Interview med kardinal Mario Grech: Alle har ret til at blive hørt

Det var et særligt privilegium for os at have kardinal Mario Grech, generalsekretær for bispesynoden i Rom, på besøg under Himmelske Dage i Silkeborg i slutningen af maj. Han medvirkede i flere programpunkter og fejrede blandt andet den hellige messe i Vor Frue Kirke. I den forbindelse fik bispedømmets kommunikationskonsulent også mulighed for at interviewe kardinalen. I interviewet deler han sine refleksioner om synodalitet, Kirkens fremtid – og hvorfor det er afgørende, at alle bliver lyttet til.

Jeg vil gerne begynde med noget, vi allerede berørte i går under dit oplæg. Du har stået i spidsen for synoden om synodalitet siden dens begyndelse. Hvad har været de største udfordringer, du er stødt på – både på et praktisk og et åndeligt plan?

Kardinal Grech: ”Jeg tror, den største udfordring har været at forklare, hvad synodalitet virkelig indebærer. For nogle er det let at forstå, men andre har svært ved det. Og personligt mener jeg, vi skal lytte til alle – også dem, der ikke har forstået det endnu, som tvivler på det og endda dem, der måske føler modstand mod at implementere det. Vi kan ikke udelukke nogen. Alle har alle ret til at blive hørt. Og det er en løbende udfordring. I mit embede er jeg klar over, at jeg er nødt til at lytte til alle. Jeg har selvfølgelig mine egne overbevisninger, men mit embede kræver, at jeg tilbyder et åbent hjerte til alle. Vi kan ikke undlade at lytte til nogen. Det er jo netop det, synodalitet handler om.”

Hvad har været de mest betydningsfulde frugter af synodaliteten indtil nu? Og hvad håber du på og beder Helligånden om at give Kirken i fremtiden?

Kardinal Grech: ”Når synodalitet virkelig implementeres, ser vi mange frugter. Der er mere livskraft i Kirken. Og det er forståeligt, for synodalitet giver plads til, at vi alle kan dele de gaver, vi har modtaget af Helligånden. Mange gange bliver disse gaver glemt – overset – fordi vi ikke er åbne for at lytte til alle. Jeg kender lokale Kirker, som bevæger sig fremad inden for synodalitet, og de er taknemmelige for, at Helligånden har givet os dette lys. Nogle er bange for, at det er en trussel mod præsteskabet eller bispeembedet, men det er ikke sandt. Jeg har mødt biskopper og præster, som er taknemmelige for, at den synodale proces har givet dem svaret på, at de står alene. Ved at være synodale opdager vi rigdommen i dåbens mange tjenester i Kirken, som er flere end de ministerielle tjeneste. Synodalitet er ikke en trussel mod dem, der har autoritet. Kirken er hierarkisk, så vi er ikke ved at gå over til en demokratisk styret Kirke. Biskoppens rolle og tjeneste er fundamental. Han forbliver garant for enhed og ret skelnen. Hvor er truslen i det? Der er ingen.”

Hvordan kommer de næste tre år til at se ud? Hvad bliver strukturen i processen frem mod den afsluttende kirkelige forsamling? Og hvordan kan en lille lokal Kirke som Den katolske Kirke i Danmark, Bispedømmet København, bedst forberede sig og tage del i det?

Kardinal Grech: ”Disse tre år er en nådens tid, som vi skal værdsætte. Det er første gang i synodernes historie, at Kirken afsætter hele tre år til implementering. Vi har allerede haft synoder som Amoris Laetitia og Christus Vivit. De er gode publikationer, men hvad skete der bagefter? Ikke så meget. Normalt bliver arbejdet med den ene synode afløst af planlægnigen af den næste, så man har ikke tid til at lade resultaterne fra den foregående synode synke ind. Derfor tænkte vi på at organisere 3 år, hvor vi ikke engang tænker på en ny synode, men giver tid og plads til, at lokale Kirker kan tage det til sig, forstå det og oversætte det til deres egen virkelighed. Kirken i Brasilien er anderledes end Kirken i Danmark. Men selvfølgelig skal de ikke efterlades til sig selv.”

Ja, jeg skulle lige til at spørge, hvordan guider man de forskellige bispedømmer i denne proces?

Kardinal Grech: ”Det er netop derfor, vi foreslår en treårig proces med nationale og kontinentale samlinger. På nationalt plan kan bispedømmerne lære af hinanden og dele gode erfaringer. Og på det kontinentale plan vil vi se dynamikkerne mellem Kirker, som ligner hinanden geografisk og kulturelt. Den afsluttende forsamling i Rom i 2028 bliver et sted, hvor vi kan evaluere og justere. Det er vigtigt med gennemsigtighed, evaluering og ansvarlighed. Det er tre vigtige emner, som ikke er så typiske i vores [de gejstliges, red.] livsstil. Vi inviterer hele Guds folk til at reflektere og vurdere, hvad der virker, og hvad der ikke gør. For nogle vil det være svært at forstå, hvad dokumentet indebærer – det er naturligt. Men vi må støtte hinanden og skabe en platform, hvor vi kan fejre rigdommen i det kirkelige fællesskab. Og hjælpe hinanden undervejs.”

Jeg vil også gerne tale lidt om konklavet. Du deltog for nyligt i dit første konklave, siden du blev kardinal. Jeg ved, der er meget, du ikke kan dele, men kan du sige noget om, hvordan du oplevede det – særligt på det åndelige plan?

Kardinal Grech: ”Ja, det var mit første konklave, og det var en meget intens oplevelse. Ikke kun fysisk – det er trættende – men også åndeligt. Man bærer et stort ansvar. Kirkens fremtid afhænger af, hvem der vælges til pave. Men som en af kardinalerne sagde under et af forberedelsesmøderne – og jeg er helt enig med ham: ”Den udvalgte er allerede iblandt os.” Vores opgave er at finde ud af, hvem det er, Gud allerede har udvalgt. Så praktisk taget vælger vi ikke, men vi prøver at finde ud af, hvem Gud allerede har valgt. Det var en bønfuld, kirkelig begivenhed, meget givende. Og selv om det som sagt var en stor byrde, forlod jeg Det Sixtinske Kapel med et hjerte, der var overfyldt af glæde. Og så resultatet i pave Leo, der bekræftede vores håb og forventninger.”

Kender du pave Leo godt fra tidligere? Kan du fortælle os lidt om ham?

Kardinal Grech: ”Ja, absolut. Jeg har kendt pave Leo i mange år. Da jeg for 20 år siden blev udnævnt til biskop, måtte jeg rejse til Rom, og jeg havde ikke noget sted at bo. Jeg kontaktede den daværende prior for augustinerne, og det var ham, nu pave Leo, som straks tilbød mig logi i Augustinerordenens generalskurietæt ved Vatikanet. Siden da har vi haft kontakt, og hver gang jeg kom til Rom, blev jeg tilbudt at bo dér. Så der var en periode, hvor den daværende Prevost var generelprior, og derefter blev han sendt til Peru, og vi holdt kontakten via e-mail, og så senere kom han tilbage til Rom, hvor han blev præfekt for Bispedikasteriet. Jeg er selv medlem af dikasteriet – vi mødes hver anden uge og hjælper paven med at udvælge biskopper – og Prevost var der. Vi arbejdede sammen – først som kollegaer, siden som leder og medarbejder.”

Du nævnte i går, at Den hellige fader har givet grønt lys til at fortsætte arbejdet med den synodale proces. Vi talte også om temaet ”mission,” og vi ved, at det ligger i pave Leos DNA så at sige. Hvordan ser du hans rolle i forhold til at støtte og videreføre processen?

Kardinal Grech: ”Han er præsident for synodens sekretariat – det er derfor jeg er generalsekretær – og om processen fortsætter eller ej, afhænger af ham. Men som jeg sagde – jeg havde min første formelle audiens med ham i mandags [26. maj 2025, red.], og han sagde klart: ”Det, som er blevet godkendt af pave Frans, skal videreføres, og jeg vil støtte processen.” Og allerede i nogle af sine første taler har han understreget, hvor vigtig synodaliteten er. Han gjorde det klar, at han er engageret i at hjælpe Kirken med at fortsætte i denne retning.

Tror du, han vil være lige så aktivt involveret?

Kardinal Grech: ”Ja, det tror jeg. Pave Leo har et pastoralt sindelag. Det handler ikke bare om teologi, det er en pastoral dimension af Kirken. Det er en metode. Mission og synodalitet hænger sammen. Og han har gjort det klart, at det ikke blot handler om at fortsætte for processens skyld, men om at Kirken går fremad med Helligåndens ledelse. Hans støtte betyder, at arbejdet ikke stopper – det får tilført ny energi.”

Jeg ændrer emnet en lille smule. Du deltager i en samtale senere i dag om, hvordan Kirken kan være et håb i verden. Vi står over for mange nye udfordringer – særligt digitalisering og kunstig intelligens. Hvordan ser du Kirkens rolle i den digitale sfære?

Kardinal Grech: ”Digitalisering er et redskab – et, vi ikke kan undvære. Vi er nødt til at gøre endnu mere brug af det af til at integrere os med hinanden. Det er som en kniv. Den kan bruges til noget godt eller noget skadeligt. Så der er det etiske spørgsmål. Og Kirken kan være en god partner i dialogen til at skabe kriterier for, hvordan disse instrumenter kan hjælpe menneskeheden og institutioner til at komme fremad. Især AI er relativt nyt. Vi har brug for tid til at forstå det. Vi må lære, hvad teknologien fortæller os, men også samarbejde med andre for at udvikle værktøjer, der hjælper os med at bruge teknologien ansvarligt. Jeg tror også, jeg nævnte, at der under de kontinentale synodale forsamlinger blev brugt en digital platform. Og jeg modtog rapporter, der viste, hvor mange værdifulde bidrag, vi fik gennem den. Mange deltog gennem den digitale platform – og vi opdagede en ny dimension af Kirken. Mennesker, der måske ikke går i kirke, men som føler sig forbundet med Kirken og som er interesserede i Evangeliet. Og nogle af os er stadig bagud, hvad angår brugen – på en ansvarlig og intelligent måde – af disse gaver. Men vi må sikre, at redskaberne er tilgængelige for alle. Vi må ikke glemme, at der stadig er mennesker uden elektricitet eller telefon. Ellers fortsætter vi med at skabe en kløft mellem dem, der har, og dem, der ikke har – mellem dem med adgang til teknologi og dem uden.”

Jeg har et sidste spørgsmål, som er på et mere personligt og åndeligt plan – hvordan bevarer du selv forbindelsen til Jesus i dit arbejde, i dit vigtige embede? Jeg kan forestille mig, at der er mange jordiske ting, du skal tage dig af…

Kardinal Grech: ”Jeg forsøger altid at minde mig selv om, at jeg først og fremmest er præst. Uanset hvilken aktivitet jeg er i gang med, prøver jeg at gøre det med pastoral opmærksomhed, velvidende at jeg bør bruge hvert møde som en mulighed for at skabe forbindelse mellem mennesker og Kristus. På en meget normal måde. Ikke noget ekstraordinært, bare noget, der efter 41 år som præst er blevet naturligt.”

Tekst og billede: Ewa Angela Wegener. Teksten er redigeret for klarhed.
Billede: Kardinal Grech sammen med biskop Czeslaw i Vor Frue Kirke i Silkeborg under Himmelske Dage 2025.