De tre bibelske læsninger*, vi lige har hørt, illustrerer forskellige aspekter af begrebet martyrium. Når vi vil forklare, hvad et martyrium er, siger vi gerne – hvad der også er rigtigt – at det er, når et menneske lider og dør for en sag, i vor sammenhæng som kristne, for vor tro. Hvis vi kun forblev ved det aspekt, altså at dø for sin tro, så ville martyrer blot være mennesker, der var seje og udholdende, måske ligefrem stædige, og ikke til at rokke fra deres overbevisning.
Nu er det sådan, at ordet ”martyr” på græsk ikke umiddelbart antyder noget om en blodig død. Ordet betyder vidne, og en martyr er således først og fremmest en person, der aflægger et vidnesbyrd, hvilket man også kan gøre uden at miste livet eller lide nogen form for overlast i det hele taget. Et blodigt martyrium er således ikke blot noget, der sikrer martyren en plads i himlen, altså gavner den konkrete person. Det er ikke mindst noget, der skal hjælpe andre mennesker, både med at blive overbevist om den kristne tros sandhed, som det er værd at dø for, og med – hvis det skulle blive situationen – selv at forblive udholdende i en udfordrende situation.
Når en kristen står over for en situation, hvor han eller hun får valget mellem at fornægte sin tro eller dø for den, så vil valget af martyriet være et udtryk for en stor kærlighed til Gud og overbevisning om hans eksistens og relevans. Vi har lov til at forestille os, at mennesker, der er truet på livet for deres tro, måske også har følt sig i et dilemma, har været bange, været fristet til at fornægte deres tro, ikke af overbevisning, men for at redde livet, og som så alligevel har valgt at gå i døden for den.
Læsningen fra anden makkabæerbog er en meget klassisk martyriumsskildring. Umiddelbart kunne nogen mene, at det at dø for ikke at spise svinekød er en meget lille sag. Det, der er vigtigt for de makkabæiske brødre og deres mor, er at være trofast mod Gud og mod deres identitet; men derigennem er de også blevet vidner for både deres samtidige trosfæller og for eftertiden. I kapitlet forinden hører vi om den gamle Eleazar, som får tilbudt at få serveret noget kød, som ikke er svinekød, så han derved kan redde livet ved at lade det se ud, som om han følger Kongens påbud om at overtræde moseloven. Eleazar afviser dette lokkende tilbud med ordene: ”Det er ikke værdigt for en én i vores alder at foregive noget, så mange af de unge kunne antage, at den halvfemsårige Eleazar var gået over til hedenskab (2. makk. 6,24)” For Eleazar, de makkabæiske brødre og deres mor var det således afgørende ikke at vække forargelse eller svække nogens tro, kort og godt at aflægge et troværdigt vidnesbyrd for på denne måde at styrke og opmuntre andre, ikke mindst, hvis de er svage eller vaklende i deres tro.
Det er ikke kun i Bibelen og i Oldkirken, men til alle tider, at mennesker har vist tro og udholdenhed. Også nu til dags må mennesker lide for deres tro, ja også dø for den. Både fortidens og nutidens martyrer skal således tjene os til opmuntring og hjælpe os med at holde ud i de udfordringer, som vi kan komme ud for p.gr. af troen.
I den anden læsning giver Paulus en lidt mere detaljeret beskrivelse af, hvad vi kan komme ud for som kristne; men samtidig giver han også meget håb. Han opremser en hel række situationer, som han skildrer som udfordrende, men alligevel ikke så slemme. Vi kan være trængte, men har alligevel vor frihed. Vi kan være tvivlrådige, dvs. have store spørgsmål, uden at være fortvivlede, dvs uden at have mistet håbet. Vi kan være forfulgte, men alligevel behøver vi ikke at føle os forladte eller svigtede. Vi kan blive slået til jorden, dvs berøvet al kraft og indflydelse; men vort vidnesbyrd, vor mission vil fortsætte og have sin virkning.
Paulus taler i flertal til korintherne: Vi er trængte, vi er tvivlrådige osv. og mener dermed hele det kristne fællesskab. Hvis man står alene i en sådan situation, kan man måske være mindre optimistisk og virkeligt føle sig forladt og rådvild. Men når Paulus mener hele det kristne fællesskab, så er det også let at se, at han har ret. Guds kirke har bestemte steder og til tider været forfulgt, men har alligevel klaret sig, måske et stykke tid være forhindret i udøve sin mission, men er så alligevel kommet tilbage. Paulus’ ord gælder også ganske særligt for jeres fædreland. Kirken har været forfulgt, men er ikke udslettet, tusinder af enkeltpersoner har lidt for deres tro, men har ikke mistet den og har bevaret iveren efter at udøve den og give den videre. Guds Kirke vil således nok kunne forfølges og få sine rettigheder begrænset: men den kan ikke udslettes. Det har utallige martyrer og bekendere bevist.
Selv om en fysisk og måske blodig forfølgelse ikke er behagelig, så er det en større fare for Kirken, hvis dens medlemmer bliver slappe i troen, ikke synes, den er relevant, ikke forsvarer den, ikke giver den videre, ikke understøtter Kirkens liv. Under sådanne forhold kan troen forsvinde langt hurtigere, end hvis der var tale om en konkret forfølgelse. Selv om vi kan glæde os over, at vi lever i et land, hvor man ikke bliver direkte forfulgt for sin tro, så må vi være så meget desto mere bevidst om vor tro og nære den med bøn og modtagelse af sakramenterne. Hvis vi ikke gør det, vil troen forsvinde nærmest af sig selv, uden at nogen aktivt og direkte forfølger os. Det er den udfordring, vi lever med i vores del af verden. Derfor er det så vigtigt, at vi værner om de trosmiljøer, vi har, vore familier, vore menigheder, foreninger og gør dem til levende fællesskaber, hvor troen er bevidst, bliver delt og givet videre. De ældre af jer har bragt dette grundlag med jer fra jeres fædreland og givet det videre til jeres børn og børnebørn. Nu er det de yngre iblandt jer, som har denne opgave. Denne opgave er måske vanskeligere end for de tidligere generationer, kræver en større og mere bevidst indsats, men opgaven er ikke umulig og slet ikke, hvis man er flere om den og således kan dele glæde og håb, søge og finde støtte og opmuntring.
I evangeliet fører Jesus os på en måde tilbage til situationen i første læsning. Der tales om, at noget må dø for at kunne give liv. De makkabæiske brødre og den gamle Eleazar var ikke kun optaget af selv at blive frelst ved deres udholdenhed, men også af at være eksempler for andre på tro og udholdenhed. Det samme er Jesus. I lignelsen om hvedekornet tænker han først og fremmest på sig selv og sin lidelse. Fordi han døde, er der kommet mere liv, er der kommet liv til andre gennem hans frelsergerning., akkurat, som det ene hvedekorn ved at gå i opløsning i jorden bliver til nye og flere hvedekorn, der kan nære andre. Men Jesus taler ikke kun om sig selv. Det sindelag, som Jesus viste ved at være villig til at dø for vor skyld, skal vi også hver især have. For at noget godt kan ske og gives videre, må man nogle gange give afkald på egne fordele. Det gælder på alle områder i menneskers liv. Det ved forældre, ægtefæller og venner, alle, der er opmærksomme på andres behov. Det har alle, som har lidt og er døde for deres tro, bevidst eller ubevidst, givet udtryk for. Deres afsavn, deres lidelser, deres stærke og urokkelige vidnesbyrd har sørget for, at troen har overlevet og er blevet styrket ved deres eksempel. Det er derfor, vi år for år fejrer martyrernes fest; men vi ved også, at vi ikke kun gør det for at mindes dem og sige tak for deres vidnesbyrd. Vi må og skal også samles til denne fejring for selv at lade os minde om, hvor vigtigt det er, at bevare vor tro og leve efter den.
De vietnamesiske martyrer et det naturlige tema for hvert års valfart. I år fejrer vi også jubelåret, som har håbet som sit særlige tema. Håb er netop, hvad der skal bringe os igennem trængsler og hjælpe os med ikke at blive afskrækket af dem, når vi ser dem nærme sig. I de situationer, som Paulus beskriver og som ikke skal gøre os bange, er det netop håbet, som skal give os mod. Håb er en gave, en guddommelig dyd, som Gud giver os. Men som alle dyder skal det praktiseres for at virke og gøre en forskel. Ved at leve i vore familier og ved at færdes i de kirkelige miljøer kan vi få vort håb næret, og samtidig er vi også med til at give det videre til andre. Jeg ønsker for os alle, at ogsådenne valfart må være en inspiration til vort liv i Kirken herhjemme, så vor kristne dagligdag både tjener til vor egen vækst i troen, som inspiration til at tjene andre og til gennem vor rolle som borgere at præge samfundet med Guds riges værdier. Amen.
*Læsninger: 2. Makk 7,1. 20-23. 27b-29 2. / Kor. 4,7-15 / Joh. 12,24-26