Biskoppens prædiken i domkirken pinsedag

Læsninger: ApG 2,1-13; 1 Kor 12,3b-7.12-13; Joh 20,19-23

Med pinsefesten er vi nået til påsketidens afslutning. Meget betegnende sætter denne dags evangelium os tilbage til påskedags aften, da Jesus efter opstandelsen pludselig viste sig for sine disciple. I bedste johannesstil er denne begivenhed en sammentrængning af alt, hvad påskemysteriet rummer. Der står en levende Jesus midt blandt disciplene, og han bliver identificeret ved hjælp af sine hænder og sin side. For Johannes er det underforstået, at hænderne er gennemboret og siden åben ved et sår, så der er ingen tvivl om, at det er den samme Jesus, der står der. I hvert fald bliver disciplene glade ved at se og dermed genkende Herren.

Jesus går straks over til at sætte disciplene i gang. Efter at have ønsket dem fred siger han kort og godt, at han sender dem, ligesom han selv er blevet sendt af din Fader, gør det klart for dem, at de har en opgave, nemlig at føre hans mission videre. Endelig – og det er et vigtigt aspekt for dagen i dag – ånder Jesus på sine disciple og siger: ”Modtag Helligånden!” Hermed har Jesus foregrebet, hvad der senere skulle ske, da Helligånden kom ned over discipelskaren på pinsedagen, sådan som vi lige har fået det beskrevet i apostlenes gerninger.

Denne sammentrængning af påskemysteriets virkninger er på én gang en forudsigelse og en øjeblikkelig igangsættelse af Jesu planer for vor frelse. Men vi kan også gå et lille stykke længere tilbage i Johannesevangeliet og finde begivenheder, som har et stærkt profetisk aspekt, selv om det blot drejer sig om noget banalt fysisk. Endnu forinden har Jesus etableret et nyt moder-barn-forhold ved give Johannes Maria til mor og dermed lagt grunden til vort billede af Jomfru Maria som Kirkens moder – hvilket vi i øvrigt markerer liturgisk i morgen (jf Joh 19,27). Da Jesus dør, beskriver Johannes det ved, at han ”opgav ånden” (Joh 19,30) Det beskriver naturligvis umiddelbart, at Jesus åndede ud for sidste gang; men vi har også lov til at se, at allerede fra korset formidlede Jesus Ånden, også Helligånden. På dansk siger vi nok ”opgav ånden.” Det lyder resigneret, ja netop opgivende. På både græsk og latin bruges der dog et ord, som også betyder ”videregive.” Midt i sin magtesløshed, i selve dødsøjeblikket, videregiver, formidler Jesus Ånden. Vi kan således snarere kalde Jesu sidste åndedrag på korset for den første formidling af Ånden, før påskedags aftens møde med disciplene og før nedsendelsen af Ånden på pinsedagen.

Efter at Jesus er død, bliver han gennemstunget med lansen, og blod og vand strømmer ud – symboler på to af Kirkens sakramenter – eukaristi og dåb. Traditionen viger heller ikke tilbage for at sige, at hele Kirken er født af Jesu gennemborede side (Joh 19,34). Vi har med hele kristenheden vænnet os til at kalde pinsedagen for ”Kirkens fødselsdag,” og det er på ingen måde forkert, selv om vi som sagt kan spore Kirken lidt længere tilbage i påskens begivenheder. For selv om vi kan sige, at Kirken tog sin begyndelse allerede i nadversalen med indstiftelsen af eukaristien og senere på korset, og Jesus gav disciplene Ånden allerede påskedags aften, så skete der dermed ikke rigtigt noget formelt, fremfor alt ikke noget udadvendt. Trods forsikringen om Jesu opstandelse, trods den præliminære formidling af Ånden, var disciplene stadig bange og usikre. Først Helligåndens spektakulære komme på pinsedagen gjorde, at de overvandt den sidste usikkerhed og begyndte at forkynde uden frygt og med overbevisning, og at antallet af mennesker, der troede på Jesus fra denne dag voksede.

Det hører med til vor katolsk-kristne tro og praksis, at vi ikke kun betragter frelseshistoriens begivenheder som engangshændelser. De er naturligvis sket en gang i tiden og tilhører så fortiden; men vi lever også i høj grad på, at disse begivenheder gøres nærværende, ikke mindst når vi fejrer dem i liturgien, og i særlig grad i eukaristien. Når vi er samlet om eukaristien, er nadversalen og Golgatha ikke steder langt væk, og eukaristiens indstiftelse og Jesu død på korset ikke begivenheder i en fjern fortid. De bliver gjort nærværende, og deres virkninger umiddelbart tilgængelige, og vi har lov til at føle os hensat til de steder, de foregik.

Sådan er det også med pinsebegivenheden. Her har vi også lov til at se os hensat til nadversalen, hvor den foregik; men alligevel er Helligåndens komme i mindre grad bundet til eet sted. Det har selvfølgelig noget med Helligåndens karakter at gøre. Han er på en helt speciel måde allestedsnærværende og sendt til at gribe ind i mange forskellige situationer. Vi lærer om Helligånden, at han netop ikke kun virker forudsigeligt i fastlagte strukturer, hvilket han naturligvis også gør; men at Han også, kan gribe ind i andre sammenhænge, både når der skal tænkes nyt, og når det kendte og vante er kørt træt og trænger til opmuntring og fornyelse.

Dåben gør os til Guds børn og til medlemmer af Kirken. Eukaristien samler os som Kirke og viser også på en særlig måde, at vi er Kirke. Sakramenterne skaber således en ramme om vor katolske praksis og ledsager os i forskellige livssituationer. Alt dette er vitalt for os som Kirke. Det skaber identitet, tilhørsforhold og kan danne grundlag for en sund form for tryghed, og alt det er der brug for i en mangfoldig, omskiftelig og usikker verden. Men alle disse sammenhænge skal også besjæles, være fyldt af ånd. Alt det gode, vi lige har nævnt som karaktertræk ved vor forståelse af os som katolske kristne, kan både indimellem blive rutinepræget og mangle udfarenhed; andre gange kan det blive sløret og vansiret af vor syndighed, og endelig kan vi blive grebet af usikkerhed, frygt og ligegyldighed samtidigt med, at religion og religiøs praksis i stadig højere grad er udsat for forfølgelse, kritik og observation.

Alt dette er en beskrivelse af mange forskellige scenarier, som ofte overlapper hinanden. Som Kirke har vi brug for både at få vort trosliv styrket og bevaret og for at få det gjort autentisk. Vi må ikke lukke os inde i os selv og miste sansen for mission og anden videreformidling af troen; vi må ikke miste opmærksomheden for dem, der har brug for hjælp. Vi må også hele tiden arbejde på mest muligt at overvinde vore svagheder, både for vor egen frelses skyld og for ikke at tilsløre eller forvrænge Kirkens ansigt. Alt dette er noget, vi personligt kan være udfordret af og må søge Helligåndens hjælp til at overvinde, fordi det trods vor gode vilje kan overstige vore kræfter.

Udover at have vore personlige bekymringer lever vi i en tid med store udfordringer for Kirke og samfund. Kirken, som megen religion i øvrigt, er under stadigt angreb, nogle gange p.gr. af forhold, man selv har gjort sig skyldig i, og som har svækket troværdigheden. Oftere og mere grundlæggende skyldes angrebene og kritikken en udbredt skepsis mod religion og et ønske om selv i såkaldte tolerante samfund i det mindste at fortrænge den til privatsfæren. Alle disse udfordringer har kristne måttet leve med til alle tider, begyndende med apostlene; men Helligånden har sørget for, at budskabet er kommet videre, fordi menneskene havde tillid, var overbeviste om budskabets sandhed og engagerede sig.

Dette sidste må vi også vise og være på vagt over for de situationer, hvor der er brug for det. Missionen gøres ikke lettere af, at de, der skal bringe den videre ikke altid selv længere tror fuldt og helt på budskabet eller i alle henseender efterlever det. Det gøres ikke lettere af, at mennesker med forskellig opfattelse, også på lederniveau kritiserer og angriber hinanden. Ordet skisma bliver ofte nævnt som en reel fare, selv om det måske lyder meget dystert – og en mærkbar - i det mindste delvis og lokal - splittelse er ofte en realitet.  Selv om dette måske ikke truer Kirken som helhed, virker det nedslående og usikkerhedsskabende for mange i dagligdagen. I samfundet kæmper vi med coronaen og dens konsekvenser, både selve sygdomstruslen og usikkerheden om fremtiden og de forholdsregler, der bør tages. Mange lande og kontinenter er præget af polarisering og fragmentering, med intern splittelse til følge, nogle gange også som en trussel mod freden.

Det kan virke voldsomt at opremse alt dette; men vi ved også, at Gud har hjælpen parat, netop i form at Helligånden. Helligånden har alt det, der skal til for at afhjælpe en sådan situation. Han skaber klarhed over, hvad vi skal tro på, lærer os at forstå det, gør det muligt for os at blive begejstret og overvinde ligegyldighed, giver os mod til at forsvare det og styrke til at stå igennem, hvad der måtte komme af ubehageligheder.

Pinsen er således en anledning til at mobilisere håb. Vi opfordres til at bede om Helligåndens indgriben, men også til at stole på, at denne indgriben er effektiv og realistisk. Samtidig kræver det også åbenhed for Ånden og beredvillighed til at lade sig lede af ham. I disse tider er samfundssind blevet et populært begreb. I Kirken har vi også et sådant, endda gammelt begreb, som vi kalder ”sensus fidelium,” kirkelig fornemmelse og indlevelsesevne, en ovenfra inspireret enighed om tro og villighed til kirkeligt sindelag. Sensus fidelium er ikke udtryk for en monolitisk kirkeopfattelse, med total ensrettethed, men for et i ordets bedste forstand - karismatisk fællesskab, der er enigt om det væsentlige, ikke anfægter dette væsentlige og ikke lader noget uvæsentlig true enheden.

Helligånden er kommet over Kirken en gang for alle som en gave, der altid er der. For at denne gave kan komme til at virke, må vi tage imod den og bruge den. De gange, det er sket i kirkehistoriens løb, er store skikkelser fremstået, helgenerne og andre, som har udrettet store ting. Martyrernes heltemod har styrket eftertidens tro, troen er blevet udbredt med iver og generøsitet, store karitative initiativer er blevet taget og varer ved. Alt dette kan fortsat ske, hvis vi beder til Helligånden, tror på  hans magt og lytter til ham.

I sin prædiken i Peterskirken i dag har pave Frans netop fremstillet pinsedag som en håbets fest, Helligånden som én, der giver håb, og sluttede sin prædiken af med en bøn til Helligånden: Helligånd, Guds ihukommelse, levendegør i os mindet om den gave, vi har modtaget. Fri os fra egoismens lammelser og tænd i os ønsket om at tjene, gøre det gode. Fordi værre end denne krise er kun dramaet ved ikke at lære af den, idet vi lukker os inde i os selv. Kom, Helligånd: Du, som er harmoni, gør os til opbyggere af enhed; du, som altid giver os, giv os modet til at gå ud af os selv, til at elske og hjælpe hinanden for at blive én eneste familie.

Amen.