Fastetiden er en årligt tilbagevende del af kirkeåret, som vi skal lade os udfordre af, tage som en chance til at fordybe os i vor tro og i måden, vi lever den på, herunder også i forhold til vore medmennesker.
Fastetiden har på dansk fået navn efter den praksis, der på en særlig måde skal kendetegne den, nemlig at faste, ikke bare ved at spise mindre, men også ved i videre forstand at give afkald. At give afkald skal give en højere mening end blot at vise, at der er noget, vi kan undvære. Hvis der ikke er denne højere mening, kan det også være svært at blive motiveret til blot at faste, at se meningen i at give afkald på ting, man i vidt omfang er berettiget til at nyde godt af.
I sit fastebudskab for i år siger pave Frans, at fastetiden er en tid til at tro, til at byde Gud velkommen i vort liv og lade ham ”tage bolig” i blandt os (jf Joh 14,23). Det er naturligvis et meget målrettet forehavende, som man skulle tro, bare krævede lidt god vilje. Men vanskeligheden med at tro og byde Gud velkommen i vort liv ligger ikke primært i, at erkende hans eksistens, men i, at der er så mange ting, der distraherer os og får en højere prioritet på vor værdiskala. En stræben efter materielle goder og brugen af dem kan betyde, at den tid, vi bruger på at erhverve dem og give os hen til dem gør, at der bliver mindre tid til Gud og mindre overskud til vore medmennesker og mindre sans for deres nød.
At faste betyder således ikke kun at give afkald på noget, der optager megen plads i vort liv, men ligeså meget i at give plads til det, der virkeligt bør fylde, nemlig Gud og alt det, der giver os mulighed for fællesskab med ham, især Kirken og sakramenterne. Et oprigtigt liv med Gud vil også skærpe vor sans for vore medmennesker, ikke først og fremmest for at sikre os mod kritik for ikke at leve det, vi tror på, men for at erfare og give udtryk for, at kærlighed til Gud og næstekærlighed hører uløseligt sammen.
Selv om fastetiden er der hvert år, er der i år en særlig chance for at få noget ekstra ud af den. Det er ganske vist en chance, som vi allerhelst havde været foruden, nemlig den situation, som coronapandemien har sat os i. Som det er nu, kunne vi spørge, hvad vi skal give afkald på, når vi i forvejen er berøvet så meget eller har fået ekstra udfordringer. Fornøjelser og adspredelser, inkl. kulturelle oplevelser og samvær med andre er yderst begrænset, ikke mindst for plejehjemsbeboere og andre ældre og særligt udsatte. Nogle er måske ramt hårdt på økonomien og truet på deres levebrød. Mange forældre skal passe både arbejde og børnenes hjemmeundervisning, unge under uddannelse er usikre på deres umiddelbare fremtid.
Selv om vi ikke bare skal gøre en dyd af nøden, kan vi godt prøve på at se, om der ikke alligevel er noget positivt, vi kan få ud af situationen. De mange udfordringer og afsavn kunne få os til at fortvivle og give op; men de kan også være en anledning til at opdage eller genopdage, at Gud er der, og at han er den eneste, som kan afvende pandemien, trods de mange ting vi som mennesker både kan og skal gøre og overholde for at hindre smitte.
Selv om tiden under pandemien er mest præget af afsavn, er der også noget, som nogle af os har fået mere af, nemlig tid, fordi mange ting er aflyst eller umuliggjort. Dette ufrivillige overskud af tid er også en mulighed, ikke bare for at få gjort noget ved praktiske ting, vi har måttet lade ligge eller ikke har haft overskud til at gøre noget ved. Det kan også betyde mere tid til bøn, fordybelse, læsning samt tid til andre mennesker, hvis ikke til besøg, så til anden form for kontakt eller anden måde at engagere sig for dem på.
Coronaen har forårsaget eller skubbet til mange ting, som har øget usikkerhed og ustabilitet på verdensplan og i de enkelte samfund. Også livet i Kirken er påvirket. De mange restriktioner kan bevirke, at vore religiøse praksis bliver brudt, når vi ikke kan komme i kirke eller engagere os i menigheden. Gode kirkelige vaner bliver opgivet, og måske opstår der hos nogle en fornemmelse af, at meget af det er noget, man egentlig godt kan undvære og ikke længes efter. Det er så meget desto værre, som det sker i en tid, hvor Kirken står med så mange udfordringer: Mangel på lydhørhed for sit budskab, nogle steder en svækket troværdighed, andre steder igen, også herhjemme, indskrænkelse af frihed og rettigheder, frakendelse af relevans for samfundet og anklage om at modarbejde det.
Der, hvor vi kan, forsøger vi at møde disse udfordringer; men forudsætningen for, at det kan lykkes er, at vor tro på Gud er urokket, at vor kærlighed og tillid til Kirken ikke svækkes og, at vi er bevidste om vor tro og om betydningen af vort engagement. Selv om alt dette er på plads, bliver vi ikke nødvendigvis forskånet for udfordringer, men vi bliver overbevist om, at vor tro er værd at kæmpe for, vi får mod og argumenter til at forsvare os, og ikke mindst vil et troværdigt vidnesbyrd svække kritik.
Pave Frans fremhæver i sit fastebudskab de tre klassiske fastetidsremedier – faste, bøn og almisse – til at få styrket de tre grundlæggende dyder – tro, håb og kærlighed. Faste, bøn og almisse kan på én gang se ud af så lidt og samtidig virke uoverkommeligt eller i hvert fald svært at komme i gang med. Men lykkes det for os, bare skridtvist, så opgivelse af det, der giver os sikkerhed (faste) give plads til Gud og øge vor tro. Bønnen vil være en frugt at troen og udtrykke tillid til, at Gud hjælper og derved giver os håb. Almissen vil konkretisere vor næstekærlighed og dermed gøre vor tro troværdig.
Denne fastetid falder sammen med, at det er et år siden, at coronaen for alvor fik tag i verden. Jeg ønsker for os alle, at vi bruger de midler, fastetiden giver os, til at lade Gud forny sit indtog i vort liv og derved styrke håb og fortrøstning og lade vore medmennesker, både nære og fjerne, blive hjulpet af vor næstekærlighed.
Den 16. februar, 2021
+Czeslaw

