Den hellige John Henry Newman udråbes til kirkelærer

Pave Leo XIV har meddelt, at han vil udråbe den hellige John Henry Newman til kirkelærer d. 1. november, på Allehelgensdag: 

”I forbindelse med jubelårsfejringen af uddannelsens verden vil jeg tildele titlen kirkelærer til den hellige John Henry Newman, som har ydet et afgørende bidrag til teologiens fornyelse og til forståelsen af den kristne læres udvikling.”

Med denne udråbelse bliver Newman den 38. kirkelærer og indtræder dermed i en udvalgt kreds af helgener, der er anerkendt for deres vedvarende bidrag til katolsk teologi og spiritualitet. Han er særligt kendt for sine indsigter i læren om doktrinens udvikling og samvittighedens rolle.

John Henry Newman var en engelsk teolog fra det 19. århundrede. Han var først en anerkendt anglikansk præst, inden han i 1845 trådte ind i Den katolske Kirke under den salige Dominic Barberis vejledning. To år senere blev han ordineret som katolsk præst, grundlagde Oratoriet for den hellige Filip Neri i England og blev udnævnt til kardinal af pave Leo XIII i 1879.

Skrevet af Marco Mancini/CNA/ACI Stampa via Catholic National Register (oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener)
Billede: Gobelintæppe hængende på Peterskirken i anledning af John Henry Newmans helgenkåring i 2019, Vatican Media