Lørdag morgen mødtes vi 5 unge fra Danmarks Unge Katolikker i Kastrup Lufthavn. Vi skulle med et tidligt fly til Rom for at overvære helgenkåringen fra Peterspladsen dagen efter, søndag d. 7. september. Det var lige før 3 af os ikke kom med flyveren, men med is i maven og en bøn eller to kom de med på de sidste tre pladser i flyveren. Som jeg sagde, så havde Gud en plan for, at vi skulle til Rom.

Tekst og billeder: Lea Uhlott Noval

Søndagen startede kl. 6.30, for vi ville være sikre på at få plads på Peterspladsen til messen kl. 10.00. Allerede inden vi nåede til Peterspladsen stødte vi ind i en kø noget så lang. Der var ikke andet for end at stille os i den. Tiden gik med jokes og samtaler med de omkringstående turister og pilgrimme. Vi mødte et amerikansk par, som var blevet sendt til helgenkåringen af deres børn, som ikke selv kunne deltage på grund af arbejde og studie. Selv brugte jeg noget af tiden til at bede for, at vi kunne nå ind på pladsen. Min bøn blev endnu en gang hørt, for efter 2 timer i køen kom vi ind. Vi var nogle af de sidste til at komme ind fra den indgang. Endnu en gang måtte jeg takke Gud for at have en plan.

Helgenkåringen skete under søndagsmessen på Peterspladsen, hvor Pave Leo XIV godkendte deres indstilling som helgener.

Som noget helt særligt var Carlos mor og mindre søskende tilstede. Carlos lillebror, som blev født samme dato som Carlos død bare fire år senere, læste en af læsningerne. Som tilskuer var det en vild oplevelse, men det må have været helt utroligt som mor at opleve sin søn blive helgenkåret.

Flere tusinde mennesker fra hele verden var mødt op for at overvære helgenkåringen fra Peterspladsen og størstedelen var unge mennesker. Der var en helt bestemt stemning, som er svær at beskrive, men hvis man har deltaget i World Youth Days, så kan man helt sikkert genkende stemningen. Der var en summen og samtidig en ro tilstede. Folk var spændte, nogle kedede sig på grund af al ventetiden, men alle var glade.

Om aftenen så jeg en video af Pave Leo, da han oplæser den rituelle tekst, hvor han udnævner Carlo og Per Giorgio som helgener. Paven virker bevæget af situationen og ligeledes var jeg.

Mange havde flag, t-shirts, hatte, vandflasker, skilte og meget andet med Carlos og Pier Giorgios billeder på.

To nye helgener som forbilleder for unge
Fælles for Carlo og Pier Giorgio var, at de levede deres liv for Gud. Begge kom fra familier, der ikke praktiserende den katolske tro, men de prioriterede at deltage i Eukaristien hverdag. Carlo deltog i messer hver dag før skole og har sagt, at "Eukaristien er vejen til himlen". Carlo blev født i 1991 og som helt ung lavede han en hjemmeside over eukaristiske mirakler. Han talte altid varmt om troen og forsvarede den og Kirken med en hjertevarme og grundlæggende tro på, at det var sandheden. Carlos rodfasthed i troen fik andre til at omvende sig til Den katolske Kirke.

Kort inden han døde af leukæmi i 2006 skulle han have sagt: "Jeg giver min lidelse til Gud for paven og Kirken, så jeg kan komme gennem Skærsilden og direkte i Himlen."

Pier Giorgio (1991-1925) kom fra en indflydelsesrig familie, fordi faderen ejede avisen La Stampe. Pier Giorgio ønskede ikke at overtage familieforretningen, men i stedet uddannede han sig til mineingeniør. Minearbejderne var de mest primitive arbejdere, og han ønskede at hjælpe dem. Så samme måde hjalp han de laveste i samfundet. En historie går på, at han en dag kom hjem uden sko og overtøj, fordi han havde givet det til de fattige, han havde mødt på vejen hjem.

Pier Giorgio elskede at klatre og havde mottoet "til højderne." Han klatrede ikke kun i bjergene, men han formåede at klatre hele vejen til himmels. Til hans begravelse var hundredvis af mennesker tilstede og mange af dem var hjemløse og fattige.

Som ung, kun få år ældre end Pier Giorgio ved sin død, er de store forbilleder for mig. De levede et "almindeligt" liv, men levede det til ære for Gud. Alt, hvad de gjorde, gjorde de af kærlighed til Gud og som en gerning af hengivenhed til Ham.

Medierne gør meget ud af, at Carlo er den første helgen til at spille Pokémon og PlayStation. I et interview med Carlos mor fortæller hun, at Carlo spillede PlayStation i én time om ugen, og at han overholdt det. Han sagde selv, at man ikke skulle blive afhængig af det eller gøre sig til slave for det, men det skulle bruges på en frugtbar måde. Denne fortælling om ham fortæller mig, at jeg skal ikke være bange for, at moderne teknologi fjerner mig fra Gud, hvis blot jeg hele tiden husker at have Gud i centrum for alt, jeg gør. Carlo har levet i samme verden som jeg, og han har vist vejen til hellighed i en verden som vores med hvad den indebærer af teknologiske forstyrrelser.

Det var en kæmpe oplevelse at være med til helgenkåringen, og jeg glæder mig over at have fået to ny himmelske venner. 

Hellige Carlo Acutis, bed for os!

Hellige Pier Giorgio Frassati, bed for os!