Under den seneste onsdagsaudiens, 19. november 2025, annoncerede pave Leo den anden udgave af Verdens Børnedag, som finder sted i Rom d. 25.-27. september 2026. En 7-årig dreng fra Gaza, Majd Bernard, præsenterede herefter sammen med broder Enzo Fortunato, OFM Conv., formand for Den Pavelige Komité for Verdens Børnedag, et flag med det officielle logo for begivenheden, som paven velsignede og underskrev.
Ifølge en pressemeddelelse fra komitéen vil Verdens Børnedag være “et øjeblik med møde, bøn og fejring, der involverer børn og deres familier fra hele verden.”
Kardinal Kevin Farrell, præfekt for Dikasteriet for Lægfolk, Familie og Liv, sagde, at Kirken ønsker at være opmærksom på børn og familier: “Børn skal vises fredens skønhed – fred, som først og fremmest leves i deres familier, på de steder, hvor de færdes, og i hele verden,” sagde kardinalen. “Børn forstår godt fredens værdi og lider meget, når de mærker spændinger og konflikter omkring sig, begyndende med deres forældre eller i deres omgivelser.”
Kardinal Farrell udtrykte håb om, at den anden Verdens Børnedag vil være “en smuk mulighed for Kirken til at vise nærhed til børn og deres familier og give dem håb og glæde.”
Logoet for begivenheden i 2026 indeholder syv aftryk, der repræsenterer verdens syv kontinenter. Ifølge pressemeddelelsen minder aftrykkene om “barndommens enkle og autentiske gestus, et tegn på de mindstes universalitet og renhed.” De forskellige farver repræsenterer kulturernes mangfoldighed og danner en harmoni, der søger at rumme og værdsætte forskelligheder. Kuppelen på Peterskirken udgør et symbolsk favntag, der “modtager og beskytter børn fra hele verden, med korset, som minder os om Kristi lidelse og opstandelse.”
Den første Verdens Børnedag, afholdt i 2024, samlede omkring 100.000 børn fra 101 nationer.
“Med den anden udgave i 2026 fornyer Kirken sit engagement i at lytte til og værdsætte de mindstes stemmer, hovedpersoner i en verden, der længes efter fred, gæstfrihed og en fremtid,” kan man læse i pressemeddelelsen.
Skrevet af Devin Watkins, Vatican News (oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener)
Billede: Vatican Media
Se også hjemmesiden for Verdens Børnedag: https://giornatamondialedeibambini.org/en/

