Pave emeritus forlod i går, torsdag, Vatikanet for første gang siden han abdicerede, for at besøge sin syge og stærkt svækket bror i Regensburg, Tyskland.
Den 93-årige Joseph Ratzinger, der som den første pave i nyere tid abdicerede i februar 2013, besluttede efter kort konsultation med pave Frans at besøge sin 96-årige bror Georg i Bayern.
Pave emeritus fløj fra Roms lufthavn kl. 10 ledsaget af sin personlige sekretær, ærkebiskop Georg Gänswein, en vicekommandant fra Vatikanets gendarmeri, en læge og en plejer samt en af de gudviede lægkvinder, der arbejder i hans husholdning i Vatikanet.
I Münchens internationale lufthavn blev pave emeritus og delegationen modtaget af biskop Rudolf Voderholzer af Regensburg, der ledsagede ham i bil til Regensburg. Ifølge nyhedsbureau KNA besøge Joseph Ratzinger kort herefter sin bror. Ifølge oplysning vil pave emeritus opholde sig i Regensburg ”så længe det er nødvendigt”.
De to brødre Georg og Joseph Ratzinger begyndte samtidig på seminaret i München i 1946 og blev begge præsteviet i 1951. De er forblevet tætte hele livet og har holdt mange ferier sammen. I de senere år har Georg flere gange om året besøgt sin lillebror i Vatikanet.

