Digitalisering af Katolsk Orientering

Snart vil der være mulighed for fuldtekstsøgning i samtlige numre af Katolsk Orientering (1975-2023) og dens forgængere helt tilbage til 1853. Dette er resultatet af et projekt forankret i Sankt Andreas Bibliotek og Katolsk Historisk Arkiv. Det er et længenæret ønske, som nu går i opfyldelse, idet der tidligere kun har været et register over enkelte årgange af tidsskrifterne, og det har gjort det omstændeligt - for ikke at sige svært - at søge materiale frem ifm. historieskrivning, jubilæumsskrifter, og artikler om kirken i Danmark. Nu er dette rige materiale blevet digitaliseret og tilgængeligt via internettet. Arbejdet er blevet udført af Danske Slægtsforskeres Bibliotek i Albertslund, som er en almennyttig forening og er Danmarks største digitaliseringsprojekt af litteratur inden for emner som personalhistorie, lokalhistorie og slægtsforskning. Eftersom Den Katolske Kirke har været tilstede i mange købstæder, sagde Slægtsforskerne straks ja, da vi henvendte os til dem.

Sankt Andreas Bibliotek og Katolsk Historisk Arkiv har indleveret et komplet sæt af samtlige årgange af tidsskriftet til Slægtsforskernes Bibliotek. De indbundne årgange er blevet sprættet op, indscannet til pdf’er, og bagefter underkastet en proces, som hedder optisk tegngenkendelse (OCR), som konverterer et billede af tekst til maskinlæsbar tekst og dermed gør det muligt at foretage fritekstsøgning. Indscanning og OCR er blevet udført af Slægtsforskeres Biblioteks frivillige. Prisen har i forhold til opgavens omfang (over 100.000 sider) været meget rimelig, og omkostningerne er blevet dækket af indenlandske og udenlandske donorer.

Det er endnu ikke samtlige årgange af Katolsk Orientering, som ligger klar, men en smagsprøve kan man opleve på: https://bibliotek.slaegt.dk/cgi-bin/koha/opac-search.pl?idx=su&q=katolsk+tidsskrift&limit=&weight_search=1 

For nuværende er den digitale Katolsk Orientering kun tilgængelig via Slægtsforskeres Biblioteks hjemmeside, men det er også muligt og ønskeligt at gøre filerne søgbare via vores egen hjemmeside. Det kræver imidlertid serverplads og programmel, som bispedømmet ikke råder over for tiden, men som med fordel kunne indgå i den fremtidige digitale strategi.