Pave Frans’ testamente, dateret 29. juni 2022, er blevet offentliggjort og indeholder hans ønske om at blive begravet i Santa Maria Maggiore-basilikaen:
Miserando atque eligendo (Pave Frans' motto er hentet fra Beda den Ærværdiges prædiken på festen for Sankt Mattæus, apostel og evangelist, som parafraseret lyder: Jesus ser derfor skatteopkræveren, og idet han i barmhjertighed udvælger ham, siger han til ham: "følg mig.”)
I Den Allerhelligste Treenigheds navn. Amen.
Idet jeg fornemmer skumringen for mit jordiske liv nærme sig, og med et fast håb til det evige liv, ønsker jeg at nedfælde mine sidste viljer, udelukkende med hensyn til stedet for min begravelse.
Gennem hele mit liv og under mit virke som præst og biskop har jeg altid betroet mig til Herrens Moder, den salige Jomfru Maria. Derfor beder jeg om, at mine jordiske rester må hvile – i forventning om opstandelsens dag – i den pavelige basilika, Santa Maria Maggiore.
Jeg ønsker, at min sidste jordiske vandring må ende i netop denne ældgamle Marianske helligdom, hvor jeg altid standsede for at bede ved begyndelsen og afslutningen af hver apostolisk rejse, i tillidsfuld hengivelse af mine intentioner til den Uplettede Moder og i taknemmelighed over hendes milde og moderlige omsorg.
Jeg anmoder om, at min grav forberedes i gravnichen i sideskibet mellem det Paulinske Kapel (Kapellet for Salus Populi Romani) og Sforza Kapellet i basilikaen, som vist på den vedhæftede plan
Graven skal være i jorden; enkel, uden særlig udsmykning, og blot bære indskriften: Franciscus.
Udgiften til klargøring af begravelsen vil blive dækket af en sum givet af en velgører, som jeg har sørget for bliver overført til den pavelige basilika, Santa Maria Maggiore. Jeg har givet de nødvendige instruktioner om dette til kardinal Rolandas Makrickas, ekstraordinær kommissær for basilikaen.
Må Herren skænke en passende belønning til alle, som har elsket mig, og som fortsat beder for mig. Den lidelse, som har præget den sidste del af mit liv, ofrer jeg til Herren, for verdens fred og for broderskab mellem folkeslagene.
Santa Marta, 29. juni 2022
FRANS

