Læsninger: Es. 52,7-10; Hebr. 1,1-6; Joh 1,1-18
”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.” Det er den centrale sætning i dagens evangelium, den teologiske beskrivelse af, hvad vi hørte i julenattens evangelium. Et ord er jo normalt noget, der bliver talt eller skrevet og kommunikeret ind i en sproglig sammenhæng. Som regel skal der mange ord til, for at noget giver mening, selv om der også i et enkelt ord kan ligge et budskab og et ønske.
I Johannesevangeliet er et ord – Ordet slet og ret – blevet personificeret. Det ord, der her menes, er Guds egen Søn, hans gave til os, mere værd end nok så mange veltalte og velformulerede ord.
Den Ordets menneskevordelse, som Johannes her beskriver, fandt sted for længe siden og én gang for alle, nemlig i den første jul mysterium. Lige siden har Ordet, Jesus Kristus, formidlet sig selv gennem Kirken. Han står for alt det, vi tror på. At være kristen betyder ganske vist at bekende sig til en bestemt lære og leve sit liv efter denne tro; men først og fremmest betyder det fællesskab med det evige Ord, Jesus Kristus, at bekende ham som vor personlige herre og frelser.
Menneskevordelsen var et afgørende og vedvarende indgreb fra Guds side i menneskehedens liv, et indgreb, som er blevet fornyet hver gang, nye mennesker er kommet til troen. Dette indgreb var opfyldelsen af Esajas’ forudsigelse i første læsning, imødekommelsen af den længsel, som det fordrevne Guds folk havde.
Ned gennem historien har mennesker ofte længtes efter en sådan indgriben. En sådan længsel oplever vi også nu under pandemien. Der er blevet talt mange ord: advarsler, udtryk for bekymring, bagatellisering af faren, forudsigelse af endnu en lang, vanskelig tid og indimellem ord, der lover lettelse. Det kan ikke undre, at en så kompliceret situation, som den vi i øjeblikket gennemlever, fremkalder mange tanker og udtalelser.
De mange ord, de mange bekymringer skal dog ikke få os til at glemme, at Gud en gang magtfuldt har talt ind i vor situation. Også i vor nuværende situation skal vi prøve på at lade Gud tale ind i den. Vi skal gøre det for at tage imod den trøst og opmuntring, som vi har brug for, og som vi trods vore mange forholdsregler og løsningsforslag dybest set kun kan finde i Gud. Den nuværende pandemi er en påmindelse om vor svaghed og muligheden for at erkende, hvad vi kan undvære, men også kampen for at beholde det, vi ikke vil give slip på, og som vi synes, det er uretfærdigt at blive frateget.
I det samme evangelium kaldes Guds Søn også for lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske. Trods denne oplysning kendte verden ham ikke, dengang som nu. Dengang som nu kommer Gud Søn til sine egne, som ikke alle tager imod ham.
Vor nuværende situation kan være en anledning til at tage imod ham, både for at få den hjælp og opmuntring, vi har brug for, og for at lade vort liv ændre af ham, noget som måske længe har været aktuelt, men som vi først nu bliver foranlediget til. Selv om det er dramatiske begivenheder og ekstraordinære situationer, som gør mest indtryk på os, er vort liv også en hverdag, en hverdag med Gud, hvor vi dag for dag skal forsøge at gøre fremskridt i hellighed. Disse fremskridt udebliver måske, fordi vi har været vant til at have kontrol over vort liv og vor situation. Pandemien viser, at det ikke altid er muligt. Pandemien skal ikke betragtes som en straf, måske nok som en krise, men dermed også som en mulighed i hvis skygge, vi lettere kan se verdens lys, Jesus Kristus.
Vi har også brug for dette lys, Jesus Kristus, til at lede os i de andre udfordringer, som i hvert fald mediemæssigt nemt bliver nedtonet i pandemiens skygge: krig og ufred, uretfærdighed, klimaudfordringer, fragmentering af lande og verdenssamfundet, også splid i Kirken og afdækning af de svagheder, som mennesker påfører den. Ikke alt er vi herre over, men alligevel ikke uden indflydelse på. Den enkeltes personlige omvendelse, villighed til at dele og give afkald, erkendelse af behov for tilgivelse, kirkeligt samfundssind er alt sammen noget, som tæller i menneskehedens store og kollektive forvandling.
I vor egen helliggørelse lærer vi, at vi ikke skal fremhæve vore egne fortjenester, og heller ikke får at vide, hvor stor en forskel, de gør i Guds øjne. Alligevel skal vi blive ved med at gøre gode gerninger, fordi der kan opstå uretfærdighed og stilstand, hvis vi lader være. Hvis vi gør de gode gerninger i tillid til Guds nåde og hans bedømmelse af dem, kan vi have stole på, at de hverken er forgæves eller nytteløse.
Sådan er det også med vort bidrag til verdens og Kirkens forvandling. Vort eget bidrag kan synes ubetydeligt, måske højst virke som en trøst for os selv; men alt, hvad hver enkelt af os gør af godt, er med til at gøre verden og Kirken bedre. Dog er det ikke vor fortjeneste, men det evige Ords, altså Jesu Kristi fortjeneste. Vore gode gerninger er også en frugt af at tage imod ham, ikke mindst som hans egne, dem der allerede kender Ham. Kirken, vort land, vort kontinent, vi selv er, hvad Kristus kan kalde for sit eget, fordi vi hver på sin måde bekender ham. Kirken, naturligvis, men selv dér kan Kristus blive væk, hvis vor kristendom forbliver vane og kultur, vort land og vort kontinent, hvis de ikke bevarer og bygger på den kristne arv, og vi selv, hvis vi kun er kristne af navn eller med forbehold. Lad os derfor prøve på på ny at tage imod Kristus, ikke som én der overraskende kommer for første gang, men som allerede er der, og som vi opmærksomt skal lytte til og følge. På denne måde vil vi også være med til at inkarnere Guds Ord, gøre det synligt og forståeligt for andre. Guds Ords menneskevordelse var en suveræn handling fra Guds side, som kun han kunne sætte i gang. For at andre kan erfare menneskevordelsen har Gud dog brug for os til være med til at synliggøre den, både ved at vidne med vor livsførelse og ved at forkynde. Når Gud bygger på os, øger han sin sårbarhed; men hvis vi tager imod ham, når han melder sig, oplever vi at blive hans børn. Barnekår hos Gud er et gode, som udtrykker hans værdsættelse af os; men samtidig også ansporer os til at hjælpe andre frem til barnekår hos Gud med vor interesse og omsorg for dem. Så bliver menneskevordelsen ikke noget abstrakt, men en erfaret gudsnærhed til både vor egen og andres frelse.
Amen.