“Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?”

Fredag den 27. marts holdt pave Frans en særlig bønsvigilie efterfulgt af sakramental tilbedelse i Peterskirkens atrium. Til slut paven gav en særlig Urbi et orbi-velsignelse.

Forinden havde pave Frans reflekteret over en passage fra Matthæusevangeliet, om stormen på søen. Herunder følger hele pavens refleksion:

“Da det blev aften” (Mk 4,35). Sådan begynder evangelieteksten vi netop har hørt. Disse uger er det som om natten har indfundet sig. Et tykt mørke har lagt sig over vore pladser, veje og byer. Den har bemægtiget sig vort liv og fylder alt med en øredøvende tavshed og et urovækkende tomrum, som stopper alt på sin vej: det ligger i luften, i vore bevægelser, i vore blikke. Vi er bange og forvilde. Ligesom disciple er vi blevet overrasket af en pludselig og voldsom storm. Det er gået op for os, at vi alle er i samme båd, vi er alle svage og desorienterede, men samtidig også vigtige og nødvendige; vi er alle kaldet til at ro sammen, vi har alle brug for at trøste hinanden. I denne båd … befinder vi os alle, ja, alle. Som disciplene, der talte med én røst om deres frygt, siger også vi, at “vi går under” (v 38), og vi har også forstået, at vi ikke kan fortsætte hver for sig, men alene sammen.

Det er let at genkende sig selv i denne beretning. Det, der er svært at forstå, er Jesu reaktion. Mens disciplene naturligt nok er urolige og fortvivlede, ligger Jesus bagerst i båden - i den del, som først går under. Og hvad gør Jesus? Midt i al forvirringen sover han fast, fuld af tillid til Faderen - det er det eneste sted i evangelierne, hvor vi hører, at Jesus sover. Efter at han er blevet vækket og har stilnet vinden og søen, bebrejder han disciplene: “Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro” (v 40).

Lad os forsøge at forstå. Hvad skyldes denne mangel på tro, der står i grel modsætning til Jesu tillid? Disciple var ikke holdt op med at tro på ham for de kalder jo på ham. Men hvordan kalder de på ham: “Mester, er du ligeglad med, at vi går under?” (v 38). Er du ligeglad? De tror, at Jesus ikke interesserer sig for dem, at han ikke tænker på dem. Noget af det, som gør mest ondt på os indbyrdes og i vore familier, er når vi hører: “Er du ikke interesseret i mig?”. Det er en sårende sætning som udløser en storm i hjertet. Selv Jesus blev nok rystet af dette. For der er ingen som bekymrer sig mere om os end han. Og da de kaldte på ham reddede han jo sine modløse disciple.

Stormen afslører vor sårbarhed. Den falske og overfladiske sikkerhed, som vi bygger vores planer, projekter, vaner og prioriteringer på, kommer nu frem for dagens lys. Stormen viser os, at vi har ladet dét ligge, som nærer, støtter og styrker vores liv og vores fællesskaber. Stormen afslører vores hensigter om at “pakke det væk” og glemme det, der tidligere har næret vort folk: den afslører alle vore forsøg på at bedøve det med tilsyneladende “reddende” vaner: vaner, som ser bort fra vores rødder og vores ældres hukommelse. Således berøves vi den immunitet, som vi har brug for for at kunne stå imod modgang.

Stormen har blæst de stereotyper væk, som vi, som altid er optaget af vores image, sminker vores ‘ego’ med. Under stormen viser de sig atter: denne, vores (velsignede) sammenbundethed - den vi ikke kan undslippe fordi vi alle er søskende.

“Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?” Herre, dine ord i aften rammer os og angår os alle. Her i denne verden, som du elsker mere end vi, styrtede vi forvirret omkring. Vi følte os stærke og i stand til alt. Grådige efter fortjeneste lod vi os indfange af ting og lod os forvirre af hastværket. Vi stoppede ikke op da du kaldte os tilbage; krige og verdensomspændende uretfærdighed vækkede os ikke; vi overhørte skrigene fra de fattige og fra vores alvorligt syge planet. Vi gik uforstyrret videre; vi tænkte, at vi ville altid forblive sunde i en syg verden. Nu, da vi befinder os ude på det oprørte hav, bønfalder vi dig: “Vågn op, Herre!”

“Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?” Herre, du opfordrer til os til at tro. Men ikke kun at tro på, at du lever, men at vi må komme til dig og stole på dig. I denne fastetid lyder din indtrængende opfordromg: “Vend om”, “vend om til mig af hele jeres hjerte” (Joel 2,12). Du kalder os til at bruge denne prøvelsens tid til en valgmulighedernes tid. Det er ikke tid til din dom, men til vor dømmekraft; en tid til at vælge det, der virkeligt betyder noget i stedet for det forgængelige, så vi adskille det nødvendige fra det unødvendige. Det er igen tid til at vi sætter vor livs kurs mod dig, Herre, og mod vore medmennesker. Og rundt omkring os ser vi mange forbilledlige rejsefæller, der har reageret på denne krise ved at give deres eget liv. Det er Helligåndens kraft, der udgydes og skaber dristig og generøs selvhengivelse. Det er Åndens liv, som kan frikøbe, værdsætte og vise os hvordan vores liv er sammenvævet og bliver opretholdt af almindelige mennesker - normalt i det skjulte - som man ikke kan læse om i nyhedsoverskrifterne og ser i rampelyset, men som utvivlsomt nu er med at skrive de afgørende begivenheder i vores historie: læger, sygeplejerske, ansatte i supermarkeder, rengøringsassistenter, plejere, transportansatte, politifolk, frivillige, præster, ordensfolk og mange, mange andre, som alle har forstået, at alene kan vi ikke reddes. Stillet overfor lidelsen - dér hvor vi måler vort folks sande udviklingsniveau - opdager vi og erfarer Jesu ypperpræstelige bøn: “at de alle må være ét” (Joh 17,21). Mange mennesker øver sig dagligt i at udvise tålmodighed og indgyde håb, mens de omhyggeligt undgår at sprede panik, og i stedet påtager sig et medansvar. Mange fædre, mødre, bedsteforældre og lærere viser vore børn gennem små daglige handlinger hvordan man ved at ændre sine vaner, ved at løfte blikket og stimulere bønslivet, kan møde en krise og gå igennem den. Mange mennesker beder, giver almisse og går i forbøn til gavn for alle. Bøn og stille tjeneste: Med disse våben sejrer vi.

“Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?” Troen begynder med, at vi indser, at vi har brug for at blive frelst. Vi er ikke selvtilstrækkelige, for alene synker vi: Vi har brug for Herren ligesom sømændene før i tiden havde brug for stjernerne. Lad os invitere Jesus ombord i vort livs båd. Lad os overlade vores frygt til ham og lade ham overvinde den. Som disciple vil vi erfare, at med ham ombord støder vi ikke på grund. For dette er Guds styrke: at vende alt det, der sker med os - selv det onde - til noget godt (jf Rom 8,28). Han stilner vores storme fordi med Gud før livet aldrig.

Herren formaner os. Midt i vores livs storme beder han os vække og vise solidaritet og håb. Disse giver os greb om, støtter os og giver mening i den stund, hvor alt tilsyneladende synes at gå til grunde. Herren vågner op for at vække vor påsketro og give den nyt liv. Vi har et anker: Gennem hans kors er vi blevet frelst. Vi har et ror: Gennem hans kors er vi blevet frikøbt. Vi har et håb: Gennem hans kors er vi blevet helbredt og omfavnet, så intet og ingen kan adskille os fra hans forløsende kærlighed. Lad os under denne isolation, hvor vi må give afkald på nærvær og samvær og meget andet, atter lytte til frelsens forkyndelse: Han er opstanden og lever iblandt os. Fra sit kors formaner Herren os til at finde tilbage til livet, som venter os, og at se hen til dem, der har brug for os, til at styrke, se og opflamme den nåde, vi har fået. Lad os ikke slukke vor osende væge (jf Es 42,3), der altid forbliver ny, men lad håbet atter blive tændt.

Ved at omfavne hans kors får vi modet til at omfavne alle i den nuværende krise. For en tid holder vi op med at stræbe efter magt og besiddelse, og i stedet give plads til den kreativitet, som Ånden alene formår at opvække. Ved at omfavne hans kors får vi modet til at åbne et rum, hvor alle føler sig velkomne og muliggøre nye former for gæstfrihed, broderskab og solidaritet. Gennem hans kors er vi blevet frelst, så vi kan tage imod håbet og lade det styrke og støtte os, idet vi på forskellig vis prøver at tage vare på os selv og de andre. At omfavne Herren er at omfavne håbet: Heri ligger troens styrke. Troen frigør os fra frygten og indgyder os håb.

“Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?” Kære brødre og søstre. Fra dette sted, som taler om Peters klippefaste tro, vil jeg i aften betro jer alle til Herren og bede om Vor Frues - de syges frelser - forbøn, Havets stjerne under stormen. Må Guds velsignelse - fra denne kolonnade, som omfavner Rom og hele verden - sænke sig over jer som en trøstende omfavnelse. Herre, velsign verden, giv vores legemer sundhed og trøst vore hjerter. Du beder os om ikke at frygte. Men vor tro er svag og vi er bange. Lad ikke stormen få magt over os. Sig igen det, du sagde: “Frygt ikke” (Matt 28,5). Og vi “kaster alle vores bekymringer på ham, for han har omsorg for os” (jf 1 Pet 5,7).