Laterankirkens indvielse 2025

Selvfølgelig tænker vi ikke i første omgang på en bygning, når vi taler om Kirken. Jeg gør i hvert fald ikke. For mit indre blik, ser jeg det store fællesskab af troende, som er bygget af levende sten.

Så kan det synes bizart at fejre indvielsen af Laterankirken, sådan som vi gør det hvert år i november. 

Ja, jeg ved selvfølgelig godt, at Laterankirken er Roms domkirke, og derfor pavens bispekirke, og som sådan på sin særlige måde er hele verdens domkirke. Men det er ikke et sted, jeg kommer til dagligt, så derfor kan det synes noget overdrevet, i en hel søndagsmesse, at mindes dens indvielse.

Hvis ikke lige det var fordi…

Fordi de fysiske kirkebygninger har en enorm signalværdi, fordi de bærer på det troende folks fælles erfaring. Det er dér, vi er kommet til messe igen og igen, de fleste kender også deres egen dåbskirke, og mange tårer er faldet på kirkegulve, når vi i sorg fejrede opstandelseshåb. 

Ud over vort eget land er der strøet henved 2000 middelalderkirker. Hver og en af dem er et tegn på at Danmark antog den kristne tro, som for alvor tog sin vækst da Ansgar kom til os – næste år for 1.200 år siden.

Kirkerne er et tegn på kristningen – at danskerne gjorde hans budskab til deres. 

Derfor er det også et nederlag, når en kirke profaneres eller rives ned. I Nordsjælland er det ikke så mange år siden at Nordvanggård og Hørsholm blev lukket.

Det var et nederlag for menigheden, og såret bløder stadig.

Og det er ikke fordi de, der hørte til den menighed, var sentimentale. Men fordi deres kirke var en markør – ikke om at høre til i et bestemt hus, men til i en tro. Da evighedslampen blev slukket, opløstes en menighed, og de som hørte til i den, blev spredt. 

Den kristne tro skiller sig på mange måder ud fra andre religioner. En væsentlig forskel i forhold til de græske og romerske guder – og de danske hedenske – var synet på det enkelte menneske. Ratzinger har gjort opmærksom på, hvorfor det var så vigtigt for vores medkristne i oldtiden, straks at bygge – kæmpestore kirker – som f.eks. Laterankirken, da religionsfriheden tillod det. De havde et opsparet behov for at være sammen. Sammen om det hellige, og her først og fremmest forkyndelsen og Eukaristien. 

Den hedenske religion var en individuel tro. Det er slet ikke uvigtigt. Det har gjort et kæmpe stort indtryk på vore forfædre for 1.200 år siden, at høj og lav blev begravet fra den samme kirke, at kirkerne var for alle, både overklasse og pøbel, fordi vi overfor Gud har samme værdighed, og hvem der er stor eller lille i Gudsriget, handler om tjenersind og medmenneskelighed og ikke om penge og rå magt.

Ratzinger siger, at kirkebygningerne signalerer et opgør med en individualiseret tro, og derfor havde kirkebygningerne en kolossal betydning i humaniseringen af samfundet.

I Danmark spirer folketanken frem med kristningen. Den sammenhængskraft, som går tabt, når vi vender tilbage til en overdrevet individualisme, fordi den kristne tro ikke længere binder os sammen i fælles afsæt og ikke mindst den fælles forestilling om min og de andres værd, som noget vi er fælles om.

Ratzinger skrev før han blev pave en lille bog sammen med Marcello Pera, der dengang var formand for det italienske parlament. Marcello Pera var bekendende ateist, men Ratzinger og han var enige om, at Europa trues indefra, når de kristne rødder visner. ”Uden rødder” kaldte de derfor deres bog. Selv demokratiet kommer i farezonen, når der ikke er nogen tanke om det fællesmenneskelige bag, når det ikke bæres af en kultur. Så bliver demokrati reduceret til et dogme, et postulat, som det står enhver frit for at forestille sig afskaffet med noget andet.

I lille målestok var det noget af den rodløshed, menigheden i Hørsholm oplevede, da kirken blev revet ned. Naturligvis understreger det også, at hvis vi vil beholde vores kirkebygninger og det som foregår i dem, så skal vi betale, hvad det koster, hvad danske katolikker i stort omfang ikke gør, og ud over at betale, skal vi samles i dem, så både vor egen tro, og kirkebygningen kan være levende. For selvfølgelig går det ikke uden de levende sten, dig og mig og os alle sammen. Så hver gang den religiøse praksis reduceres, falder der en lille sten af taget. Du og jeg – kommer ikke i kirke kun for at få, men også for at give, for at Kirken skal samles og rødderne vandes, og ikke bare mine, men de fælles rødder.

I den synlige kirke, røres vi af det usynlige, så vi når vi går herfra kan sige, det samme som Abrahams slavinde Hagar: ”jeg har set ham, der har set mig.”

Jesper Fich OP