det, der skiller os."
Den katolske Kirke har helhjertet omfavnet den økumeniske vej
"Siden Det andet Vatikankoncil," sagde den hellige fader, "har Den katolske Kirke helhjertet omfavnet den økumeniske vej," idet han nævnte Unitatis Redintegratio, koncilets dekret om økumenik, som "kaldte os til dialog i ydmyg og kærlig broderlighed, grundfæstet i vores fælles dåb og vores fælles mission i verden."
"Vi tror, at den enhed, Kristus vil for sin kirke, må være synlig," sagde han, "og at en sådan enhed vokser gennem teologisk dialog, fælles gudstjeneste, hvor det er muligt, og fælles vidnesbyrd over for menneskehedens lidelser."
Freden er et tegn på Herrens nærvær hos os
Paven sagde, at dette kald til fælles vidnesbyrd bliver stærkt udtryk i temaet, der er valgt til denne økumeniske uge: "Tid til Guds fred."
Pave Leo understregede, at dette budskab ikke kunne være mere aktuelt, da "vores verden bærer de dybe ar af konflikt, ulighed, miljøødelæggelse og en voksende følelse af åndelig fremmedgørelse."
Men midt i disse udfordringer forsikrede han: "vi husker, at fred ikke blot er en menneskelig præstation, men et tegn på Herrens nærvær hos os."
Et løfte og en opgave
Dette, sagde paven, er både et løfte og en opgave, "for Kristi efterfølgere er kaldet til at blive forsoningens håndværkere: at møde splittelse med mod, ligegyldighed med medfølelse og bringe helbredelse, hvor der har været sår."
Med denne følelse og inden han afsluttede med bøn, anerkendte pave Leo XIV, at denne mission er blevet styrket gennem nyere økumeniske milepæle og gentog Den katolske Kirkes forpligtelse til at fortsætte rejsen med at bede og arbejde sammen.
Programmet og flere oplysninger om den økumeniske uge findes her (på engelsk): https://www.skr.org/ecumenical-year/the-ecumenical-week-in-stockholm/
Vatican news engelsk og svensk - oversat og redigeret af Regitze Fuhrmann og Ewa Angela Wegener
Billede: katolskakyrkan.se

