Læsninger: Es 9,1-6; Tit 2,11-14; Luk 2,1-14
”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mulmets land.” Profeten Esajas’ ord er en forudsigelse med trøst til Israels folk, som blev til virkelighed, da Guds Søn blev menneske. Han er verdens lys, som gør sandheden synlig, gør det muligt at se frem for sig, så man ikke går fejl og gennemlyser én, så man får den rette erkendelse af sig selv. Disse virkninger blev oplevet af alle, som mødte Jesus, hvis de vel at mærke tog imod ham og accepterede ham som Guds Søn. Jesus er det store lys, som én gang for alle er kommet til verden.
Esajas’ ord er skrevet til jødefolket i eksil; men det er ord, der kan trøste og opmuntre alle og til hver en tid. Eksil betyder ikke bare at befinde sig et andet sted end i sin hjemegn, men også at være i en situation med usikkerhed, uden tidsperspektiv og uden mulighed for rigtigt at høre til.
Medmindre, man er strandet i udlandet, vil vi nok ikke betegne coronapandemien som en tilstand i eksil. Tværtimod vil vi sige, at vi er lukket inde og begrænsede i vore bevægelser og aktiviteter, og længes efter at komme ud. Samtidig kan vi dog også godt midt stavnsbundetheden føle usikkerhed, være frustreret over, at man ikke kan forudse en ende på situationen, og må savne de fællesskaber, hvor vi normalt hører til og føler os hjemme.
Ud over at ærgre os over, at vi ikke kan, hvad vi er vant til, er vi naturligvis også bekymrede for at blive syge og dø og gøre det i stort tal. Selv om vaccinen nu er der, er det ikke til at sige, om eller bare hvornår alt bliver som før. Der er allerede kategoriske forudsigelser om, at ikke alt bliver som før, at nogle af vore vaner og rutiner er måske ændret for altid. Det er dog for tidligt at forudsige noget med sikkerhed; men det betyder ikke, at vi skal synke hen i resignation og modløshed og bare overholde retningslinjer. Situationen må provokere os til eftertanke både m.h.t. hvordan vi kan få noget af det tabte tilbage og til måske frivilligt at forandre noget, se, om der er noget, vi kan undvære. Kriser er normalt ikke noget, vi er begejstrede for, og vi skal heller ikke bare gøre en dyd af nøden.
Ikke mindst som kristne skal vi dog ikke bare se pandemien som noget, der enten går over eller for altid vil betyde en forringelse af vore vilkår. For det første har vi lov til at håbe på og forvente, at det, der blev sagt til jødefolket i den gamle pagt, også vil kunne trøste og opmuntre os. Vi har altså lov til at bede om og håbe på, at årsagen til vor ængstelse vil forsvinde, at vi ikke længer behøver at frygte sygdom og død, at uddannelse og beskæftigelse vil komme i gang og ikke mindst, at vore fællesskaber igen kommer til at fungere.
Samtidig er krisen dog også en anledning til at se på, hvad vi kan undvære og ikke mindst, hvad vi har været alt for uopmærksomme på. Det er nærliggende at forestille sig, at en tilbagevenden til, hvad vi bredt kalder normalt, vil tage lang tid og foregå gradvist. En hel del af vor frustration over, hvad vi oplever nu, skyldes, at vi har været vant til at kontrollere, forudsige og ikke mindst selv bestemme. Det har vi nu lært, ikke altid er en selvfølge. Denne konstatering må dog ikke gøre os bitre og resignerede, men snarere få os til at søge ham, som ikke bare kan afbøde situationen, men også give vort liv ny mening.
Det er en sådan ny mening, der bliver tilbudt med Guds Søns komme som menneske og også med måden, det sker på. Når vi ønsker forandringer, afvendelse af noget ondt, et opgør med fortiden, ser vi ofte gerne, at det sker omgående og spektakulært og uden personlige omkostninger. Gud selv vil også alt dette – forandringer, overvindelse af det onde og en ny måde at se tingene på. Måden, han vælger, er dog ikke spektakulær, men beskeden og upåfaldende og for en gud meget usædvanlig. Det hører med til vore refleksioner over julen at fokusere på det forunderlige i den måde, Gud ville komme til os på. Han ville gøre det fuldt og helt, så autentisk og realistisk som muligt, derfor blev hans Søn født som menneske og trådte ikke bare pludseligt frem. Med sin opvækst viste han konkret, at menneskelivet ikke var ham fremmed, og derved blev hans menneskelighed fuldt ud troværdig.
Ud over at åbenbare sig selv ville Gud med sin frelsesplan også appellere til vort sindelag og vor tilgang til tingene. Jesus er vort forbillede på ydmyghed og tjenersind; men de personer, vi også skal se hen til, er dem, der skaber miljø omkring Jesu fødsel, nemlig Maria, Josef og hyrderne. Maria og Josef har deres egne personlige historier med at blive involveret i Guds plan. Deres møde med Gud betyder en overraskelse for dem og samtidig en udfordring, fordi deres egne planer måtte opgives. De gik med på Guds plan med stor tro og tillid. Det samme gjorde hyrderne; selv om de ikke var helt så involveret, men blot vidner til, at Guds Søn var kommet, så viste de interesse og åbenhed.
Gud henvender sig til alle mennesker. Vi, der har kendt ham længe, kan måske fristes til ikke at ville bevæge os så meget, ikke lade de store forandringer ske, ikke tage videre skridt for at komme Ham nærmere, fordi vi mener, vi er, hvor iv skal være, og ikke mener at kunne overkomme mere.
Når vi er i nød, er vort største og fuldt berettigede ønske at blive hjulpet og også uden betingelser. Vi skal heller ikke se en Guds straf i det, der nu foregår; men det betyder ikke, at Gud ikke vil noget med de udfordringer, han nu tillader. Der er på mange måder blevet vist det berømte samfundssind, og mange mennesker har vist både kreativitet og opofrelse for at få samfundet og vore mindre fællesskaber til at fungere. Men Gud vil noget mere med os end blot at lære os samfundssind. For det første har han et uselvisk ønske om at vise os kærlighed. Dette er allerede formål nok i sig selv for, at Gud lod sin Søn blive menneske. For det andet vil han også fremme det gode i os. I anden læsning hører vi om, at Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker for at opdrage os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster. Det lyder meget moraliserende og så på en juleaften, men formålet med det var, som Paulus skriver, at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger. Selv om der er vilje forbundet med at gøre gode gerninger, skal de dog først og fremmest afspejle vort fællesskab med Gud, og at vi så næsten ikke kan andet end gøre gode gerninger. Meningen med disse gode gerninger er ikke at vi skal brillere med, hvor gode vi er, men at afspejle Guds godhed og gøre denne godhed tydelig for alle de mennesker, der endnu ikke har erfaret den.
Gud har grebet magtfuldt og afgørende ind i vor historie ved at lade sin Søn blive menneske, han ønsker også bruge os til at vise denne indgriben. Gud er den eneste, der kan redde os; men hvis vi åbner os for ham, bliver vi ikke bare selv reddet, men kan også lade andre få del i frelsen.
Amen.