I dag fejrer vi Knud den Hellige – konge og martyr

Knud den Hellige (ca. 1043–1086), søn af kong Svend Estridsøn, regerede i overgangen mellem vikingetid og middelalder. Han efterfulgte sin bror Harald Hen og blev kendt som både kriger og Kirkens mand.

Han søgte at samle riget og styrke kongemagten, blandt andet gennem krigstogter til Estland og England, men hans virke var også præget af indre spændinger. Konflikten stod mellem konge og Kirke på den ene side – og rigets stormænd og bønder på den anden. Det var kongens opgave at beskytte Kirken – og Kirkens opgave at beskytte de svage og bidrage til at humanisere et samfund, hvor kristendommen endnu ikke havde slået fuldt igennem.

Knud var inspireret af pave Gregor VII’s reformidealer og arbejdede målrettet for social retfærdighed, særligt i sin lovgivning til fordel for samfundets svageste: kvinder, frigivne trælle og fremmede. Han styrkede Kirkens stilling og gejstlighedens uafhængighed – både juridisk og økonomisk – bl.a. med et stort privilegiebrev til domkirken i Lund samt donationer til kirker i Roskilde og Odense. Til Odense bragte han også relikvier af Sankt Alban fra England.

Men kongens reformiver mødte også modstand. Knud forsøgte at opkræve tiende (en kirkelig afgift svarende til 10% af bøndernes høst), hvilket vakte stor utilfredshed i Jylland. Samtidig afblæste han et planlagt togt mod England, hvilket yderligere nærede vreden. Formentlig skyldtes beslutningen den politiske situation syd for grænsen, hvor den tysk-romerske kejser Henrik IV var i konflikt med pavestolen. Pavevenlige biskopper, som blev fordrevet, fandt støtte hos kong Knud i Danmark.

I sommeren 1086 brød et jysk bondeoprør ud. Knud søgte tilflugt i Odense, men blev forfulgt og trængt tilbage til Sankt Albani Kirke, hvor han forberedte sig på døden med skriftemål og den hellige Kommunion. Han blev dræbt som martyr foran alteret og begravet i kirken, hvor der snart blev berettet om mirakuløse helbredelser ved hans grav. Da pilgrimme i stort tal begyndte at valfarte til Odense, blev kirken nedlagt, og en ny – den store Sankt Knuds Kirke, som Knud selv havde taget initiativ til – blev opført på stedet. Her blev hans relikvier overført til, og de befinder sig stadig i den nuværende Odense Domkirke. Da Den katolske Kirke efter reformationen vendte tilbage til byen, opførte redemptoristerne i begyndelsen af 1900-tallet en ny kirke og gav den navnet Sankt Albani Kirke – den nuværende katolske kirke i Odense.

Helgenkåringen blev godkendt af pave Paschalis II på anmodning af Knuds bror, kong Erik Ejegod.

Som konge, helgen og martyr har Sankt Knud sat dybe spor i dansk kirke- og kulturhistorie. Han var blandt de første helgener i Europa, hvis helgenkåring blev godkendt direkte af paven (i år 1101), og hans kult bredte sig også uden for Danmark – bl.a. til Rom og Betlehem, hvor han i 1100-tallet blev afbildet i Fødselskirken side om side med den norske helgenkonge Olav. Den første katolske kirke i Danmark efter reformationen – opført i Fredericia i 1674 – blev viet til Sankt Knud.

Billede: Maleri "Knud IV af Danmarks død i Sankt Albani Kirke (1086)" fra 1843 af Christian Albrecht von Benzon (via Wikimedia Commons)