For 850 år siden blev Nordens første johanniterkloster grundlagt.
Når man kører ad motorvej E20 fra Storebælt mod København, ser man på venstre side ved Slagelse nogle ruiner på en skrænt. Det er de synlige rester af Nordens ældste og største johanniterkloster, Antvorskov. Som alle andre katolske institutioner ophørte dets oprindelige virksomhed på reformationstiden.
Johanniterordenen er måske ikke så kendt mere. Den har siden ca. 1530 været kaldt Malteserordenen. Dens forhistorie begynder omkring 1048, hvor nogle handelsfolk fra Amalfi i Italien begyndte at pleje syge pilgrimme i et hospits tæt ved Gravkirken i Jerusalem. Hospitset, som var indviet til Johannes Døberen, blev ledet af den salige Gérard (ca. 1040 – 1120), der regnes for ordenens grundlægger og første stormester. I 1113 godkendte pave Paschalis II ordenen, hvis militære medlemmer – ridderne – snart begyndte at beskytte pilgrimme i Det Hellige Land.
I takt med muslimernes ekspansion måtte ordenens hovedkvarter flyttes længere væk fra Jerusalem (Rhodos 1310-1522, Malta 1530-1798). I det meste af Europa blev der bygget johanniterklostre, alle med hospitser. I 500 år var ordenen også en betydelig flådemagt i Middelhavet og deltog i forsvaret af det kristne Europa. Ordenens motto Tuitio fidei et obsequium pauperum (Forsvar for troen og tjeneste for de nødlidende) stammer fra 1400-tallet og angiver dens to formål. I 1798 fordrev Napoleon ordenen fra Malta, og i 1834 blev et nyt hovedkvarter oprettet i Rom, hvor ordenens stormester og ledelse fortsat befinder sig. Ordenens ejendomme i Rom er eksterritoriale, og den anerkendes folkeretsligt som en selvstændig nation, har permanente observatører i bl.a. FN og WHO og diplomatiske forbindelser med 108 lande.
Grundlæggelsen
Der er ikke bevaret noget skriftligt om, hvornår johanniterne kom til Danmark. Franciskaneren Peder Olsen (ca. 1490-ca. 1570) har i sine samlinger af historiske informationer en kronologisk liste over vigtige begivenheder, hvor han har skrevet, at klosteret blev grundlagt i 1170 af kong Valdemar den Store og biskop Absalon af Roskilde: 1170 fundatur Andvordskog a Waldemaro I. & Absalone Episcopo Roskildensi. Dette årstal regnede man med i lang tid, men nutidens historikere argumenterer for, at grundlæggelsen allerede fandt sted i 1160’erne.
Da Valdemar den Store blev konge i 1157, indledtes en længere periode med et stærkt kongedømme. Absalon var biskop af Roskilde fra 1158-1192 og Eskil ærkebiskop af Lund 1137-1177. En strid mellem Valdemar og Eskil medførte, at Eskil måtte tage til udlandet, hvor han bl.a. opholdt sig i Paris og var på pilgrimsrejse til Jerusalem i 1164. Senere det år kunne han vende tilbage til Danmark og blev forsonet med kongen. I udlandet kan Eskil have mødt johanniterne og i Jerusalem kan han have talt med ordenens stormester Gilbert d’Assily. Da Eskil var stærkt interesseret i at få nye ordener til Danmark, lyder det sandsynligt, at han traf de fornødne aftaler om, at johanniterne kunne etablere sig her. Ved hjemkomsten kunne forsoningen med kongen besegles med et fælles projekt, som både tilgodeså kirkeligt-karitative og militære opgaver.
Den afdøde svensk-danske katolske historiker Tore Nyberg og andre historikere argumenterer på denne måde og mener, at grundlæggelsen i Antvorskov skete ca. 1164, måske lidt senere, men senest 1170. Initiativet var Eskils, Absalon gav som lokal biskop tilladelse og Valdemar donerede de fornødne ressourcer (landområde og indtægter).
Klosteret var indviet til Treenigheden, Jomfru Maria og Johannes Døberen.
Udbredelse og udvikling
I løbet af middelalderen etablerede johanniterne sig seks steder i Danmark. Foruden Antvorskov var det i Odense (1280), Viborg (1284), Ribe (1311), Horsens (mellem 1360 og 1390) og Dueholm Kloster i Nykøbing Mors (ca. 1370). Desuden var der i kortere perioder johanniterhuse i Nyborg, Svenstrup ved Ringsted, Lund og Maskenholt på Rügen.
Fra Antvorskov blev ordenen udbredt til Sverige: Eskilstuna (ca. 1170), Stockholm (1334), Köpinge på Øland (1469) og Kronobäck nord for Kalmar (1479). I Norge blev der før 1177 oprettet et kloster i Værne ved Moss. Klosteret i Antvorskov var ordenens hovedsæde i Norden, som udgjorde provinsen Dacia. Ordenen indtog en stærk stilling i Norden, idet kongerne i de tre lande næsten altid støttede den og gav den privilegier. Den 26. maj 1505 bekræftede et pavebrev, at alle klostre i Dacia skulle have de samme privilegier som Antvorskov. Hvert kloster blev ledet af en klosterprior, der havde en kirkeprior under sig, som havde ansvaret for kirken og dens drift. Navnene på godt 20 priorer i Antvorskov er kendte. Mange af dem havde sæde i Rigsrådet.
Pave Leo X tillod 8/12 1516 prior Eskil Thomesen at bære pontifikalier, hvilket kan ses på hans gravsten (nu delvist ødelagt). Det betød, at han bl.a. måtte bære mitra, stav og ring, som abbeder også ofte måtte, og desuden kunne han udføre visse biskoppelige funktioner, der ikke krævede bispevielse.
Ved reformationen blev det forbudt at optage nye medlemmer. Sammen med de lutherske restriktioner blev det begyndelsen på enden for johanniterne i Danmark. Prior Eskil Thomesen bekæmpede det lutherske, så godt han kunne. I 1580 byggede Frederik II hele klosteret om til slot, og der var strenge straffe for fortsat at kalde det kloster. Kronen solgte 1774 det hele på en auktion til en privatmand, og bygningerne blev nedbrudt. Det er måske herfra, inspirationen er kommet til den overskrift, der står på en af informationstavlerne fra de kulturelle myndigheder i Slagelse: ”Fra internationalt magtcentrum til genbrugte mursten”? H.C. Andersen legede som skoledreng på ruinerne, som han kaldte ”min barndoms Pompeji”. Ca. 1830 valgte man at tildække de resterende murrester med jord.
Ruinerne
De ruiner, man kan se i dag, er kun en brøkdel af klosteret, som var Nordens største johanniterkloster. Der har været foretaget flere større arkæologiske udgravninger, som har frilagt ruinerne, men som kun sporadisk har afsløret omfanget af resten af klosteret. De øvrige bygninger, som sammen med kirken har udgjort et firfløjet anlæg, har ligget ovenfor ruinerne, hvor der nu er skov. Klosteret har haft en god beliggenhed ved hovedlandevejen mellem Storebælt og København. Johanniterklostre blev ofte anlagt i nærheden af en større by, hvilket også er tilfældet her ved Slagelse.
De synlige ruiner er hovedsageligt fra omkring 1200 og er blandt de første murstensbygninger i Danmark. Man ser en ca. 20 m lang mur og to større bygninger med mure i op til 4-5 meters højde. Den ene bygning måler 7 x 13 meter og har været hvælvet, og den anden er 8 x 15 meter med en høj kælder og mindst en etage mere. I et hjørne af den øverste etage har der været et toilet (en ”hemmelighed”), og rummene har været opvarmet med et varmluftanlæg (hypocaust). Desuden er der en udbygning på 5 x 4,5 meter. Det kan være vanskeligt at identificere de enkelte bygninger i et johanniterkloster, da ordenen ikke har en generalplan for, hvordan et kloster skal indrettes, sådan som det er tilfældet med andre ordener. Arkæologerne gætter på, at disse rum kan have været anvendt til hospital, måske også spisesal, og det mindre rum kapel.
… men der er mere …
Klosterkirken, der målte 62 x 13 meter, var den femtestørste kirke i landet, kun overgået i størrelse af domkirkerne i Århus og Roskilde, Vor Frue Kirke i København og klosterkirken i Mariager. Bygningsdele og inventar er blevet spredt efter reformationen: En kirkeklokke fra 1490 har siden 1817 været i Vor Frue Kirke i København, et par ægyptiske stensøjler står foran kirkegården i Korsør, en ottekantet søjlekapitæl er blevet døbefont i Sankt Peders Kirke i Slagelse, som også har nogle korstole. Der findes en del fragmenter af gravsten fra kirken. På Nationalmuseet har man fra Antvorskov klosterkirke bl.a. Danmarks største alterkalk samt flere andre kalke og patener. Desuden er der bevaret en del segl fra klosteret og dets priorer.
Besiddelser og økonomi
Antvorskov havde omfattende godsbesiddelser i det meste af Danmark, især på Sjælland. Man regner med, at klosteret ejede op til 6.000 tønder land, hvilket gjorde det til det næststørste i landet, kun overgået af cistercienserklosteret i Sorø. Meget af det var doneret af adelige i forbindelse med, at de på deres gamle dage indgav sig i klosteret. Dette var en udbredt praksis, også hos andre ordener.
Næsten fra begyndelsen fik johanniterne en fast indtægt til deres virksomhed i ind- og udland: Valdemar den Store indførte en årlig skat på 1 penning fra alle husstande til dem (huspenning), hvilket blev bekræftet af kongerne i 1244, 1441, 1473 og 1476. Man samlede løbende ind til ordenens arbejde i Det hellige Land.
Forsvare troen, hjælpe de syge
Johanniterne var inddelt i tre klasser: Riddere, præster og sygepassere. Der er kun bevaret lidt om antallet af ordensmedlemmer. Der har nok kun været få riddere i Danmark, og nogle af dem gjorde sikkert tjeneste under korstogene. I 1417 fik prioren af Dacia, Hemming Laurentzen, tilladelse til at optage seks riddere. I 1507 noterede stormesteren, at der ingen riddere var i Dacia. Meget tyder på, at johanniterne fra Antvorskov var involverede i kong Valdemar Sejrs korstog til Estland i 1219. Det var under dette korstog, Dannebrog angiveligt dalede ned fra himlen under et slag i Tallinn i Estland. Det er meget muligt, at dette flag var kraftigt inspireret af Johanitterordenens banner, et hvidt kors på rød baggrund, som kan have været bragt med til Estland.
Der er ikke bevaret mange efterretninger om hospitalsvirksomhed i Antvorskov, men i alle johanniterklostre var der hospitaler. Man ved dog, at man i Antvorskov, Ribe, Horsens og Dueholm også tog sig også af spedalske. Sygepasserne anvendte bl.a. lægeurter. I Antvorskov blev der i 1964 fundet lægeurter, som blomstrede, efter at en del jord var blevet flyttet året før. Nogle af klostrene havde også skoler, bl.a. i Antvorskov, Odense, Dueholm. Således indgik johanniterne i den omfattende sundhedsmæssige, sociale og kulturelle indsats, som blev båret af Den katolske Kirke i middelalderen.
Jubilæet
Malteserordenens skandinaviske Association havde planlagt at markere 850-års jubilæet ved sit årskapitel i København i august 2020, men på grund af virussituationen, er det blevet udskudt til 2021.
Tekst og foto: Helge Clausen