Al fornyelse – også af præstedømmet – må tage sit udgangspunkt med en dybere omvendelse til Jesus Kristus. Det skriver den katolske forfatter og debattør George Weigel i en kommentar på First Things – der udgives af det amerikanske Institute of Religious and Public Life – efter offentliggørelsen af pave Frans’ postsynodale apostoliske formaning Querida Amazonia.
Dokumentet var imødeset med spænding især om pave Frans ville tilslutte sig anbefalingerne fra sidste års Amazonassynode om at tillade, at viri probati – velanskrevne gifte mænd – kan vies til præster i denne region. Men Frans berørte overhovedet ikke spørgsmålet i dokumentet. Alligevel er diskussionen ikke helt forstummet, og præstecølibatet er et af fire emner, som for tiden debatteres i ’den synodale vej’, hvor Den katolske Kirke i Tyskland over de næste to år vil drøfte mulige reformer af lokalkirken.
George Weigel peger i sin kommentar på to forhold, som bør kendetegne en ægte debat om cølibatet og præstedømmet. Det første punkt har med cølibatet og Gudsriget at gøre.
”Kristne lever, eller bør leve, med en anden tidshorisont fordi Gudsriget er her midt iblandt os”, skriver han: ”De forskellige kald i Kirken indebærer et radikalt vidnesbyrd om denne sandhed og minder resten af os om dem – kald, hvor de viede personer lever de evangeliske løfter om fattighed, kyskhed og lydighed. Sådan bør også det cølibatære præstedømme være”.
Selv om det tvungne cølibatet ikke giver mening for mange mennesker i dag, enten fordi de ikke kender evangelierne eller lever i sekulære post-kristne samfund, giver cølibatet ifølge Weigel kun mening, hvis det dybest set ses i sammenhæng med Gudsriget, og for ham i en ufortyndet udgave af den katolske tro og lære.
Det andet punkt, som Weigel mener bør inddrages, involverer cølibat og en bredere reform af præstedømmet.
”De hårde angreb på pave emeritus og kardinal Robert Sarah for deres bog ’From the Depths of Our Hearts’ overskyggede en af de væsentlige pointer, de to forsøgte at komme med: nemlig, at præstedømmet er i krise overalt i verden. Det skyldes ifølge de to, at det alt for ofte reduceres til blot at være en række funktioner i stedet for primært at være forstået og udlevet som et unikt kald om at efterfølge Jesus Kristus, den nye pagts evige Ypperstepræst”, skriver George Weigel og, at der ”var antydninger af denne funktionstænkning på Amazonassynoden, hvor nogle biskopper synes at forestille sig ordinerede viri probati som en slags katolsk variant af den lokale shaman […] Den nedgradering af præstedømmet, og reduktionen af præstegerningen til, hvad man nogle gang i 1970’erne betegnede som ’præstehåndværk, er et problem i hele Verdenskirken”.
Derfor må enhver seriøs diskussion om reformer af præstedømmet ifølge Weigel starte med at man ”dykker dybt ned i Kirkens teologi om de hellige ordner” i stedet for at drøfter, hvordan man ”kan få tingene til at fungere bedre”. Sådanne debatter er naturligvis vigtige, men de er sekundære i forhold til ægte katolske fornyelse af præstegerningen, skriver han og konkluderer:
”En modernisering af præstedømmet, herunder en fordybning af Kirkens engagement i at se værdien af cølibatet som et radikalt vidnesbyrd om Gudsriget, må – ligesom alle andre ægte katolske fornyelser – begynde med en dybere omvendelse til Jesus Kristus og evangeliet.