“Dagens evangelium er kort, og hvis vi ikke har hørt Matthæus’ og Lukas’ beretninger om Jesu fristelse i ørkenen, så siger det os måske heller ikke så meget. Men med disse to andre evangelisters indgående beretninger om Jesu møde med djævelen og hans fristelser, kan Markus’ kortfattethed være tilstrækkelig til at spore os ind på, hvad evangeliet vil sige os”.
-----
Biskoppens prædiken i domkirken og Sct. Therese kirke 1. søndag i fasten
-----
Jesu ophold i ørkenen ligger mellem hans dåb i Jordan og begyndelsen til hans offentlige liv med kaldelsen af de første disciple. Efter at Jesus ved dåben kort var blevet præsenteret for offentligheden, blev han ført ud i ørkenen som en forberedelse til sin videre gerning. Vi har ofte skullet undre os over både at Jesus blev døbt og senere fristet. Begge dele synes helt unødvendige hhv. irrelevante for Guds Søn, som hverken har brug for omvendelse eller er i fare for at ligge under for fristelser. Begge hændelser viser, at han, der kalder os til omvendelse og til at vise modstand mod fristelser, selv går den vej, som han indbyder os til at følge. Uden selv at være syndig eller i fare for at falde for en fristelse, stiller han sig ved siden af os, der både er syndere og nemt bukker under i fristelser, for at befri os og give os større modstandskraft.
I Bibelen bruges ødemarken ofte som scene for møder med Gud, som ramme for besindelse og vigtige beslutninger, og det selv om en ørken er billedet på både noget fredfyldt og uhyggeligt. På den ene side giver ørkenen ro, fordi vi er borte fra den hverdag og det miljø, hvor så mange ting kan distrahere os, hvor så mange opgaver og aktiviteter tager tid fra vigtige ting i livet, ikke mindst opmærksomheden på Gud. På den anden side er en ørken også et uhyggeligt sted, tomt, livløst og uinspirerende, ja, direkte farligt, et sted, vi føler os svage og udsatte, og hvor det derfor ikke er oplagt, at der skulle være overskud til fordybelse og besindelse. Alligevel har ørkenen i tidens løb virket tiltrækkende på mennesker, som netop søgte Gud og derfor for kortere eller længere tid afsondrede sig fra verden og dens hektiske liv.
Selv om vi er vant til at bruge ordet ”ørkenvandring” som noget negativt, som noget, der virker udsigtsløst, så er det godt for os at vove os ud på den. Både for den klassiske ørkenvandring, Israelitternes vandring til det forjættede land og for Jesu ophold i ørkenen gælder det, at det var en del af Guds plan. Det var ham, der kaldte israelitterne ud af Ægyptens trældom, og det var Ånden, der drev Jesus ud i ørkenen. Det vil sige, at når vor tilbagetrukkenhed ikke er en flugt, men et svar på Guds henvendelse eller et forsøg på at komme ham nærmere, kan vi være trygge, også selv om vi for en tid bliver hensat i en vis uro.
Fastetiden, som vi netop har indledt, må gerne være en sådan tur i ørkenen. Hermed kan vi både for en tid lægge afstand til hverdagen og dens gøremål, dens mange distraktioner og til tider tomme fornøjelser og aktiviteter og derved find ro. Samtidig bliver vi måske også grebet af en vis uhygge, når vi pludselig giver os tid til at tænke over svaghederne i vort liv, og hvor afhængige vi er af alt det, vi her i fastetiden opfordres til at reducere eller se kritisk på.
Også i år falder fastetiden sammen med coronapandemien og alle dens afsavn og udfordringer. Oven i de traditionelle afsavn, vi gerne skulle påtage os i løbet af enhver fastetid, kommer alle de ufrivillige afkald, som smittefare og nedlukning pålægger os. Tiden med coronapandemien bliver således på én gang en periode, der giver os mere tid, også til ting, vi ellers har forsømt eller ikke får gjort, men samtidig også lader os mærke afmagt, usikkerhed og direkte angst for fremtiden. Der er ingen grund til at gøre en dyd ud af pandemien; men når den nu en gang er der, kan vi godt prøve at få det gode ud af den, som også viser sig. Det negative ved pandemien er så afgjort mere omfattende end det positive. Der er intet fordelagtigt i sygdom, måske endda med døden til følge, ej heller i økonomiske tab og isolation, i destabilisering og usikkerhed eller i frygten for, at det, vi indtil nu har haft, nogensinde kommer tilbage.
Selv om den er uvelkommen, så bliver pandemien alligevel en ufrivillig tid til besindelse, som vi så ligeså godt kan udnytte. Det er også en tid med fristelser enten til fortvivlelse og håbløshed, en tid med nye modsætninger mennesker imellem, en tid med fristelser til at modarbejde restriktionerne for at genvinde mest muligt af det, vi må undvære, eller på den anden side til at vi kan lære vi – lidt på den hårde måde – at vi ikke er herrer over alt, at vi har vore begrænsninger, at der er ting, der ikke er selvfølgelige samtidig med, at vi lærer at påskønne det, vi har betragtet som givet, og lærer at undvære det, vi ikke troede, vi kunne leve foruden.
Jesu tid i ørkenen var en forberedelse til hans offentlige liv, til de tre intensive år, hvor alt det skulle nås, som resten af frelseshistorien skulle bygge på. Også vi har brug for en forberedelsestid til vigtige ting og etaper i vort liv. Vi kender til retræter, enten før store beslutninger eller som en jævnlig mulighed fornyelse. Fastetiden skulle vi også gerne kunne opleve som en fælles retræte for hele Kirken, som vi hver især tilslutter os ved at forelægge vore individuelle udfordringer og behov for omvendelse og nystart.
Det klare mål for enhver årlig fastetid er fejringen af påsken. Fastens afsavn og besindelse skal hjælpe os til at forstå meningen med den fest, som giver mening til alt det, vi ellers fejrer i årets løb, ja, som danner grundlaget for vor eksistens som Kirke. De fleste af Kirkens sakramenter henter netop deres kraft i påsken og dens store begivenheder, som samles i Jesu frelsergerning. Dog må frugten af vore fasteøvelser ikke standse ved påsken. Selv om vi forbereder os til en konkret begivenhed, skal vi altid se vore bestræbelser som et udtryk for ønsket om en stadig vækst i hellighed og i det at blive mere autentiske kristne.
Vi har lige før nævnt de to sider af opholdet i ørkenen – frihed fra, hvad der distraherer, men også fare for fristelser og anfægtelser. Også i coronapandemien ser vi to aspekter: trusler mod liv, helbred og fællesskab, men også muligheden for eller ansporing til nytænkning. I første læsning hører vi om situationen umiddelbart efter syndfloden. Den var bestemt en grusom hændelse. Bagefter slutter Gud en pagt med Noa om, at noget lignende ikke skal ske igen. Trods grusomheden i syndfloden har traditionen vovet også at lade den være et forbillede på dåben, hvad Paulus minder os om i anden læsning. I ritualet for velsignelsen af dåbsvandet, som vi også vil høre til påske, hedder det endvidere om syndfloden: De samme vande, som bragte død over synderne, bar de retfærdige frem til nyt liv. I dåben bliver alt det forkerte principielt druknet, og vi opstår som nye mennesker, noget som særligt de, der bliver døbt som voksne, erfarer. Gud slutter en pagt med os, står ved os og fortryder det ikke, ligesom Gud i pagten med Noa lovede ikke mere at give udtryk for grundlæggende utilfredshed med mennesket. Derfor kan vi altid komme tilbage til Gud, når vi trods pagten med ham enten fjerner os fra ham eller ikke overholder alle dele af pagten. Også efter syndfloden faldt menneskene tilbage i synd; trods vor dåb og fornyede forsæt om altid at ville det gode, lykkes det ikke altid for os, men pagten med Gud er der, både som et løfte og som en udfordring. Løftet består i, at Gud ikke vil svigte os. Udfordringen ligger i, at vi skal vise vilje til at tage imod Guds barmhjertighed og velvilje og gøre det, der skal til for at aflægge dårlige vaner og tillægge os nogle nye gode.
Disse bestræbelser skal være led i en kontinuerlig proces. Indimellem kommer vi til at foretage tilbageskridt. Det skal vi ikke fortvivle over, hvis vi blot ønsker at genoptage vejen fremad. Også det skal fastetiden være med til at holde i gang.
Et meget konkret middel hertil at modtagelsen af forsoningens sakramente, at søge tilgivelse hos Gud i skriftemålet. Meget af det, vi skrifter, er gentagelser, noget som synes at være det samme. Det skal ikke tage modet fra os, for også det skal bearbejdes, og enhver oprigtig anger over en gentaget synd er et udtryk for ønsket om at ville tjene Gud. Derfor skal vi hele tiden fortsætte ad det spor, også i tillid til, at gentagen modtagelse af Guds tilgivelse er med til at styrke vor modstandskraft mod synden.
Vi står ved begyndelsen af fastetiden. Vi har prøvet det før. På nogle områder mærker vi fremskridt, på andre er der fortsat brug for forbedring. Selv om situationen synes os nok så fastlåst eller bare triviel, skal vi altid stole på, at Gud kan og vil hjælpe os fremad.
Amen.
---------
Læsninger: 1 Mos 9,8-15 1 Pet 3,18-22 Mk 1,12-15