Kære troende. I morgen, Kristi Himmelfartsdag, begynder pinsenovenen, Kirkens traditionelle forberedelse til fejringen af pinsefesten.
Pinsenovenen er en andagt med bøn til Helligånden om hans bistand, ikke mindst gennem hans gaver. Vi har alle brug for disse gaver, som vi har modtaget, hvis vi er blevet firmet, men også for at få dem genvakt, hvis vi ved vor passivitet har ladet dem ligge ubrugte.
Ud over den enkeltes behov for Helligåndens bistand har også Kirken brug for alle troendes bøn om, at Helligånden fortsat må gribe ind i dens liv, både universelt og lokalt.
Ved siden af glæden over at tilhøre Kirken, over alt, hvad Kristus giver os gennem den, og nu over fejringen af påsketidens begivenheder, er der også mange ting, som kan bekymre os. Der er ængstelsen for verdensfreden, for konsekvenserne af vigtige politiske, militære og økonomiske beslutningstageres dispositioner, foruroligelsen over den store uretfærdighed, som mange mennesker må lide under, og over vor omgang med miljø og naturressourcer. Et særligt aktuelt emne er bøn for afvendelsen af coronapandemien. Op til maj måned har pave Frans opfordret til at bede rosenkransen i denne intention, ligesom han i denne forbindelse har taget andre initiativer. Det er bestemt også et emne fore bøn under pinsenovenen. Ud over at bede om sundhed og helbredelse, har vi også brug for trøst og vejledning i den store usikkerhed, som coronapandemien har skabt. Selv om samfundet er ved at genåbne, er der langt til det, vi forstår ved en normal daglig rytme.
På Kirkens vegne kan vi være bekymrede for, at mange mennesker ikke længere tror på Gud eller nedprioriterer hans plads i deres liv. Vi kan frustreres over den uenighed, vi på mange måder registrerer på forskellige niveauer i Kirken. Vi bedrøves over strid mellem personer og grupperinger og kan blive modløse over, at vore anstrengelser ikke altid bærer synlige og umiddelbare frugter. Vi kan ængstes over samfundets syn på religion og være bekymrede for Kirkens finansielle situation. Yderligere udfordres vi af mangel på tilstrækkeligt med kald til præstedømmet og det gudviede liv, og oplever også en udfordring, når præster eller andre medarbejdere rammes af sygdom.
Jeg opfordrer derfor jer alle til, hvor I har mulighed for det, ikke mindst i menigheder og ordenskommuniteter, at bede for Kirkens og verdens anliggender, ikke mindst for afvendelse af coronapandemien og gøre det ved at anmode om Helligåndens indgriben og vejledning.
Bønnen kan være privat eller i fællesskab, frit formuleret eller med udarbejdede tekster. For de sidste vedkommende kan et forslag være pinsenovenen i Bønnebog for Den katolske Kirke (2013) side 146-152 eller den i den gamle salme- og bønnebog (1951 og 1961) side 658-660 nr. 537.
Med ønsket om Helligåndens rige gaver til gavn for Kirken og samfundet, både herhjemme og ude i verden, samt de venligste hilsener
København, den 20. maj 2020
+Czeslaw

