Historieprofessor Donald Prudlo taler med Vatican News om pave Leo XIV’s valg af navn - og om lighederne mellem de udfordringer, Leo XIII stod overfor i det 19. århundrede, og dem, verden står over for i dag.
Ved sit første formelle møde med kardinalkollegiet efter sit valg til pave forklarede pave Leo XIV baggrunden for sit pavelige navn: “Der er flere grunde til det,” sagde han og uddybede, at han især havde valgt navnet Leo, “fordi pave Leo XIII i sin historiske encyklika, Rerum novarum, tog det sociale spørgsmål op i lyset af den første store industrielle revolution [...] I vores tid stiller Kirken sin sociallære til rådighed for alle som svar på endnu en industriel revolution og de fremskridt inden for kunstig intelligens, som rejser nye udfordringer i forsvaret af menneskets værdighed, retfærdighed og arbejde.”
En tid med store forandringer
“Pave Leo XIII levede i en tid med dybtgående sociale forandringer, hvor Kirken havde brug for svar på mange af tidens presserende problemer,” siger Dr. Donald Prudlo, professor i katolske studier ved University of Tulsa, Oklahoma. Ligesom Leo XIII står vi i dag midt i en “epoke med omfattende sociale omvæltninger,” som ikke blot udfordrer Kirken og dens lære, men “selve menneskets værdighed.” Ifølge Dr. Prudlo viser pave Leo XIV med sit navnevalg, at Kirken vil engagere sig i netop disse alvorlige udfordringer, hvor menneskelighed og menneskelig værdighed er på spil - særligt med de problemer, som kunstig intelligens rejser. Som i pave Leo XIII’s tid oplever Kirken og verden i dag “ikke blot en epoke præget af forandringer, men en forandring af selve epoken,” som pave Frans har beskrevet det.
I dette interview med Vatican News drager Dr. Prudlo paralleller mellem Leo XIII’s tid og vor egen - og peger på de udfordringer, som Kirken står over for ved begyndelsen af pave Leo XIV’s pontifikat.
Dr. Prudlo, vi har hørt om nogle af de grunde, pave Leo XIV har givet for sit navnevalg - og særligt henvisningen til Leo XIII, den sidste pave med det navn og den store sociale reformator i slutningen af 1800-tallet. Kan du sige lidt om, hvad paven fortalte om forbindelsen mellem Leo XIII’s tid og vores egen?
Dr. Prudlo: ”Leo XIII var pave fra 1878 til 1903 og blev dermed den første pave i det 20. århundrede. Han levede i en tid med dybtgående samfundsforandringer, hvor Kirken havde behov for svar på de sociale problemer, som pressede sig på. Pave Leo XIV har selv forklaret, at han netop med henvisning til Rerum novarum - grunddokumentet for den katolske sociallære fra 1891 - har valgt dette navn. Pave Leo XIV ved, at vi igen står over for et skifte, som udfordrer både Kirken og selve menneskets værdighed. Ved at vælge dette navn sender han et signal. Som Leo XIII i sin tid tog fat på de sociale udfordringer i den industrielle revolutions tid - og søgte en katolsk vej mellem socialismens og liberalismens yderligheder - vil Leo XIV nu engagere sig i de spørgsmål, som opstår i mødet med kunstig intelligens.”
Paven talte også om en ny industriel revolution. Leo XIII forholdt sig i sin tid til den første. Kan du fortælle lidt om, hvad der kendetegnede den første industrielle revolution – og hvad du tror, pave Leo XIV tænker på, når han taler om en ny industriel revolution i dag?
Dr. Prudlo: "På Leo XIII’s tid oplevede man en massiv urbanisering. Folk flyttede fra landet ind til byerne overalt i Europa og Nordamerika, og de mødte dér dårlige boligforhold og dårlige arbejdsvilkår. Arbejdsgivere modarbejdede dem i forsøget på at danne fagforeninger, og mange blev mål for nye politiske ideologier, som opfordrede til at omstyrte den eksisterende samfundsorden. Pave Leo ønskede at styrke arbejdernes rettigheder. Han ville bekræfte både arbejdet og arbejderens værdighed - og den menneskelige persons værdighed, navnlig i dens mest grundlæggende sociale enhed: Familien. I dag ser pave Leo XIV et nyt vendepunkt i historien. Dette vendepunkt er, som jeg ser det, fremkomsten af kunstig intelligens, mekanisering og robotteknologi - og de udfordringer, det vil skabe i løbet af de næste ti eller tyve år, måske endda før, for arbejdets værdighed. Det handler ikke længere kun om fabriksarbejderen, som Leo XIII engagerede sig i - men også om kontorarbejdere, programmører, undervisere. Pave Leo XIV vil stå i front for at sikre, at menneskeheden kan gennemgå denne overgang - en afgørende overgang - på en måde, der bevarer menneskets værdighed."
Du nævnte to ting, der ramte mig: For det første nævnte du værdigheden – ikke kun for dem, der arbejder, men for selve arbejdet. Og du nævnte, hvordan Leo XIII tog sig af arbejdernes vilkår. Nu ser vi måske en forskydning: at det i dag i højere grad er funktionærers arbejdsliv, der er under pres – mennesker, som ikke arbejder i fabrikker, men i kontorlandskaber, med IT eller undervisning. Men samtidig ser vi også, at millioner af mennesker verden over stadig udnyttes i lavtlønsjobs, f.eks. i fremstillingsindustrien, hvor de producerer varer til forbrug i den udviklede verden – ofte under kritisable forhold. Begge de temaer – både det globale aspekt og arbejdet som kald – var meget vigtige for pave Frans. Og det virker som om, at Leo XIV nu bygger videre på det...
Dr. Prudlo: ”Jeg tror, han er meget opmærksom på de udnyttede arbejderes vilkår - ikke mindst med sin baggrund som missionsbiskop i Sydamerika. Han kender til forholdene i den globale økonomi, som alt for ofte er afhængig af billig arbejdskraft og - desværre - i nogle tilfælde næsten slavelignende forhold i forskellige dele af verden. Han vil derfor være en stemme for disse mennesker - ligesom pave Leo XIII var det for de stemmeløse under den første industrielle revolution. Pave Leo XIV vil videreføre denne tradition og være en stemme for dem, der trues og undertrykkes af uretfærdige former for udnyttelse i vores tid. Og på den måde fortsætter han også den linje, som pave Frans har lagt."
Du nævnte det dokument, som Leo XIV selv har henvist til – Rerum novarum – som grundstenen i den katolske sociallære, sådan som den har udviklet sig siden. Men jeg vil gerne skrue lidt tilbage i historien: Kan du sætte Rerum novarum lidt i kontekst, så det ikke står alene? Det var jo en del af et langt bredere lærekompleks hos Leo XIII…
Dr. Prudlo: ”Leo XIII var pave i mange år, og hans pontifikat var præget af stor stabilitet. Han tog fat på en lang række vigtige spørgsmål i sin tid, og Rerum novarum var kun ét af de mange mærkbare bidrag, han efterlod sig. Den sociale lære, han formulerede, var del af en langt bredere bevægelse: en tilbagevenden til det åndelige, til menneskets relation til Gud – og ikke blot til horisontale, politiske principper. Når mennesket ses i forhold til Gud, bliver spørgsmål som en løn, man kan leve af, retten til at danne fagforeninger og adgang til værdigt arbejde ikke blot sociale anliggender, men moralske krav. Leo XIV vil i sit pontifikat videreføre denne tilgang. De forhold, som Leo XIII stod over for, var ekstremt barske. Kirken havde gennemlevet revolutioner og mistet meget af sin autoritet - men det var ikke kun Kirkens autoritet, der var under angreb, det gjaldt også samfundets grundlæggende søjler: staten, familien og moralen. Med udgangspunkt i Kirkens visdom - særligt hos Thomas Aquinas, som Leo XIII havde stor kærlighed til – og med et stærkt fokus på rosenkransen og menneskets værdighed, formulerede han en ny og omfattende vision for den katolske sociallære og den sociale retfærdighed. En vision, der kom til at sætte sit præg på det 20. århundrede og danne grundlag for megen senere paveundervisning."
Du nævnte før, hvordan Rerum novarum indgik i en bredere sammenhæng i Leo XIII’s pontifikat. Men den har jo også fået stor betydning for senere paver. Pius XI tog den op igen 40 år senere, Paul VI skrev om den 80 år efter, og Johannes Paul II markerede 100-året. Og både Benedikt XVI og pave Frans har videreført dens temaer i deres læreembede. Men der er jo nogle, som spørger: Hvilken ret har paven egentlig til at udtale sig om økonomiske spørgsmål? Om mindsteløn, om arbejdsvilkår og om forholdet mellem stat, arbejdsgivere og arbejdstagere? Så her til sidst: Kan du sige lidt om, hvorfor pavestolen og Kirken mener, de har en stemme i netop disse spørgsmål?
Dr. Prudlo: ”Kirken - med paven i spidsen - har ansvaret for at tale med autoritet i spørgsmål om tro og moral. Når det gælder praktiske og forsigtighedsprægede beslutninger, kan der ofte være flere legitime måder at gribe tingene an på. Men visse moralske grundsandheder står fast. Det gælder for eksempel menneskets iboende værdighed, retten til en løn, man kan forsørge sin familie med, retten til at værne om familien i det offentlige liv og til at forsvare arbejdernes rettigheder. Grunden til, at Kirken udtaler sig om sådanne forhold, er ikke, at den vil fremlægge et konkret politisk program, men for at sætte nogle moralske grænser, man ikke må overskride. Man kan ikke krænke et menneskes værdighed ved at give en uretfærdig løn - det er noget, der ifølge Bibelen “råber til himlen om hævn.” Det er altså en bibelsk sandhed, og det er noget, som Kirkens paver igen og igen har fastholdt gennem historien. Du har ret i, at Leo XIII blev den faste reference, som paverne siden har vendt tilbage til. Derfor giver det også særlig mening, at Leo XIV netop har valgt dette navn – som udtryk for hans dybe respekt for den katolske sociallære og for Kirkens ret og pligt til at værne om menneskets værdighed. Ikke kun de troendes, men hele menneskehedens."
Skrevet af Christopher Wells, Vatican News (oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener)
Billede: Vatican News