Kardinal Pell frifundet

Den 78-årige kardinal George Pell er øjeblikkeligt løsladt fra fængslet, hvor han har siddet i mere end 400 dage, dømt for at have begået overgreb på to mindreårige ministranter. Hans løsladelse sker efter at højesteret i Brisbane tirsdag formiddag lokal tid besluttede at omstøde hans dom.

George Pell blev i december 2018 dømt for at have begået seksuelle overgreb på en 13-årig ministrant og forulempet dennes ven efter en søndagsmesse i St Patrick's Cathedral i Melbourne i 1996.

I marts 2019 blev han idømt en straf på seks års fængsel.

Tirsdagens afgørelse er en kæmpe sejr for George Pell, der hele tiden har fastholdt sin uskyld.

Højesteret var Pells sidste håb, efter at en appeldomstol i Melbourne i august sidste år stadfæstede hans dom. To af domstolens i alt tre dommere stemte dengang for at afvise Pells appel.

Den tredje dommer mente omvendt, at der var "stor sandsynlighed" for, at kardinalen ikke havde begået overgrebene.

George Pell var i 1996 ærkebiskop i Melbourne. Siden steg han i graderne og endte med at være en de mest betroede medarbejdere i Vatikanet, hvor han var præfekt for Vatikanets økonomisekretariat.