Som menneskehed, men ikke mindst som Kirke, er vi en del af en større og længere historie. Mange mennesker lever på mange måder i nuet, måske med en vis bekymring for den nærmeste fremtid, mens fortiden ofte ignoreres som irrelevant, selv om det, der er foregået i den altid har én eller anden betydning for den tid, vi lever i, fordi fortiden både skaber, belærer og forklarer.
Som Kirke er sammenhængen mellem fortid, nutid og fremtid helt afgørende. Gud har talt til menneskeheden op gennem historien, vist os opmærksomhed ikke mindst i form af kærlighed, har sluttet pagt med mennesker og stillet os noget i udsigt. Hvad vi tror på og er som Kirke, skylder vi Guds mest afgørende indgreb i historien, nemlig hans Søns menneskevordelse. Guds Søn kom til jorden for at være Gud med os, være et eksempel på uselvisk livsførelse, give os nyt håb, når ting er kørt fast for os, hvad enten det skyldes vore egne fejl eller omstændighederne, og endelig for at stille det evige liv i udsigt for os. Vi er Kirke her og nu for at præge den verden, vi lever i, ved at øse af det, som Kristus har givet sin Kirke, og for at leve frem imod engang at møde ham i det evige liv. Det kommer også til udtryk i dagens to bibelske læsninger. Vi hører om, at Josva sammen med gudsfolket fornyer og lover troskab mod den pagt, som Gud har sluttet med det, og i evangeliet hører vi om, hvordan Jesus, på en lidt brutal måde, fortæller, at han er opfyldelsen af, hvad Gud har lovet i den gamle pagt.
Disse tre aspekter – at leve af fortidens løfter, aktualisere dem i nutiden og have blikket rettet mod fremtiden, incl. evigheden – gælder hele Kirken; men skal naturligvis også afspejles i den enkelte menigheds liv. Selv om vi aldrig må glemme, at vi som Kirke er en del af et større fællesskab – på verdensplan og i det enkelte bispedømme – så er det i den enkelte menighed, at den kristne dagligdag leves.
Hvordan hænger alt det lige nævnte, de store linjer, sammen med den begivenhed, vi er samlet for at fejre, Sct. Bents kapels 100-års jubilæum. Når vi fejrer vore menigheders og kirkers jubilæum, gør vi det i taknemmelighed for fortiden, for at markere, at vi stadig er der og for at udtrykke vilje til og ønske om fortsat at være der.
I dagens fejring er vi måske lidt mere beklemte og tænker, at vi egentlig kun har fortiden at gøre noget ud af. Vi har et bemærkelsesværdigt smukt kapel, bygget og indrettet med nidkærhed og originalitet, men nu med kun et sparsomt liv omkring sig og derfor også med en vis ængstelse og usikkerhed over for fremtiden. Hvad skal der blive af kapellet, hvis det ikke længere danner ramme om bare et beskedent menighedsliv, og hvordan sikrer vi midler til at bevare det og hvorfor?
Ærlige og realistiske svar på disse spørgsmål kunne have fået os til at droppe alle tanker om jubilæumsfejringer for ikke at hengive os til ren nostalgi. I betragtning af, hvordan vi i bispedømmet har måttet omstrukturere og nytænke brugen af vore ressourcer, vil nogen måske undre sig over, at kapellet stadig er der; men hvor vi så også kan sige rent ud, at dets skønhed og originalitet har reddet det og nærer ønsket om at bevare det.
Selv om kapellets betydning for et menighedsliv er yderst begrænset, har vi alligevel lov til at fejre for i hvert fald at lade os minde om nogle ting ved det at være kirke. Igen kan vi sige, at kapellets opståen skyldtes en original præsts livs tilskikkelser, men også visioner og æstetisk sans. Og netop de to sidste ting er noget, vi altid skal kunne mobilisere og lade os bevæge af. Kapellet og pastor Schindlers engagement bragte Gud tæt på mennesker i en tid med begrænset mobilitet, men også i en tid, hvor Kirken herhjemme voksede. Det gør den stadigvæk, men fylder nu blot for det meste de rammer, der for størstedelens vedkommende blev skabt for 100 år siden og før som udtryk for pionerånd og visioner samt opmærksomt øje for de pastorale behov hos datidens hyrder.
Hvad kan vi så tage med fra dagens fejring? Selv om vi er forholdsvis få samlet, så er vi samlet som Kirke, som en repræsentation af Kirkens store fællesskab, der altid er virkeligt og garanteret Kristi opmærksomhed, fordi i dag mere end to eller tre er forsamlede i hans navn. De to læsninger, vi har hørt, er aktuelle mere p.gr. af vor status som Kirke end som en understregning af dagens begivenhed. De første, der frekventerede Sct. Bents kapel, så lille en skare, det end var, var samlet som Guds folk, der ligesom folket i den gamle pagt gav udtryk for, at de gerne i vor tid ville være hans folk med omvendelse og tilbedelse og høre til et sted. Jesu dramatiske rensning af templet virker umiddelbart som et næsten destruktivt opgør med fortiden, en afskrivning af det, der mere end noget for jøderne var billedet på Guds nærvær blandt sit folk, nemlig templet. Som Jesus dog også siger, så kom han ikke for at ophæve, men for at fuldkomme, i dette tilfælde for at sige, at han er mere end templet, han er selv garanten for Guds nærvær i sit folk. I stedet for på en meget konkret måde at fiksere Guds nærvær i én bygning eet bestemt sted på jorden, garanterede Kristus, at han kunne og ville være til stede overalt, hvor mennesker er samlet i hans navn. Det er han stadigvæk, når I de enkelte gange samles her i Rudkøbing, når man samles hver søndag i Svendborg og i bispedømmets andre kirker og i Kirken verden over.
Selv om de første kristne ikke havde faste gudshuse var det ikke, fordi de i tempelrensningen så et forbud eller en anvisning på ikke at have særlige sakrale bygninger. Så snart, det kunne lade sig gøre, blev kirkebygninger en naturlig del af det, at udtrykke sin kristne tro, og sådan har det været lige siden. Vi har bygget alt, lige fra katedraler til huskapeller med det dobbelte formål at ære Gud og have et sted at samles, men også gennem måden at bygge og indrette på både udtrykke vor tro, og i de ting, vi skaber, finde inspiration og forklaring. Sådan er det også med dette kapel. Pastor Schindler og hans kunstnervenner var opsatte på at skabe et miljø, der forenede fromhed og æstetik i et rum, der skulle tjene et praktisk formål, nemlig samle menigheden.
Som tiden er gået, er demografien ændret, og de praktiske behov ikke indlysende på samme måde, samtidig med, at de er blevet vanskeligere at imødekomme. Derfor er dagens fejring nok mere retrospektiv end fremadrettet. Alligevel er der grund til at fejre, at for hundrede år siden kunne noget smukt skabes med beskedne midler og inden for snævre rammer, men båret af personligt, også pastoralt engagement, krydret med et legitimt strejf af excentricitet.
Selv om kunstnerisk skønhed er noget ydre, der i nødsfald må undværes, så vil skønhed altid være noget, der afspejler Guds storhed. Fordi Gud som væsen er immateriel og usanselig, har vi måske svært ved at bruge begrebet skønhed om ham; men den synlige skønhed er også billedet på noget, der overgår vore sanser.
Vor salige Niels Steensen har formuleret de berømte ord: ”Skønt er det, vi ser, skønnere det, vi forstår, men langt skønnere er det, vor forstand ikke kan rumme.” Han kunne som videnskabsmand om nogen imponeres af det i Guds skaberværk, som sanserne kan registrere, men erkendte også, at begrebet skønhed kan anvendes på noget, som ligger ud over sanserne og må ses med troens øjne.
I al beskedenhed ville skaberne af Sct. Bents kapel markere noget af det samme. Vi beundrer med taknemmelighed deres engagement dengang og glæder os over, at resultatet deraf stadig er bevaret. Det var fortid og nutid. Lad os lægge fremtiden i Guds hånd. Amen.
Læsninger: Josv. 24,14-29 og Joh. 2,13-22