Biskoppens prædiken i domkirken søndag 8. november, Laterankirkens indvielse – Pavens dag
Læsninger: Ez 47,1-2.8-9.12 1 Kor 3,9c-11.16-17 Joh 2,13-22
Vi opererer med mange billeder af Kirken, både dem, vi får forelagt af Kirken selv, og dem, vi selv danner os. Kirken opfatter sig selv som det fællesskab, Kristus har kaldt sammen til og selv er centrum for, noget vi særligt markerer, når vi samles for at fejrer eukaristien. Vi taler om Kirken som Kristi Legeme, en bygning af levende sten, Guds folk på vandring og det ny Jerusalem. De billeder, vi selv danner os af Kirken, behøver ikke at være dårlige, og de er ofte afledt af billederne på Kirkens egen selvforståelse; men nogle gange kan vort præg på Kirken komme til at fylde for meget og også være misvisende. Vi nøjes nogle gange med blot at se Kirken som en social sammenhæng og kulturel institution, som noget, der giver identitet, ikke altid for at inkludere, men for at skabe afstand. Til dette formål kan politiske magthavere nogle gange instrumentalisere Kirken for at konsolidere deres egen position og eget syn på samfundet.
Ligesom Kirken gennem sin udbredelse, historie og medlemsskare er mangfoldigt sammensat, beriger også de enkelte bibelske billeder på Kirken vor oplevelse og forståelse af den. I dagens første læsning bliver vi præsenteret for endnu et billede af Kirken gennem en profeti, der tager udgangspunkt i templet i Jerusalem.
Situationen er den, at templet er blevet genopført og genindviet efter at være ødelagt, og folket har været i eksil i Babylon. Ezekiel bliver præsenteret for nogle løfterige visioner om, hvad der skal udgå fra templet. Det hele beskrives som noget, der konkret foregår i Jerusalem og breder sig til omegnen. Dette scenarie har vi lov til at overføre på Kirken. Ligesom templet i den gamle pagt var rammen om Guds tilstedeværelse og det vigtigste sted for tilbedelse af ham, er det nu Kirken, som er den sammenhæng, hvor Gud er nærværende og virker, ikke nogen bestemt, vigtig kirkebygning, men Kirken som fællesskab og institution. Det er et meget harmonisk billede, der tegnes af Kirken, et sted, hvorfra alt godt udgår, og hvor de strømme, der udgår fra den, skaber betingelser for liv og gør golde områder frugtbare.
Sådan vil vi gerne have, at Kirken er, og sådan er vi også mange, der oplever den. Det gode, der strømmer ud af Kirken, er naturligvis ikke dens eget budskab, men alt det Kristus har at give mennesker. Det livgivende vand er Kristi sandhed, vejledning, omsorg, tilgivelse og helbredelse, skabelse af enhed og helbredelse af splittelse.
Alt dette har der altid været brug for, og det har hele vejen gennem historien været Kirkens opgave at samle mennesker og forsøge at gennemsyre samfund med Kristi ånd. Selv om denne proces har været både ledsaget og afbrudt af menneskelige fejl og modarbejdelse af Kristi projekt, så har der altid været nok tilbage af ting, der kan, opbygge og inspirere os og give os mod på at fortsætte dette projekt, kort og godt lade os bevare begejstringen for Kirken og dens mission.
Også nu er der i verden brug for Kristus og hans Kirkes mission og for den heling og fred, som kun Kristus kan give. Vort samfund er lammet eller i hvert fald stærkt begrænset af coronapandemien, præget af menneskers sorg og fortvivlelse over pandemiens følger. Vi ser derudover det ene land efter det andet præget af uro og splittelse, hvor stærke modsatrettede strømninger står over for hinanden, fællesskaber lande imellem bliver brudt op. Alle disse tegn på splittelse giver os også bekymringer for fred og retfærdighed, for tolerance og harmonisk sameksistens mennesker, folkeslag og religioner imellem.
Men også Kirken selv er præget af mange slags spændinger. Kristus har lovet, og Helligånden sørger for, at der bliver holdt sammen på Kirken, men menneskelig svaghed og den frie vilje forstyrrer harmonien og troværdigheden. Menneskers synder skæmmer og tilslører Kirkens hellighed, og strid om, hvordan Kirken skal se ud, og hvad vej, den skal gå, gør, at vigtige ting bliver forsømt. Dertil kommer den resignation, som alle disse tegn på dårligdom forårsager, og som dæmper eller standser missionsiveren.
Selv om der er nok at bekymre sig om, hverken må eller behøver vi at miste modet. De livgivende strømme fra Kristus og hans Kirke er på ingen måde tørret ud, men rinder fortsat uhindret. Kilden til det livgivende vand, Kristus selv, tørrer aldrig ud, og det vand, der strømmer ud derfra, er altid rent og friskt. Et vandløb er altid rent i sit udspring; det er først længere nede ad strømmen, at der kan indtræde forurening og ske opstemninger, som skaber stilstand og forplumring. Sådan kan det også ske i Kirken. Vi kan med vor syndighed, stridslyst, valg af forkerte mærkesager, egne dagsordener, ved mismod og resignation forplumre, ja forgifte det livgivende vand, som Kristus sender gennem sin Kirke.
Hvad gør vi så ved det? Det er klart, at denne udvikling skal vendes. Vi, der tegner Kirken, dvs. alle vi, der tilhører den, skal selv på ny opsøge og øse af de strømme og den kilde, som er Kristus. Vi har brug for den føde og den lægedom, som Kristi livgivende vand tilbyder os. Tager vi imod det, så bliver vi som de frugttræer, der vokser op langs strømmen, så bliver vi ikke bare selv raske, men kan også selv blive til lægedom for andre. Kort og godt betyder det, at vi alle sammen kan bidrage til, at Kirken bliver det fællesskab, den institution både vi selv og omverdenen gerne vil have, den skal være.
Med det sindelag følger vi også op på, hvad Paulus siger i anden læsning. Her bliver der spillet på interaktionen mellem grundvolden og de levende sten. Vi bliver mindet om den høje status, den værdighed, vi har som kristne, men også om faren for at forspilde den. De, der ødelægger Guds tempel, er ikke kun dem, der gør det udefra. ”Det tempel er I”, siger Paulus til korintherne, og det er helligt, altså en opfordring til os om altid at sørge for, at helligheden varer mest muligt ved, at vi gør, hvad vi kan for at leve et helligt liv, dvs. et liv, der afspejler Kristus, hans sindelag og hans forventninger til os. I anden læsning fra læsningernes tidebøn til dagen i dag reflekterer Den hellige Cæsarius af Arles over Paulus’ ord. Han siger: ”Hvis vi ønsker at fejre denne kirkes fødselsdag med sand glæde, må vi ikke ødelægge Guds levende tempel i os med vore synder … Lad vore sjæle være så pletfri og skinnende, som vi ønsker denne kirke skal være, når vi kommer til den”.
I evangeliet fokuseres der på identiteten og sammenfaldet mellem Kristus og Kirken. Umiddelbart er vi nok mest opmærksomme på den dramatiske scene med tempelrensningen, uddrivelsen af de handlende. Nogle vil være fristet til at se Jesu optræden som en advarsel mod magt, rigdom og ydre ting i Kirken. I en vis forstand kan det godt være rigtigt; Kirken skal ikke være en markedsplads. Det, Jesus vil med sin stærke optræden, er dog at pege på noget nyt, som snart skal ske, nemlig, at han med sin forestående død og opstandelse for alvor bliver centrum i vort liv med Gud til afløsning for det gamle tempel. De handlende i templet solgte ikke souvenirs eller andet uvedkommende kram. De solgte noget, der var brug for til gudstjenesten, til ofringerne, altså noget helt legitimt. Vi kan godt tillade os at sige, at Jesus ikke så meget er sur på de handlende, men mere på, at hans omgivelser og især de religiøse ledere ikke havde forstået hans mission og erkendt, hvem han er. Således er der også mange legitime ting i Kirken i form af traditioner, skikke og ritualer, strukturer og regler. De er ofte vokset naturligt og kan være en stor hjælp til at forme vor identitet og illustrere hvem og hvad, vi tror på; men vi skal også være parate til at erkende, at de kun er noget foreløbigt, akkurat som ofringerne i templet og de afledte funktioner var det. Så vel for Jesu tilhørere dengang som nu for os gælder det, at vi skal se ham som midtpunktet i vor tro og i vort liv.
Sker det, så vil vi i vor tid kunne være med til at bringe Ezekiels profeti til opfyldelse ved, at vi faciliterer strømmene af levende vand, gør det ved selv at være næret og helbredt af dem, for derved at skaffe andre mennesker adgang til dem.
Vi vil også kunne tydeliggøre billedet af Kirken som bygningen af levende sten. Grundvolden er lagt, nemlig Kristus, og andre har bygget videre siden Paulus’ tid. Vi skal selv bygge videre, ikke på må og få, ikke bredere, ikke smallere end grundvolden og slet ikke ved siden af den og efter andre planer. Det, der komme til at stå på grundvolden, skal passe til den, ikke overskride de proportioner, den angiver.
At være kirke betyder både at holde sig inden for faste rammer og i at være åben for inspiration. De store inspiratorer i Kirkens historie er helgenerne. De var på mange måder nytænkende, men altid i form af at finde nye veje tilbage til Kristus og til at være sammen med ham. Vi ser også ofte behov for, at noget nyt må ske for at sikre Gudsrigets fremdrift; men det kan kun virke, hvis vi bliver på grundvolden og værdsætter det, som er bygget ovenpå og har vist sig holdbart. Med vor trofasthed mod Kristus og hans Kirke kan vi være både bevarende og nyskabende og dermed gøre Kristus nærværende og hans Kirke relevant.
Amen