Biskop Czeslaw modtager “Pro Redemptione”-pris

Fem prismodtagere fra teologiens verden samt fra det bredere felt af sjælesorg og evangelisering modtog statuetterne “Pro Redemptione” – priser uddelt af Redemptoristforlaget og kvartalsskriftet Homo Dei. Højtideligheden fandt sted i Krakow d. 6. november 2025, på tærsklen til årsdagen for Redemptoristordenens grundlæggelse (9. november 1732) og i anledning af 30-års jubilæet for Homo Dei-forlaget.

I år blev priserne uddelt i fem kategorier:

- Pater og professor Edmund Kowalski CSsR modtog prisen for mangeårigt samarbejde med kvartalsskriftet Homo Dei.

- Pastor Teodor Sawielewicz, grundlægger af portalen Teobańkologia, modtog prisen for præster, der skaber nye og interessante former for evangelisering blandt unge.

- Pastor Marek Gancarczyk, mangeårig chefredaktør for Gość Niedzielny (polsk udgave af Our Sunday Visitor) og nu leder af portalen Opoka.pl, modtog prisen for omsorg for præsters åndelige og faglige dannelse.

- Biskop Czeslaw Kozon modtog prisen for at være præst af polsk afstamning, der arbejder i Danmark. (Pater Wieslaw Podlach modtog prisen på biskoppens vegne, da biskoppen ikke kunne være med til prisoverrækkelsen.)

- Pastor og professor Krzysztof Góźdź fra det Katolske Universitet i Lublin modtog prisen for videnskabelig indsats og livsvidnesbyrd.

Redemptoristforlagets Homo Dei “Pro Redemptione”-pris blev indstiftet i 2014. Dens formål er at anerkende og hædre især præster, der gennem forfatterskab, pastoralt arbejde og samarbejde med det teologisk-pastorale kvartalsskrift Homo Dei yder et væsentligt bidrag til åndelig udvikling i bred forstand.

Se evt. mere om Homo Dei på forlagets hjemmeside her (på polsk).

Skrevet af Pater dr Piotr Koźlak CSsR, Homo Dei-forlagets direktør og chefredaktør for kvartalsmagasinet Homo Dei (oversat, redigeret og forkortet af Ewa Angela Wegener)

Billede: Homo Dei-forlaget