Stift Klosterneuburg (et augustinerkloster i den østrigske by Klosterneuburg) afholdt lørdag d. 15. februar sin årlige samlingsdag for ansatte og frivillige i de menigheder, som klosteret driver i Østrig, Norge og USA. Blandt talerne var norske biskop Fredrik Hansen, som talte om præstekald og menighedens rolle i at fremme disse.
"Det emne, vi har foran os, er at fremme præstekald i vores menigheder. Det er både et meget vigtigt og et meget praktisk emne, og vi bør derfor starte med at stille os selv specifikke spørgsmål som: Hvad er vores rolle i at fremme præstekald? Hvad kan og bør vi gøre for at fremme sådanne kald?" Sådan startede biskop Fredrik Hansen sit oplæg. Biskoppen mener, at et udgangspunkt for at besvare disse spørgsmål er Kirkens lære, som vi finder i Det Andet Vatikankoncils dekret om præsteuddannelsen, Optatam totius, som fremhæver fire vigtige punkter om menigheder og præstekald:
1) Kaldet kommer fra Gud: Præstekald er ikke noget, mennesker kan kræve eller bestemme. Gud kalder selv mennesker til tjeneste, som det ses i Bibelen. Vi kan kun have en understøttende rolle i denne proces. At bede for flere præstekald er alfa og omega på vores deltagelse i dette vigtige arbejde. Dette omfatter selvfølgelig den enkelte katoliks private bøn for kald. Men det er også vigtigt, at bønnen om kald får en mere fælles form på følgende to måder: At grupper i menigheden samles i bøn specifikt for kald til præstegerningen, og at menigheden som helhed, især under søndagsmessen, beder for kald.
2) Hele det kristne fællesskab har et ansvar: Alle katolikker har pligt til at fremme præstekald, fordi det er en del af deres dåbskald. Ethvert liv viet til Kristus trækker andre til Herren. Ethvert liv, der gives til andre i Kirkens fællesskab, enhver form for tjeneste, inspirerer andre til at give af sig selv. Når unge mænd ser en engageret menighed, et engageret lægfolk, engagerede mænd og kvinder og hele familier, der søger at tage deres kors op og følge Kristus, ansporer det dem til at tænke over deres egen rolle og deres eget kristne liv.
3) Menighederne er centrale i kaldsprocessen: Det er her, unge møder Kirken, dens budskab og sakramenter. Menigheder, der brænder for evangeliet, inspirerer til kald. På den anden side vil menigheder uden liv, uden håb, uden evangeliserende aktiviteter, uden en værdig fejring af liturgien, uden aktiv hjælp til de fattige og nødlidende, sjældent skabe præstekald. Det er også vigtigt, at en menighed gør opmærksom på præstegerningen og præstekaldene. Fire specifikke foranstaltninger har vist sig at være nyttige i denne henseende:
- Altid have information tilgængelig om kaldsaktiviteter, bispedømmets retræter og kaldskontoret
- Sikre, at søndagsprædikener regelmæssigt nævner præstekald
- Organisere besøg af seminarister og kandidater til religiøse ordener, fra seminarier og ordenssamfund, kaldsrådgivere og især af kandidater fra menigheden selv
- Have præster, der er klar til at følge op på de unge mænd, der føler et kald til præstegerningen
4) Præster skal aktivt fremme kald: Præster forventes at leve et autentisk og dedikeret liv, da deres eksempel kan inspirere til nye kald. Vatikanet understreger, at præsternes identitet og engagement i pastoral tjeneste er afgørende for at tiltrække nye præster. En glad, hellig, dedikeret og frygtløs præst vil virke inspirerende. Præster, der lever sammen i præsteordenens fælles, kollegiale liv, vil tiltrække unge mænd ved tanken om at blive en del af dette velsignede broderskab. På den anden side vil præster, der er ulykkelige, keder sig og er dovne, ikke inspirere nogen. Det skubber snarere unge mænd væk. Præsternes opgave er derfor ganske enkel: Lev præstegerningen, som Gud og Kirken forventer, og følg den gode hyrdes eksempel.
Læs hele biskop Fredrik Hensens oplæg på katolsk.no her (på norsk). Oversættelse og sammendrag af Ewa Angela Wegener.
Billede: Biskop Hansen var hovedcelebrant under pontifikalmessen (privatfoto via katolsk.no.