Med udgangspunkt i pave Frans’ ønske “om, at alle kristne må erkende den nære sammenhæng mellem Kristi kærlighed og hans kald til at tage sig af de fattige,” udgiver pave Leo XIV sin første apostoliske exhortation, Dilexi te, som en opfordring til Kristi disciple “til at genkende ham i de fattige og de lidende.”
Pave Leo XIV’s første apostoliske formaning ser Kristi kærlighed legemliggjort i kærligheden til de fattige – i omsorgen for de syge, i kampen mod slaveri, i forsvaret for kvinder, der oplever udstødelse og vold, i bestræbelserne på at gøre uddannelse tilgængelig for alle, i ledsagelsen af migranter, i velgørenhed og i arbejdet for lighed – og meget mere.
Dilexi te (“Jeg har elsket dig”, jf. Åb 3,9) udfolder sig i 121 nummererede afsnit fordelt på fem kapitler og udspringer direkte af Evangeliet om Guds Søn, som gennem inkarnationen blev fattig for vores skyld. Samtidig genfremsætter den Kirkens sociallære, et sandt skatkammer af væsentlige belæringer om de fattige, især de seneste 150 års lære.
I sine forgængeres fodspor
Med dette dokument, underskrevet d. 4. oktober, som er festen for den hellige Frans af Assisi, placerer pave Leo sig tydeligt i forlængelse af sine forgængere – heriblandt den hellige Johannes XXIII, som i Mater et Magistra opfordrede de rigere lande til ikke at forblive ligeglade over for nationer, der lider under sult og dyb fattigdom (nr. 83). Den hellige Paul VI føjede sin stemme til med Populorum progressio og med sin tale i De Forenede Nationer som “de fattiges talsmand,” ligesom den hellige Johannes Paul II, der styrkede det læremæssige grundlag for Kirkens “særlige valg for de fattige.” Senere gav pave Benedikt XVI i Caritas in veritate en mere udtalt politisk fortolkning af det tredje årtusinds kriser, mens pave Frans gjorde omsorgen for de fattige og solidariteten med dem til et af sit pontifikats hovedtemaer.
Begyndt af pave Frans, færdiggjort af pave Leo
Ligesom pave Frans, der færdiggjorde pave Benedikt XVI’s arbejde med encyklikaen Lumen fidei, har pave Leo XIV taget udgangspunkt i sin umiddelbare forgængers tekst til sit første store magisterielle dokument. Dilexi te bygger videre på læren i Frans’ sidste encyklika – Dilexit nos, om Jesu hellige hjerte – og fremhæver den “nære sammenhæng” mellem kærligheden til Gud og kærligheden til de fattige. “I de fattige,” skriver pave Leo, “fortsætter Gud med at tale til os” (nr. 5).
Paven minder ligeledes om temaet om Kirkens “særlige valg … for de fattige,” et udtryk, der opstod i den latinamerikanske sammenhæng (nr. 16). Pave Leo forklarer, at denne “præference aldrig indebærer udelukkelse eller forskelsbehandling af andre grupper, men derimod understreger Guds handlen, som bevæges af medfølelse med menneskehedens fattigdom og skrøbelighed (nr. 16).
“På de sårede ansigter hos de fattige ser vi de uskyldiges lidelse og dermed Kristi egen lidelse” (nr. 9).
De fattiges ansigter
Pave Leos exhortation rummer talrige refleksionspunkter og opfordringer til handling i sin analyse af de mange “ansigter blandt de fattige og i deres fattigdom” – heriblandt fattigdommen hos dem, der mangler materielle midler til at leve, eller som er socialt marginaliserede og mangler mulighed for at give udtryk for deres værdighed og evner (nr. 9). Paven peger også på eksistensen af moralsk, åndelig og kulturel fattigdom – fattigdommen hos “dem, der ingen rettigheder, intet rum og ingen frihed har” (nr. 9).
Ulighed og nye former for fattigdom
I mødet med denne virkelighed bemærker pave Leo, at selv om “engagementet for de fattige og bestræbelserne på at fjerne de sociale og strukturelle årsager til fattigdom er blevet styrket i de seneste årtier … forbliver det utilstrækkeligt” (nr. 10). Han advarer mod fremkomsten af nye, undertiden mere subtile og farlige former for fattigdom og fordømmer økonomiske “regler,” der øger velstanden for nogle få, men samtidig forstærker uligheden (nr. 10, 13).
“Jeg kan kun endnu en gang fastslå, at ulighed ‘er roden til de sociale onder’” (nr. 94).
Et økonomisk diktatur, der dræber
“Påstanden om, at den moderne verden har reduceret fattigdommen, bygger på målinger ud fra kriterier fra fortiden, som ikke svarer til nutidens virkelighed,” skriver pave Leo. I den forbindelse glæder han sig over, at “De Forenede Nationer har gjort udryddelsen af fattigdom til et af sine verdensmål” (nr. 13, 10). Men, siger han, der er stadig lang vej igen – især i en tid, hvor “det økonomiske diktatur, der dræber” fortsat hersker; hvor de fås rigdom vokser eksponentielt, mens kløften mellem rig og fattig udvides, og hvor “ideologier, der forsvarer markedets og finansspekulationens absolutte autonomi,” stadig står stærkt (nr. 92).
’Smid-væk-kultur’, markedsfrihed og omsorg for eliten
Alt dette viser, skriver pave Leo, den fortsatte eksistens af en ofte godt skjult “smid-væk-kultur,” som med ligegyldighed tillader, at millioner dør af sult eller lever under forhold, der ikke er menneskeværdige (nr. 96, 11).
Paven fordømmer “pseudo-videnskabelige data,” der bruges til at støtte påstanden om, “at en fri markedsøkonomi automatisk vil løse fattigdomsproblemet,” samt ideen om, at vi hellere skulle fokusere på pastoral omsorg for den såkaldte elite for at få deres hjælp til at finde løsninger på fattigdom i praksis, frem for at bruge tiden på de fattige (nr. 114).
“Faktisk ‘bliver det ofte klart, at menneskerettigheder i praksis ikke er lige for alle’” (nr. 94).
Et skifte i tankegang
Pave Leo opfordrer derfor til et “skifte i tankegang,” der kan frigøre os fra “illusionen om lykke fra et komfortabelt liv, som skubber mange mod en livsopfattelse centreret om opsamling af rigdom og social succes – selv på andres bekostning og gennem udnyttelse af uretfærdige sociale og politisk-økonomiske systemer, der favoriserer de stærkeste” (nr. 11).
“Hver enkelt menneskes værdighed må respekteres i dag, ikke i morgen” (nr. 92).
I enhver afvist migrant banker Kristus selv på
Pave Leo vier betydelig plads til temaet migration og illustrerer sine ord med billedet af Alan Kurdi, den treårige syriske dreng, som i 2015 blev et symbol på den europæiske migrationskrise, da billedet af hans livløse krop på en strand gik verden rundt. “Desværre,” bemærker paven, “bliver sådanne hændelser – bortset fra et kort øjebliks forargelse – stadig oftere mødt med ligegyldighed og opfattet som ubetydelige nyheder” (nr. 11).
Samtidig minder han om Kirkens århundredgamle indsats for dem, der tvinges til at forlade deres hjemland. Denne indsats fortsætter i modtagecentre for flygtninge, i grænsemissionsarbejde og gennem Caritas Internationalis og andre institutioner (nr. 75).
“Kirken ledsager som en mor dem, der er på vandring. Hvor verden ser trusler, ser hun børn. Hvor der bygges mure, bygger hun broer. Hun ved, at Evangeliets forkyndelse kun er troværdig, når den får konkret udtryk i handlinger af nærhed og gæstfrihed. Og hun ved, at i hver afvist migrant er det Kristus selv, der banker på fællesskabets dør” (nr. 75).
Med hensyn til migration viderefører pave Leo pave Frans’ berømte “fire verber”: “modtage, beskytte, fremme og integrere.” Han overtager også sin forgængers beskrivelse af de fattige som “ikke kun genstande for vores medfølelse, men også lærere i evangeliet” (nr. 79).
“At tjene de fattige er ikke en gestus ‘fra oven’, men et møde mellem ligeværdige, hvor Kristus åbenbares og tilbedes… Derfor indtager Kirken sin højeste holdning, når hun bøjer sig ned for at tage sig af de fattige” (nr. 79).
Kvinder – ofre for vold og udstødelse
Paven beskæftiger sig desuden med nutidens virkelighed og minder om de utallige mennesker, der hver dag dør “på grund af mangel på mad og vand” (nr. 12).
"Ligeledes må vi ikke glemme de kvinder, de 'dobbelt udsatte,' som lever under forhold præget af udstødelse, mishandling og vold, fordi de ofte har færre muligheder for at forsvare deres rettigheder," tilføjer han med et citat fra pave Frans (nr. 12).
De fattige er ikke der tilfældigt
Pave Leo giver en klar analyse af årsagerne til fattigdom: “De fattige er ikke til ved et tilfælde eller på grund af en blind og grusom skæbne. For de fleste er fattigdom heller ikke et valg. Alligevel er der nogle, der fortsat påstår det, og derved afslører deres egen blindhed og grusomhed” (nr. 14). Han fremhæver, at selvom man erkender, at der blandt de fattige også er dem, der ikke ønsker at arbejde, måske fordi deres forfædre, der arbejdede hele deres liv, "døde fattige," men understreger, at mange andre – mænd og kvinder – arbejder fra morgen til aften, måske med at samle skrald eller lignende, selvom de ved, at deres hårde arbejde kun lige akkurat giver dem til dagen og vejen men aldrig rigtigt vil øge deres levestandard (nr. 14).
Pave Leo understreger, at det er forkert at hævde, at de fleste fattige er det, fordi de ikke “fortjener” andet, som en tendens inden for meritokratisk tænkning antyder (nr. 14).
Ideologier og politiske holdninger
Nogle gange lader kristne sig påvirke af holdninger formet af “sekulære ideologier eller politiske og økonomiske tilgange, som fører til grove generaliseringer og fejlagtige konklusioner” (nr. 15).
“Der er dem, som siger: ‘Vores opgave er at bede og undervise i sund doktrin.’ Ved at adskille dette religiøse aspekt fra integreret udvikling hævder de endda, at det er statens opgave at tage sig af de fattige, eller at det ville være bedre ikke at løfte dem ud af deres fattigdom, men blot lære dem at arbejde” (nr. 114).
Almisser ofte nedvurderet
Et symptom på denne tankegang er, at velgørenhed nogle gange afvises eller latterliggøres, “som om den var en besættelse for nogle få og ikke Kirkens missions brændende hjerte” (nr. 15). Paven dvæler ved almisser, som i vores tid sjældent praktiseres og endda til tider nedvurderes (nr. 115).
"Vi kristne må ikke opgive at give almisse. Almisser kan udføres på forskellige måder – og med større effekt – men de må fortsat udføres. Det er altid bedre at gøre noget frem for ingenting. Uanset hvilken form de tager, vil almisser røre og blødgøre vores forstenede hjerter. De vil ikke løse verdens fattigdom, men de må stadig udføres med omtanke, flid og socialt ansvar. Vi må give almisser som en måde at række ud og berøre de fattiges lidende krop” (nr. 119).
Kristnes ligegyldighed
Kristne bevægelser eller grupper har til tider vist ringe eller ingen interesse for samfundets fælles bedste og især for beskyttelse og fremme af dets mest sårbare og udsatte medlemmer (nr. 112). Igen med et citat fra pave Frans advarer pave Leo, at hvis et kirkefællesskab ikke samarbejder om at hjælpe de fattige til at leve med værdighed og række ud til alle, vil det risikere at gå i opløsning, uanset hvor meget det taler om sociale spørgsmål eller kritiserer regeringer. Det vil let glide ind i en åndelig verdslighed forklædt som religiøse praksisser, uproduktive møder og tom snak (nr. 113).
“Vi må uden omsvøb konstatere, at der er et uadskilleligt bånd mellem vores tro og de fattige” (nr. 36).
Helgener, salige og religiøse ordener som vidner
Som modsvar til ligegyldighed findes helgener, salige og missionærer, som gennem århundreder har legemliggjort billedet af "en fattig Kirke for de fattige" (nr. 110), fra Frans af Assisi og hans gestus med at omfavne en spedalsk (nr. 7) til Moder Teresa, et universelt ikon for velgørenhed, der ledsagede de døende “med bønnernes ømhed” (nr. 77). Paven fremhæver også helgener som Laurentius, Justin, Ambrosius og Johannes Chrysostomos, samt Augustin, som sagde: “Den, der siger, at han elsker Gud, men ikke har medfølelse med de nødlidende, lyver” (nr. 45).
Pave Leo fremhæver arbejdet blandt syge udført af camillianerordenen (nr. 50) og af kvindelige ordener på hospitaler og plejehjem (nr. 51). Han nævner også velkomsten af enker, forladte børn, pilgrimme og tiggere i benediktinerklostre (nr. 55); franciskanere, dominikanere, karmelitter og augustinere, der igangsatte “en evangelisk revolution” gennem enkel og fattig livsførelse (nr. 63); samt trinitarier og mercedarier, som kæmpede for fangernes frigivelse og udtrykte kærligheden hos “en Gud, som befrier både fra åndelig slaveri og konkret undertrykkelse” – en reference til 1 John 4,20 (nr. 60).
“Traditionen fra disse ordener ophørte ikke. Tværtimod inspirerede den nye former for handling over for moderne former for slaveri: menneskehandel, tvangsarbejde, seksuel udnyttelse og forskellige former for afhængighed. Kristelig velgørenhed bliver befriende, når den legemliggøres” (nr. 61).
Retten til uddannelse
Med inspiration fra Sankt Josef Calasanz, grundlægger af Europas første gratis offentlige skole (nr. 69), understreger paven vigtigheden af at uddanne de fattige, hvilket ikke er en tjeneste, men en pligt (nr. 72).
“Børn har ret til viden som et grundlæggende krav for anerkendelsen af menneskelig værdighed” (nr. 72).
Folkelige bevægelsers rolle
Paven omtaler også kampen mod “de destruktive virkninger af pengeimperiet” (nr. 81) udført af folkelige bevægelser, ledet af personer, som ofte blev betragtet med mistro og endda forfulgt (nr. 80). Disse bevægelser inviterer os til at overvinde idéen om sociale politikker som en politik for de fattige, men aldrig med de fattige og aldrig af de fattige (nr. 81).
Pligten til at gøre sig hørt
På dokumentets afsluttende sider minder pave Leo hvert medlem af Guds folk om pligten til at gøre deres stemmer hørt, om end på forskellige måder, for at påpege og fordømme strukturelle problemer, selv med risiko for at fremstå som tåbelige eller naive (nr. 97).
“Uretfærdige strukturer må erkendes og fjernes gennem det gode, ved at ændre tankegang og – med hjælp fra videnskab og teknologi – udvikle effektive politikker for samfundsforandring” (nr. 97).
De fattige i Kirkens hjerte
“Det er indlysende,” siger pave Leo, “at vi alle må lade os evangelisere af de fattige” (nr. 102).
“Ingen kristen kan betragte de fattige som blot et samfundsproblem,” insisterer han. De er snarere en del af vores ‘familie’. De er ‘en af os.’ Derfor kan vores forhold til de fattige ikke reduceres til blot endnu en kirkelig aktivitet eller funktion (nr. 104).
“De fattige står i Kirkens hjerte” (nr. 111).
Hele Dilexi te findes her (på bl.a. engelsk, tysk, fransk, polsk og spansk).
Skrevet af Salvatore Cernuzio, Vatican News (oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener)
Billede: Vatican Media